Som regnskabsassistent i FDM får du det primære ansvar for at holde styr på kunderne i FDM Test og Bilsyn. Du vil blive en del af debitorteamet, som består af i alt tre personer.
Du vil få en opsøgende rolle i forhold til især medarbejderne i FDM Test og Bilsyn for at sikre korrekt behandling af vores kunder.
Dine opgaver bliver, sammen med teamet, at varetage FDM Test og Bilsyns debitorstyring, herunder administration af samhandelsaftaler og -priser. Du vil have løbende dialog med FDM Test og Bilsyns administrative personale, testassistenter og kunder.
Du vil sammen med det øvrige debitorteam også blive en del af den daglige administration af FDMs medlemmer.
Samtidig vil det også være en vigtig opgave, at du gennem en hjælpsom og servicemindet tilgang understøtter vores kollegaer i at kunne udføre deres arbejde effektivt og korrekt.
Du bliver en del af vores økonomiafdeling på 18 personer, som er i gang med en spændende udvikling fra traditionelt bogholderi til moderne finansfunktion. Vi er inddelt i flere teams, og understøtter hinanden i en fælles udvikling, med lige dele vægt på professionalisme og positiv stemning. Vi har en vision om at være den naturlige sparringspartner for FDMs øvrige afdelinger, hvor vi konsulteres, før beslutninger tages.
Om jobbet
Som regnskabsassistent vil dine opgaver primært være:
- Fakturering af, registrering af betaling fra, og opfølgning på FDM Test og Bilsyns kunder
- Administrere og vedligeholde priser og aftaler i FDM Test og Bilsyns økonomisystem
- Deltage i den daglige administration af FDMs medlemmer og kunder
- Foretage afstemninger og opgørelser af finans- og bankkonti
- Deltage i optimering af processer mellem forretning og finans
Om dig
Vi forventer, at du har erfaring med debitorstyring, bogføring og afstemninger. Samtidig er det vigtigt, at du er servicemindet og opsøgende i forhold til kollegaer og samarbejdspartnere.
Derudover ser vi meget gerne, at du:
- Har erfaring med NAV13 eller lignende
- Har arbejdet med Microsoft CRM
- Motiveres af at hjælpe andre
- Arbejder selvstændigt og proaktivt, men samtidig også er en teamplayer
- Er struktureret, udadvendt og grundig
- Har en god forståelse af systemer og deres relationer
- Er nysgerrig, proaktiv og løsningsorienteret
Vi tilbyder
I FDM bliver du en del af et mangfoldigt fagligt miljø, hvor vi alle er passionerede for vores fagområder og hvor vi arbejder sammen om hele tiden at blive lidt bedre, til glæde for vores medlemmer og kunder. Derfor er udvikling i jobbet, videndeling og kompetenceudvikling en naturlig del af hverdagen.
Som arbejdsplads vægter vi trivsel og fleksibilitet højt, og vi måler og følger op på trivslen flere gange om året for at sikre de bedst mulige rammer for dit arbejdsliv. Vores målsætning er, at du har spændende og udviklende opgaver, som udføres i et godt samarbejde med kollegaer og leder, og at du oplever en fornuftig balance ift. dit privatliv.
Du tilbydes en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, herunder pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du kan se frem til 6 ugers ferie/feriefri, ligesom du vil have fri med løn Grundlovsdag samt 24. og 31. december. Barslende medarbejdere har desuden 22 uger med fuld løn ifm. barsel, så du som medarbejder er økonomisk ligestillet, hvad end du skal være far eller mor.
Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM, ligesom du kan melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder diverse medarbejderarrangementer, og som giver adgang til vores motionsrum.
Vi holder til i Lyngby tæt på centrum i lyse og åbne lokaler, hvor der er mulighed for gratis parkering. Her nyder vi godt af kvalitetskaffe, og vores køkken sørger for varieret og sund mad til frokost, ligesom du kan købe morgenmad til en god pris.
Læs mere: Sådan er FDM som arbejdsplads
Læs mere: Om de sociale aktiviteter i FDM
Yderligere information
Vi behandler ansøgningerne løbende og modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular. Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Har du spørgsmål til jobbet eller ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte økonomichef Allan Munk på telefon 45 27 07 28.
Tiltrædelse er hurtigst muligt.
Læs mere: Sådan er ansættelsesprocessen
Om os
FDM er med 284.000 husstande som medlemmer Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation. FDM yder juridisk og teknisk bistand i sager om biler og trafik og varetager bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål, så det er en positiv oplevelse at være bilist. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab og har rejsebureauer over hele Danmark. Vi er 350 medarbejdere fordelt på 30 adresser i hele landet. Hovedkontoret ligger i Lyngby.