Som finansiel controller bliver du en vigtig del af at etablere et solidt controlling framework som skal øge kvaliteten og effektiviteten i vores registreringer. Du vil også bidrage til at skabe robuste finansprocesser, udarbejdelse og vedligeholdelse af regnskabsmanual, formulering af politikker og arbejdet med GRC i bred forstand. Desuden vil du med tiden blive superbruger/systemejer på nogle af vores systemer.
Du vil indgå i et nyoprettet team sammen med en anden, også ny, finansiel controller.
Om jobbet
Rollen er nyoprettet med et forventet miks mellem drifts- og udviklingsopgaver. Du får derfor stor indflydelse på at udforme processer og standarder. Dine primære opgaver vil omhandle:
- At udvikle og forankre politikker, regnskabsmanual og regelsæt – herunder politik for fordeling af fællesomkostninger.
- At bidrage til implementering af Enterprise Risk Management (ERM) og Contract Excellence samt gennemføre interne kontroller.
- At sikre høj kvalitet i månedsluk (afstemninger/bogføring) gennem robuste processer.
- At sikre korrekt behandling, afstemning og afregning af moms og afgifter – inkl. kvalitetssikring af opgørelser og afstemninger.
- At implementere bedre løsninger for eksisterende processer for f.eks. betalingsgodkendelse, investeringer og business cases.
- At være application manager på bl.a. Business Central og fungere som go-to person for daglige behov og forbedringer.
- At udarbejde og vedligeholde Transfer Pricing-dokumentation
Om dig
Vi er åbne for forskellige uddannelsesbaggrunde, men ser gerne, at du som minimum har en bachelor eller lignende indenfor et finansielt område. Vigtigst er at bruge dine erfaringer inden for finansiel controlling og projektarbejde til både at bidrage til at sikre høj kvalitet i vigtige driftsmæssige opgaver, og at arbejde med at modernisere en finansfunktion og derigennem løfte fundamentet for stærkere værdiskabelse for FDMs medlemmer samt interne forretningsområder. Nogle års erfaring med opgaveløsning indenfor finansiel controlling er et plus.
Derudover ser vi meget gerne, at du har:
- Erfaring med at arbejde med politikker, kontrakt- og risikostyring.
- Evne til at omsætte analyser og nøgletal til handling og skabe faktabaseret dialog med forretningen.
- Kendskab til interne kontroller og Transfer Pricing-dokumentation. En vis erfaring med ERP og data (gerne Business Central).
- Erfaring med moms og afgifter (herunder gerne splitmoms og lønsumsafgift) samt generel forståelse for GRC.
Som person forestiller vi os, at:
- Du trives i en go-to rolle og arbejder selvstændigt, analytisk og struktureret.
- Du er imødekommende og serviceminded overfor interne partnere og kan kommunikere komplekse økonomiske emner letforståeligt.
- Du er proaktiv, robust og udviklingsorienteret – og motiveres af at bygge noget nyt op.
- Du kan navigere i et miljø med mange interessenter, og har evnen til at overskue mange problemstillinger.
Om afdelingen
Du bliver en del af vores finansafdeling på 18 personer, som er i gang med en spændende udvikling fra traditionelt bogholderi til moderne finansfunktion. Vi har en vision om at være den naturlige sparringspartner, der konsulteres, før beslutninger tages. Du vil få et tæt samarbejde med mange af dine kolleger i afdelingen og sammen vil I kunne skabe en transformeret finansfunktion.
Vi tilbyder
I FDM bliver du en del af et mangfoldigt fagligt miljø, hvor vi alle er passionerede for vores fagområder og hvor vi arbejder sammen om hele tiden at blive lidt bedre, til glæde for vores medlemmer og kunder. Derfor er udvikling i jobbet, videndeling og kompetenceudvikling en naturlig del af hverdagen.
Som arbejdsplads vægter vi trivsel og fleksibilitet højt, og vi måler og følger op på trivslen flere gange om året for at sikre de bedst mulige rammer for dit arbejdsliv. Vores målsætning er, at du har spændende og udviklende opgaver, som udføres i et godt samarbejde med kollegaer og leder, og at du oplever en fornuftig balance ift. dit privatliv.
Du tilbydes en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, herunder pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du kan se frem til 6 ugers ferie/feriefri, ligesom du vil have fri med løn Grundlovsdag samt 24. og 31. december. Barslende medarbejdere har desuden 22 uger med fuld løn ifm. barsel, så du som medarbejder er økonomisk ligestillet, hvad end du skal være far eller mor.
Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM, ligesom du kan melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder diverse medarbejderarrangementer, og som giver adgang til vores motionsrum.
Vi holder til i Lyngby tæt på centrum i lyse og åbne lokaler, hvor der er mulighed for gratis parkering. Her nyder vi godt af kvalitetskaffe, og vores køkken sørger for varieret og sund mad til frokost, ligesom du kan købe morgenmad til en god pris.
Læs mere: Sådan er FDM som arbejdsplads
Læs mere: Om de sociale aktiviteter i FDM
Yderligere information
Vi behandler ansøgningerne løbende og modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular. Vi glæder os til at modtage din ansøgning senest torsdag den 16. oktober.
Har du spørgsmål til jobbet eller ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte økonomichef Allan Munk på telefon 45 27 07 28.
Tiltrædelse er 1. december 2025.
Læs mere: Sådan er ansættelsesprocessen
Om os
FDM er en erhvervsdrivende medlemsforening og den primære interesseorganisation for danske bilister. Som privat, uafhængig forening er FDM en hovedaktør på det trafikpolitiske område og dertil Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation med over 284.000 husstande som medlemmer. FDM har siden grundlæggelsen i 1909 opbygget en dominerende position i markedet og anses for en autoritet i relation til debatten om forbruger- og trafikpolitiske forhold.
Som erhvervsdrivende medlemsforening med en omsætning på +700 mio. kr tilbyder FDM også et omfattende medlemsprogram. FDMs portefølje af produkter inkluderer bl.a. juridisk og teknisk rådgivning, Motor (Danmarks største bilmagasin med 398.000 læsere), vejhjælp, FDM forsikringer i samarbejde med Tryg, FDM travel, FDM test og bilsyn, strøm og ladeløsninger og køretekniske kurser på foreningens to køretekniske anlæg, FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen. FDM har hovedsæde i Lyngby og beskæftiger 350 medarbejdere fordelt på 30 adresser i Danmark.