Mørke, regn og andre bilers lygte kan være en giftig cocktail. De fleste bilister har oplevet, at det kan være svært at orientere sig under de forhold, hvor vejstriberne delvis forsvinder i mørke og reflekser, også selv om striberne er nogenlunde nye.
Den utrygge eller farlige oplevelse bliver mere sjælden i fremtiden. En ny type vejstribe, som er lettere at se under de forhold, bliver nu rullet ud på alle danske motorveje.
Efter mere end to års forsøg går Vejdirektoratet inden sommerferien i gang med at lægge de nye striber på seks motorveje.
Udviklet i Danmark
Det er en særlig vejstribe, som er en slags kombination af den normale flade stribe, som ikke støjer, og rumlestriber, der rager op og er mere synlige, men som også er støjende.
Den nye vejstribe, kaldet Longdot, er et nyudviklet dansk produkt. Det er skabt i samarbejde mellem vejafmærkningsentreprenør Eurostar Danmark, vejafmærkningsproducenten Geveko Markings og Vejdirektoratet.
Mere synlige i mørke og regn
- De nye vejstriber er lavet på en måde, der gør dem mere synlige i lyset fra billygterne, når det er mørkt og regnvejr. Det vil forhåbentlig øge trygheden hos trafikanterne, samtidig med at det forbedrer fremkommeligheden og sikkerheden, fortæller Michael Ruben Anker Larsen fra Vejdirektoratet.
De nye striber bruges som adskillelse mellem vognbanerne.
Alle striber udskiftet på otte år
Striberne bliver udlagt løbende, efterhånden som Vejdirektoratet udskifter asfalt eller genmarkerer vejstriber. Det betyder, at vejstriber på hele motorvejsnettet vil være udskiftet i løbet af fem-otte år.
De nye striber glæder FDM.
- Det har længe været et kendt trafiksikkerhedsproblem, at vejstriberne kan være meget svære at se i regn og mørke. Derfor er det meget positivt, at denne nye afmærkningstype endelig er klar til at blive brugt, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.
Han tilføjer dog:
- Op til otte år er meget lang tid, før der er fuld udrulning, og FDM vil opfordre politikerne til at sikre, at det kan ske hurtigere.
Vejdirektoratets ekspert vurderer, at de nye striber vil få kæmpe betydning:
- Dels fordi trafikanterne føler sig mere trygge, når de bedre kan se striberne, dels fordi trafikanterne dermed lægger sig mere hensigtsmæssigt på vejbanen. Når de ikke kan se striberne, har de en tendens til at lægge sig helt ud i kantlinjen. Det går ud over fremkommeligheden og øger risikoen for kødannelser og uheld, siger Michael Ruben Anker Larsen.
Køb mærkat til Europas motorveje
Her kommer de nye striber inden sommer:
E45 Nordjyske Motorvej lige syd for Limfjordstunnellen
E45 Sønderjyske Motorvej nordgående fra Christiansfeld til Esbjergmotorvejen
E20 Vestmotorvejen østgående rundt om Slagelse
Rute 21 Holbækmotorvejen vestgående fra Kr. Sonnerup til Kalundborgmotorvejen
E20 Fynske Motorvej fra Odense V til Årup
E20 Køge Bugt Motorvejen østgående fra Greve til Hundige