Er en hybridbil noget for dig? Se fordele og ulemper

En hybridbil eller plugin-hybrid kan være en mulighed, hvis du gerne vil køre på strøm, men ikke er klar til elbil. Der er dog nogle ting, du skal være opmærksom på. Se hvad du skal overveje inden et køb.

Plugin-hybriden i hverdagen
Viden

Interessen for hybridbiler er stor, og FDMs rådgivning får mange henvendelser fra medlemmer, der overvejer denne biltype. Men ofte er de usikre på teknologien. Især gælder det forskellen på de forskellige teknologier, og hvordan hverdagen med hybridbilen er. 

Hvad er en hybridbil?

En hybridbil er en bil, der har mindst to forskellige teknologier til at drive bilen. Som oftest er det en forbrændingsmotor, der bruger benzin eller diesel, og en motor, der kører på el. En ren hybridbil skal ikke oplades. En plugin-hybrid eller opladningshybrid kan lades op fra en ladeboks eller ladestander hjemme eller ude.

Hvilke hybridbilstyper findes der?

Hybridbil er blevet en fælles betegnelse for biler, der kan køre på både el og brændstof, men reelt findes der tre forskellige hybridteknologier, du bør kende:

  • Mild-hybrid - kører primært på benzin eller diesel og tilkobler kun i kort tid en lille elektrisk motor. Mild-hybridbilen kan ikke køre alene på strøm og vil derfor i vid udstrækning opleves som almindelige benzin- og dieselbiler.
  • Hybrid - skal ikke oplades og skifter automatisk mellem at køre på benzin/diesel og el. Batteriet i bilen oplader sig selv, når forbrændingsmotoren startes, og når bilen bremser. Bilen kører på el, så snart der er nok energi på batteriet.
  • Plugin-hybrid/opladningshybrid - kan lades op fra en ladestander eller i nødstilfælde fra en stikkontakt. Plugin-hybriden kan fungere som ren elbil over korte distancer, derefter vil den fungere som en hybridbil, hvor den kører både på brændstof og el. De nuværende plugin-hybrider kan typisk køre mellem 15 og 100 km på el på et fuldt opladt batteri. 

Podcast: Skal du have en plugin-hybrid?

I denne episode af FDMs podcast Frigear fra august 2020 diskuterer værterne fordele og ulemper ved biltypen plugin-hybrid.

Herunder kan du læse mere om fordele og ulemper ved de tre hybridbilstyper. Tryk på overskriften eller det blå plustegn for at folde menuen ud.

Hvad er fordele og ulemper ved mild-hybrid? 

Fordele ved mild-hybrid:
Kører længere på literen end traditionelle biler
Systemet er billigt 
Hybridbatteriet er lille og derfor let
Pladsforhold er som almindelige biler
Fås med anhængertræk 

Ulemper ved mild-hybrid:
Kan ikke køre alene på el
Ikke så stille som hybrid og plugin-hybrider
Kan ikke oplades

Generelt stiller hybridteknologien andre krav til service, hvorfor det kan være svært at få frie værksteder til at konkurrere med mærkeværksteder på prisen.     
Hvad er fordele og ulemper ved hybridbilen?
Fordele ved hybridbilen: 
Automatgear
Hurtig optankning af brændstof
Støjsvag ved bykørsel
Kører langt på literen

Ulemper ved hybridbilen: 
Motorstøj på nogle hybridbiler
Kan ikke køre langt på el
Ikke alle kan fås med anhængertræk
Billigste biler, eksempelvis mikrobiler, fås ikke som hybrid
Kan ikke oplades

Generelt stiller hybridteknologien andre krav til service, hvorfor det kan være svært at få frie værksteder til at konkurrere med mærkeværksteder på prisen. 
Hvad er fordele og ulemper ved plugin-hybriden?

Fordele ved plugin-hybrid:
Automatgear
Fungerer som ren elbil på korte ture
Med afladet batteri kan nogle modeller fortsat have et fornuftigt brændstofforbrug takket være hybridteknologien
Hurtig optankning på brændstof
Støjsvag når den kører på el

Ulemper ved plugin-hybrid:
Du skal kunne lade nær dit hjem for at køre elektrisk til hverdag
Plugin-hybrid uden elektrisk opvarming af kabinen kan ikke køre på ren el, når det er koldt 
Bagagerum er typisk mindre end tilsvarende benzin/dieselbil
Modeller med mindre batterier har kortere elektrisk rækkevidde
Høj vægt fordi den har forbrændingsmotor samt elmotor og et relativt stort batteri
Ikke alle fås med anhængertræk
Udetemperaturen i koldt vejr påvirker rækkevidden - i hårdt frost kan nogle modeller slet ikke køre på el

Generelt stiller hybridteknologien andre krav til service, hvorfor det kan være svært at få frie værksteder til at konkurrere med mærkeværksteder på prisen. 

Illustration af underoverskrift Hvad skal du overveje inden køb af hybridbil?

Hvilken type hybridteknologi, der passer til dit behov, vil i høj grad afhænge af dit kørselsmønster. Der er stor forskel på, hvor langt en hybrid og en plugin-hybrid kan køre på el, da der er forskel på batteriernes kapacitet. Ved kørsel på el kan du typisk forvente, at bilen kører ca. 2/3 af den rækkevidde, bilfabrikanten har opgivet om sommeren, og noget mindre om vinteren samt ved motorvejskørsel.

