Nyt luksusmærke vil være Østens Porsche

BYD Auto, der globalt vokser eksplosivt, vil nu ikke kun sælge sit folkelige BYD-mærke i Europa, men blander sig snart i bilernes luksusklasse. Det sker med Denza, hvor den første bil bliver en vild Porsche Panamera-konkurrent, Z9 GT. Med sine tre motorer kan den dreje rundt om sig selv.  

Klæde trækkes af bil foran publikum.
Nyt om biler

Mens BYD stadig arbejder på at få solidt fodfæste i Europa med sit hovedmærke, tager verdens største elbilproducent et stort skridt ved at lancere sit premiummærke Denza.

Det skete under modeugen i Milano, som Denza fandt det passende at låne lidt glamour fra til at kaste glans over luksusmærket, der har design som en af sine hovedpiller. Den globale topledelse fra Kina var med til det, som BYD opfatter som en pilepæl.

Mærket stræber højt. Højere end ’blot’ at konkurrere mod Audi og Mercedes-Benz; det er Porsche, Denza har på sigtekornet uden direkte at vil være et sportsvognsmærke.

Bortset fra at være et ukendt mærke fra Kina har Denza noget at have sine ambitioner i. Sloganet er 'Technology drives elegance', og bilerne har en yderst høj standard, når det gælder oplevet kvalitet og komfort.

Kvinde foran skærm med fem bilmodeller-
BYD-chef Stella Li præsenterede Denza ved modeugen i Milano. Mærket første modeller i Europa bliver sportssedanen Z9 GT (i midten) og luksus-MPV'en D9 med den enorme grill. To offroad-modeller fra BYD's Fangchengbao-mærke kommer lidt senere. En femte model er på vej.

Første Denza: den vilde Z9 GT

Det gælder i særdeleshed den model, som var stjernen ved den europæiske lancering, sportslimousinen Z9 GT. Det er en over fem meter lang, strømlinet fastback, skabt under lederskab af BYD’s tyske designchef.

Bilen minder om Porsche Panamera, men slår den når det gælder rå hestekræfter og avanceret, men delvis fjollet teknik.

Denza i Europa komme til at bestå dels af modeller fra Denza, dels af et hjemligt offroadmærke kaldet Fangchengbao.

Denza begynder at levere biler i Europa sidst på året i form af Z9 GT og kæmpe-MPV’en D9. Lidt senere kommer to luksus-offroadere og en femte model, der formentlig præsenteres på Auto Shanghai sidst i april.

Denza Z9 GT foran katedral.
Denza Z9 GT er en stor og meget luksuriøs bil med særdeles avanceret teknik og ekstreme ydelser. 

I Kina findes desuden N7, som er søsterbil til BYD Sea Lion 07, men den skal tilsyneladende ikke til Europa. 

Det er endnu uvist, hvordan Denza skal forhandles i Danmark. Det er heller ikke afgjort, om den store MPV, D9, bliver tilbudt hos os.

Z9 GT: elbil med tre motorer og 900 hk

I Kina har BYD et fjerde brand, ultra-luksusmærket Yang Wang. Her er vi oppe i ekstreme biler, der nemt kan koste halvanden til to millioner kr. Det mærke vil også komme til Europa, er planen bekræfter en højtstående BYD-chef over for FDM.

Denza Z9 GT bagfra i studie.
Z9 GT er en ca. 5,20 meter lang shooting brake med ekstreme præstationer. Porsche Panamera er udset som hovedkonkurrent, men Z9 GT er rent elektrisk eller en plugin-hybrid.

Denzas korte historie

2010 Denza kommer til verden som et ligeligt samarbejde mellem BYD og Daimler.

2014 Første – og i lang tid eneste – model lanceres i form af en B-klasse ombygget til elbil.

2021 Denza får ny identitet som et premiummærke med eksklusivt design og avanceret teknologi.

2024 Mercedes-Benz trækker sig helt. Denza er nu et rent BYD Auto-selskab med egen, gigantisk udviklingsafdeling.

2025 Denza lanceres i Europa.

Z9 GT er bygget på Denzas helt nye platform kaldet E3, der er skabt til dyre og avancerede biler og ikke har sin lige i bilindustrien. Det indebærer bl.a. tre motorer som standard, heraf de to ved bagakslen.

