Der er blevet fredeligere på vejene på Østerbro i København og i et hjørne af Gentofte Kommune. Og bilisterne kommer hurtigere ind og ud af byen.
Æren for det har den 2,5 mia. kr. dyre Nordhavnsvej, som blev indviet i december 2017.
Trafiktællinger et halvt år efter åbningen viser, at biltrafikken er faldet markant på de centrale ruter igennem Østerbro til gavn for beboerne og den lokale trafik.
Godt 22.000 biler bruger den nye, firesporede vej.
Hurtigere til centrum
At så mange bilister nu vælger Nordhavnsvej og Ring 2, betyder, at det er blevet hurtigere at komme ind til byen.
Se mere: Dyrt hul i jorden giver bedre vej til København
Det gælder naturligt de, som kører via den nye forbindelse Nordhavnsvej/Kalkbrænderihavnsgade, men mere bemærkelsesværdigt også de bilister, som stadig kører helt til enden af Helsingørmotorvejen og Hans Knudsens Plads.
Denne notorisk proppede afslutning af motorvejen er der nu løsnet mærkbart op for, fordi rigtig mange bilister nu vælger Nordhavnsvej i stedet.
Væsentlige hurtigere ad lokale veje
Også rejsetiderne på Tuborgvej, Strandvejen og ydre del af Østerbrogade er væsentligt nedsat, noterer kommunen.
Samtidig er rejsetiden på Kalkbrænderihavnsgade, som nu ellers tager trykket, status quo, selv om der er kommet 26 pct. flere biler.
FDM: Tænk hvad havnetunnel så kan udrette
- Når nu Nordhavnsvej har lettet trafikken på Østerbro og bruges af over 22.000 bilister tænk så, hvordan en havnetunnel kunne lette trængslen i hele København, pointerer FDM.
Havnetunnelen, også kaldet østlig omfartsvej, er påtænkt vejforbindelse fra enden af Nordhavnsvej til Amagermotorvejen syd for byen.
Se mere: Havnetunnel i København får nyt liv
På Nordhavnsvej, der forbinder Helsingørmotorvejen og Nordhavnen, har trafikken været støt stigende uge for uge siden åbningen, oplyser teknik- og miljøforvaltningen i Københavns Kommune.
De seneste opgørelser viser, at der på hverdage kører godt 22.000 køretøjer på Nordhavnsvej. I weekends er det 11.000-12.000 biler i døgnet.
Færre biler på ny vej end ventet
De tal viser ifølge teknik- og miljøforvaltningen, at forventningerne til Nordhavnsvejs trafikale betydning bliver indfriet.
Oprindelig - i 2009 - lød prognosen ellers, at trafikken på Nordhavnsvej ville være ca. 30.0000 biler. Forskellen er ifølge Københavns Kommune, at alle forudsætninger ikke er opfyldt, bl.a. at der ikke er bygget så meget i Nordhavnen, som forudset. Desuden stiger trafikken fortsat.
Trafikken på Strandboulevarden, Strandvejen og Tuborgvej, der delvis går i Gentofte Kommune, er faldet markant.
Se mere: Tunnel med tårnhøj hightech
Stort fald i lastbiltrafik
Der er nu 21 pct. færre biler på Tuborgvej, 23 pct. færre på Strandboulevarden og 29 pct. færre på Strandvejen. Den tunge trafik er generelt faldet endnu mere. Særligt containerkørslen fra havnen går nu uden om de mindre veje.
Enkelte veje har fået mere trafik. Det var også ventet. Vordingborggade, som fører meget af den lokale trafik fra Kalkbrænderihavnsgade til indre Østerbro, har haft en stigning i på seks pct.
Men samtidig er den tunge trafik faldet 32 pct., og det er ifølge teknik- og miljøforvaltningen især den tunge lastbilskørsel, som hidtil har været til stor gene for gadens beboere.
På Østerbrogade var der ventet en stigning i biltrafikken, men her har der derimod været et lille fald.