  • Bykørsel: Som tommelfingerregel vil både en hybridbil og en plugin-hybrid være velegnet, hvis du har en del bykørsel, hvor du vil have stor glæde af at kunne bruge el-motoren en stor del af tiden. 
  • Landevejskørsel: På landevejene er det ikke alle hybridbiler, der har elmotorer, som er kraftige nok til at køre 80 km/t. Plugin-hybriden kan køre på el alene på landevejen, og du vil også kunne opnå en fornuftig rækkevidde på batteriet.
  • Motorvejskørsel: Ved de høje hastigheder vil hybrider oftest køre på forbrændingsmotoren. Mange af plugin-hybriderne kan godt køre på el ved de høje hastigheder. Her vil du dog kunne opleve, at forbrændingsmotoren slår til bl.a. ved acceleration.   

Læs mere: Se plugin-hybriderne rækkevidde på strøm

Podcast: Hvad går afgiftsdebatten om plugin-hybrider ud på?

I denne episode af FDMs podcast Frigear fra marts 2022 vender værterne spørgsmålet om, hvorvidt elbiler er "sorte" eller "grønne".

Hvorfor kan køreoplevelsen være anderledes i en hybridbil?

Det er en god idé at køre en lang prøvetur, inden du køber hybridbil, så du får prøvet, om hybridteknologien fungerer for dig som bilist. Husk at køre bilen, som du kører til hverdag. Parkerer du ofte, så prøv det. Kører du mest på motorvej, så prøv det. 

Både hybridbiler og plugin-hybrider har automatgear, som for nogle bilister kræver lidt tilvænning. 

Vær opmærksom på, at når der er tale om elmotorer kombineret med forbrændingsmotorer, kan køreoplevelsen (eksempelvis fornemmelsen for acceleration) opleves anderledes, end man er vant til fra en fossilbil. Selv om to biler er opgivet til samme effekt, eksempelvis ens antal hestekræfter, kan de opleves forskelligt.

Læs mere: Her er de oftest stillede spørgsmål om hybrider og plugin-hybrider

Illustration af underoverskrift Er en hybridbil en god familiebil?

Hybridbiler og plugin-hybrider findes i forskellige størrelser, og priserne kan variere. Der er bestemt mulighed for at finde biler med god biløkonomi, som kan rumme både familie og eventuelle autostole, barnevogne mv.

Du skal dog være opmærksom på, at en plugin-hybrid har lidt mindre plads til bagage, da bilens batteri fylder og giver mindre bagagerumsplads. Du skal også beregne lidt plads i bagagerummet til dit ladekabel, hvis du ønsker at kunne lade bilen op på farten. 

Skal du have en familiebil, anbefaler FDM, at du tager hele familien og udstyr med på en prøvetur i den kommende bil. Test at der er plads til alle og det udstyr, I ofte skal have med. 

Læs mere: Se FDMs test af plugin-hybrider

Hvad med batterier og opladning?

Batterierne på hybridbiler og plugin-hybrider er den store forskel i forhold til biler, der kører på brændstof. Der er forskel på typen af batteri i en hybridbil og en plugin-hybrid. Fælles er dog, at bilerne har et bilbatteri til alle de traditionelle el-dele og derudover et højvoltbatteri til bilens hybridkomponenter. 

Går hybridbatteriet i stykker, kan det være en stor udgift, hvis der ikke længere er garanti. En hybrid batteripakke koster fra 10.000 kr. og en plugin-hybrid batteripakke ofte over 100.000 kr. På nogle hybridbiler er det dog muligt at skifte dele af batteriet i stedet for at udskifte hele batteriet.

Er du interesseret i en plugin-hybrid, er det også vigtigt at undersøge, hvilke opladningsmuligheder du har. Bor du i lejlighed, er det en god ide at undersøge om der er lademuligheder i umiddelbar nærhed af dig. 

Hvis du vælger at købe en brugt hybridbil eller plugin-hybrid, skal du være opmærksom på flere ting.

Læs mere: Køb af brugt hybridbil – det skal du vide

Illustration af underoverskrift Er der forskel på garanti og service på en hybridbil?

De fleste hybridbiler har samme serviceinterval som andre biler, men i nogle tilfælde vil de have kortere tid mellem olieskiftene. Selvom en hybridbil ikke kører lige så meget med forbrændingsmotoren som en almindelig benzin- eller dieselbil, betyder det ikke, at der er længere mellem serviceintervallerne. Vær også opmærksom på, at bremserne på både el- og hybridbiler bruges mindre og derfor kan have større behov for vedligeholdelse med rensning og smøring.

For at få serviceret din hybridbil må du ofte søge mærkeværkstederne, da de har særlige testere til rådighed, som meget af den nye teknologi kræver. Du kan finde nogle enkelte frie værksteder, der kan foretage service på bilen også.

Der er generelt ikke længere garanti på selve hybridbilen i forhold til andre biler, men der kan være udvidet garanti på batteripakken og de øvrige hybridkomponenter. Se garantibetingelser for det pågældende mærke, så du ved, hvordan du er dækket.

Læs mere: Se bilmærkernes forskellige garantier

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om hybridbiler og plugin-hybrider.

Kontakt rådgivningen