Igen: Vigtig motorvej bliver byggeplads

Fynske Motorvej skal udvides fra fire til seks spor, og det giver to års vejarbejde på livsnerven mellem øst og vest. Udvidelsen sker på en ny måde, der vil genere bilisterne mindre. Og så kommer 14 høje master til at spille en vigtig rolle.

Fynske Motorvej bliver byggeplads de næste to år.
Trafik

Knap nok blev det store vejarbejde på motorvejen over Fyn færdigt op til jul, før et nyt begynder. Nu går gravemaskinerne i gang på den 13 km lange strækning på Vestfyn, der endnu ikke er udvidet til seks spor.

Tredje og sidste udvidelse af E20 går i gang lige efter påske, men denne gang udføres arbejdet op en ny måde, der skulle genere trafikanterne mindre.

I stedet for at arbejde på alle 13 km på én gang, har entreprenøren delt strækningen op i to. I år arbejdes der på de vestligste km fra Nørre Aaby og mod Odense.

I 2022 gælder det den sidste del østpå fra Ejby til Aarup.

Fynske Motorvej skal udvides på en strækning på 13 km.
Fynske Motorvej skal udvides på en strækning på 13 km. 

Moderat forsinkelse

Selv om vejarbejdet er omfattende, er det erfaringerne fra de seneste udvidelser af Fynske Motorvej, at trafikken glider fornuftigt under arbejdet. Erfaringen er, at forsinkelsen normalt kun vil være tre-fire minutter.

Der vil stort set hele tiden være to, men smalle spor i hver retning og en fartgrænse på 80 km i timen.

Vejdirektoratet håber at kunne afbøde spærringer som følge af ulykker, tabt gods m.m. ved hjælp af en kraftig overvågning af vejstrækningen.

I 2021 bliver der arbejdet på den blå strækning mellem tilslutning 57 og 55. I 2022 kommer turen til den orange del.
I 2021 bliver der arbejdet på den blå strækning mellem tilslutning 57 og 55. I 2022 kommer turen til den orange del.

Kraftig kameraovervågning

14 store master, som tidligere har været benyttet på Østjysle Motorvej, er sat på Fyn. Med dem kan Vejdirektoratets Trafikinformationscenter i København holde nøje øje med vejen og hurtigt afgøre, hvad der skal til, for at der kan blive ryddet op og få fjernet det, som skaber problemer.

Hver mast, som koster i omegnen af 250.000 kr., er udstyret med et 360 graders-kamera, solceller, en vindmølle på toppen og en stor batteripakke.

Selv om isenkrammet er dyrt, vurderer Vejdirektoratet, at det er pengene værd, da omkostningerne og generne ved at have livsnerven mellem øst og vest spærret er enorme.

Bliv medlem og få Motor