Platformen er skabt til både elbiler og plugin-hybrider, og Z9 GT fås som begge dele. Elbilen har en heftig ydelse på 952 hk i den kinesiske udgave, som FDM har prøvet. I Europa bliver ydelsen nok skruet lidt ned til fordel for øget, officiel rækkevidde. Forvent at den havner omkring 500-550 km i den 2.900 kg tunge elbil.

Batteriet på 102 kWh er af LFP-typen og med 800 volt. Lynladningen er i princippet helt ekstrem, da der er ladestik i begge sider, og hver halvdel af batteriet kan lades med 270 kW. Ganges det med to, bliver det 540 kW.

En særlig plugin-hybrid

Plugin-hybriden er god for 858 hk i den kinesiske udgave. Hybriden er af den type, hvor det (næsten) altid er elmotorerne, der driver bilen. Den har et batteri på 38,5 kWh, som formentlig giver en officiel rækkevidde på omkring 150 km. Opladning kan ske med op til 82 kW, dvs. lige så hurtigt som nogle elbiler.

Benzinmotoren er en toliters med turbo og 268 hk. Den fungerer mest som strømgenerator, men ved høje hastigheder kan den drive forhjulene via en mekanisk forbindelse.

Bagsæde med brunt-lilla læder.
Bagsædepladsen i luksusbilen er enorm.

Z9 GT har andre tekniske særkender. Luftaffjedring er standard, og det er firehjulsstyring også. Tilmed af en helt særlig type. Baghjulene kan dreje væsentlig mere end på andre biler, helt op til 15 grader.

Mest nyttigt giver det en uhørt lille vendediameter for så stor en bil på  blot 9,2 meter, når for- og baghjul drejer modsat. Det ser vildt ud udefra, og opleves imponerende fra førersædet.

Denzas partytrick: sidelæns kørsel

Men Denza bruger teknikken til mere. Og her er vi i afdelingen for partytricks. Da hvert hjul og hver motor kan styres individuelt, kan bilen gøre helt absurde manøvrer. F.eks. kan den ’krabbe’ sig af sted, dvs. køre diagonalt, ved at alle hjul peger i samme retning. Denzas eksperter kunne dog ikke redegøre for, hvad det egentlig skal gøre godt for.

Lidt mere ræson kan der være i bilens evne til at dreje om sig selv. For bilister, der har det stramt med parallelparkeringer og i det hele taget på meget korte p-pladser, kan den automatiske parkering muligvis være nyttig.

Det er blot at stikke snuden skråt ind i båsen og tegne den ønskede manøvre på skærm. Så arbejder bilen sig på højst bemærkelsesværdig vis ind i båsen ved at baghjulene drejer hver sin vej og trækker bagenden ind. Blot 15 cm behøver der at være til bilerne foran og bagved. Det er unikt om imponerende. Det gælder også evnen til at dreje om sig selv.

Men undervejs lugter der heftigt af brændt gummi, asfalten får en svag sort stribe, og mon ikke der lige røg 500 km af bagdækkenes levetid?

Førerplads med brut-lilla læde.
Denza Z9 GT har både en flot udført kabine og tre meget store skærme.

Masser af læder og 20 højttalere

I kabinen dufter der er læder, og materialerne er ualmindelig flotte og lækre. Midterskærmen er helt oppe på 17,3 tommer, mens førerdisplayet og skærmen i passagersiden også fylder godt med deres 13,2 tommer.

Lydanlægget er fra franske Devialet og består af 20 højttalere, der samtidig har en design-effekt.

Dørene er elbetjente, og på bagsædet finder man fyrstelig med benplads. Ikke så mærkelig for akselafstanden er helt oppe på 3,13 m. Der er lige akkurat loftshøjde nok.

Prisen på Z9 GT og de andre Denza-modeller kan der indtil videre kun gisnes om, men vær forberedt på at betale i omegnen af én mio.kr. for Z9 GT. Men så får man også en bil med en ualmindelig flot kabine, hysteriske præstationer og uhyre avanceret teknik – både noget brugbart og noget meget mærkeligt.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2025 og 2026