Citroëns store SUV vil lokke med design og el

Den store Citroën C5 Aircross kommer nu i en ny udgave, der kører på el. Designet er strammet gevaldigt op, mens mærkets fokus på affjedring og komfortable stole er bevaret.

 

Grøn Citroën C5 Aircross på grøn baggrund.
Nyt om biler

Citroën er ved at være klar med en ny generation af mærkets store SUV, C5 Aircross, og denne gang er det en ren elbil, der kommer til Danmark.

Det er Citroëns udgave af de store elbiler, der alle er baseret på den platform, som også lægger bund til Peugeot E-3008/E-5008, Opel Grandland og de kommende DS No. 8 og Jeep Compass.

C5 Aircross lægger sig størrelsesmæssigt mellem Peugeot 3008 og 5008 og er dermed vokset betydeligt i forhold til forgængeren. Der er dog altid tale om kun fem siddepladser.

Grøn Citroën C5 Aircross på grøn baggrund bagfra.
Citroën C5 Aircross har netop haft verdenspremiere i Paris. Den kommer som ren elbil til Danmark i slutningen af 2025.

Kommer med to batteristørrelser

I lighed med sine Stellantis-kolleger vil den nye C5 Aircross kunne fås i to udgaver med et batteri på enten 73 kWh eller 97 kWh, hvilket giver rækkevidder på henholdsvis 520 km og 680 km. Begge udgaver kan oplades med op til 160 kW, hvilket giver en ladetid fra 20 til 80 procent på omkring en halv time.

Citroën C5 Aircross ventes til Danmark sidst på året, så endnu er priserne ikke kendte. FDM vover dog pelsen og gætter på en startpris på 330.000 kr. med det lille batteri, og 30.000 kr. mere for versionen med det store.

Førerpladsen i Citroën C5 Aircross.
Førerpladsen er præget af den store skærm i midten, der flyder sammen med midterkonsollen og gearvælgeren længere nede.

Flot interiør med store skærme

Citroën C5 Aircross

LxBxH: 4,65x1,90x1,65 m
Akselafstand: 2,78 m
Forhjulstræk
Elmotor: 210/230 hk
Batteri: 73/97 kWh
Ladeeffekt (DC): 160/160 kW
Rækkevidde: 520/680 km
Platform: STLA Medium 
Prisgæt: 330.000/360.000 kr.

Vi har allerede haft lejlighed til at se nærmere på den nye C5 Aircross, og her viser det sig, at der er tale om en ganske rummelig bil med et interiør, der opleves gennemtænkt med mange smarte løsninger, som virker lette at betjene.

Mest opsigtsvækkende er den store skærm i midten, som Citroën har navngivet Waterfall Touchscreen, idet skærmen falder ned mod midterkonsollen, som var det et vandfald. Den har fået et nyt styresystem med en intuitiv betjening, hvor den nederste del permanent er reserveret til styring af klimaanlægget.

Derudover har skærmen faste områder til styring af navigation og andre elementer, man selv kan vælge. Foran rattet er der en 10 tommer-skærm som fungerer som instrumenthus, og der er også mulighed for at få bilen med headup-display.

Baglygte på grøn Citroën C5 Aircross.
Baglygterne er næsten skulpturelle med to finner, der stikker markant ud fra bilens side.

Vores første indtryk af den løsning peger i retning af en vellykket konstruktion med et flot layout. I det hele taget opleves kabinens detaljer både flotte og med til at give en oplevelsen af, at det er en Citroën, man befinder sig i.

Bagsædet kan justeres

Vores prøvesidning af bilen peger i retning af en ganske godt indrettet bil med gode sæder fortil, hvor de er afstemt til undervognen i det, Citroën kalder Progressive Hydraulic Cushions. Det er en traditionelt udformet undervogn med særlige støddæmpere, der kan variere fastheden alt efter underlagets form.

Hvordan de dele virker i praksis, må vi vente med at kaste dom over indtil vi har kørt i bilen.

Grøn Citroën C5 Aircross fra siden.
Der er kommet rigtige dørhåndtag på sidedørene modsat prototypens dørhåndtag, der vipper ud som på en kinesisk elbil. Tak for det!

Bagsædet byder på god plads, og ryglænet kan justeres individuelt i vinklen, ligesom det kan foldes forover i tre dele. Der er et stort midterarmlæn og skilem for transport af lange genstande. Der er derudover friskluftdyser og mulighed for varme i bagsædet.

Bagagerummet er på 560 liter, og det virker meget stort for klassen. Bilen må trække op til 1.250 kg.

Avanceret design

Udvendigt fremstår C5 Aircross futuristisk med flotte forlygter, der er af den avancerede LED-matrix type. Baglygterne er nærmest et studie i avanceret design, idet dele af lygterne stikker ud fra karrosseriet i form af to finner, der får tankerne til at mindes bilernes avancerede former i 1960’erne.

Frontpartiet på grøn Citroën C5 Aircross.
Forlygterne er af LED-matrix-typen, og de er sammen med det nye Citroën-logo med til at give C5 Aircross en markant fremtoning.

Når den nye Citroën C5 Aircross lanceres herhjemme sidst på året, bliver det inklusive en fabriksgaranti på fem år og 150.000 km. Bilen bygges i Rennes i Frankrig på den fabrik, som President de Gaulle var med til at åbne i 1961.

Citroën nævner denne detalje igen og igen og er tydeligvis meget stolt af, at i en tid som vores at kunne markedsføre biler, der helt og holdent er produceret i Frankrig. På den måde opleves den nye C5 Aircross som en ægte Citroën til trods for at bilen har rødder langt ind i Stellantis-netværket.
 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2025 og 2026