Import: Køb af bilen i udlandet

Når du gennemfører et bilkøb i udlandet, skal du være opmærksom på flere forhold. Se dem her.

Skriv ikke under på slutsedlen før alt er i orden.
Viden

Når du står hos forhandleren eller den private sælger i udlandet, skal du sikre, at alt er i orden med bilen, før du skriver under på en slutseddel og overdrager penge. Se her, hvad du skal være særligt opmærksom på:

Restgæld

Det er altid vigtigt, at undersøge om den bil, som man er ved at købe har restgæld. Er der restgæld i bilen, som ikke bliver indfriet af sælger, så overtager du gælden. I Tyskland, hvor langt størstedelen af biler importeres fra, kræver det, at du får den komplette originale registreringsattest (del 1 og del 2). Hvis der er pant, vil del 2 ligge hos panthaver.

Skader

Er bilen tidligere skadet. Spørg køber om dette og spørg ind til bilens historik. Har bilen været skadet, så spørg ind til reparationen og hvis det er muligt forlang dokumentation.

Se video, tips til køb i udlandet:

Kilometerstand

Kig i bilens servicebog og generel historik (fx garanti og reklamationshistorik), og tjek om kilometerstanden synes at passe over tid. Vær skeptisk hvis der er tale om et påfaldende lavt antal kørte km. Der findes desværre ikke et internationalt register, du kan slå op i for at tjekke bilens kilometerstand ved fx service.

Gennemgå bilen

Gennemgå bilen nøje for eventuelle fejl. Kør en god tur i bilen. Kontroller at alt elektronik virker: fx sædevarme, fyr, aircondition/klimaanlæg, xenonlys/LED-lys, fjernebetjening, centrallås, el-ruder, navigation mv.

Forhandling

Avancen hos bilforhandleren er lille i Tyskland, hvorfor det ofte er meget begrænset, hvad der er muligt at forhandle sig til. Men derfor kan man jo godt prøve. 

Få aftalen på skrift

Husk at få aftalen på skrift. Det er både en del af din dokumentation for handlen og er et vigtigt papir, hvis bilen ikke lever op til det lovede.

Dokumenter

Få al dokumentation på bilen. Kør ikke uden at have fået den originale registeringsattest, da det er dit bevis på, at du ejer bilen. Husk også servicehæfte, fakturaer på tidligere service og vedligeholdelse, alle nøgler til bilen og eventuelt anhængertræk, koder til radio mv.

Betaling

Helt grundlæggende er det sælger og ikke køber der bestemmer, hvordan der skal betales. FDM fraråder enhver form for forudbetaling. Vi fraråder også brug af paypal, da der desværre er en del snyd med dette betalingsmiddel. Paypal fraråder iøvrigt også selv at benytte paypal som betalingsmiddel ved bilkøb.

Normalt betales der enten kontant eller ved bankoverførsel. Vær opmærksom på, at hvis du udfører kontante beløb af Danmark over 100.000 kroner, så skal dette anmeldes til SKAT forud for udførslen. Det kan være forbundet med bøde, hvis man undlader at anmelde udførslen til SKAT. Større kontantbeløb kan ikke erstattes af forsikringen, hvis de mistes.

FDM anbefaler, at man ikke tager større kontantbeløb med sig og at man så vidt muligt aftaler overførsel via bank.

Garanti og reklamation i udlandet.

I princippet har du reklamationsret på dit køb i udlandet, og du kan også være heldig at få en garanti med i dit køb. Det kan dog være svært at gøre brug af begge dele fx pga. afstanden. Og opstår der en uenighed med forhandleren, kan det være svært at få hjælp.

Da der er tale om forskelle i landes lovgivning, har FDM ikke mulighed for at gå ind i en sag i udlandet. Vi kan henvise til fx ForbrugerEuropa eller egen advokat.

Få råd og vejledning

Størstedelen af de biler der importeres til Danmark kommer fra Tyskland. Derfor er vejledningerne primært dækkende for Tyskland. Skal du importere bil fra et andet land, kan du kontakte FDMs medlemsrådgivning for råd og vejledning. Her sidder teknikere og jurister med erfaring i import. Har du generelle spørgsmål om import, er du også altid velkommen til at kontakte os.

Kontakt: FDM Rådgivning

Trin for trin - alle faserne for import

Er import for dig og hvad kræver det?

Før du tager afsted - hvad skal du have klar?

Køb af bilen i udlandet

Hjemtransport af bilen - hvilke lovkrav skal du overholde?

Told- og registreringssyn i forbindelse med importen

Hvilke afgifter skal der betales og hvornår?