Hvilken biltype er velegnet, hvilket udstyr er godt at vælge, hvad med sikkerheden – og hvordan er du sikker på at få plads til alt børneudstyret? Det er alle relevante spørgsmål, du skal stille dig selv, når du er på udkig efter en bil, der passer til dig og din familie.
Skal I have ny bil, når I får børn?
Om det er nødvendigt for jer at skifte bilen ud, når der kommer børn i familien, er dels et spørgsmål om plads og praktik, og – for mange potentielle bilkøbere til familiebiler – også et spørgsmål om sikkerhed.
Har I allerede en sikker bil, hvor der er god plads til børn og børneudstyr, så er det naturligvis ikke nødvendigt at kaste sig ud i et nyt bilkøb. Men står du i en situation, hvor familieforøgelsen betyder, at I overvejer at købe eller udskifte bil, så kan du med fordel læse med her og se, hvad du skal være opmærksom på.
Hvordan fremtidssikrer I familiebilen?
Hvis I allerede nu ved, at I gerne vil have flere børn, eller kan se, at jeres behov vil ændre sig inden for en kortere årrække, så hav det med i overvejelsen, når I vælger jeres næste bil. Det hedder sig generelt, at når du køber en ny bil, skal du have den i mindst fem år, for at det kan betale sig. Det skyldes blandt andet låneomkostninger og især værditabet på bilen. Derfor skal du kunne se dig selv og din familie i din nye bil i de næste fem år.
Passer familiens behov de næste fem år ikke på én bil? Så skal du måske overveje at privatlease. Når du leaser, har du typisk bilerne over en kortere periode. Så hvis du ved, at du og din familie i de næste år kommer til at have bilbehov, der ændrer sig meget, eller I bare ønsker at skifte bil ofte, kan leasing være et alternativ for jer.
Læs mere: Skal du privatlease eller købe?
Hvilket sikkerhedsudstyr bør familiebilen have?
Sikkerhed bør altid være en prioritet, og mange bilejere bliver ekstra opmærksomme på sikkerheden i deres biler, når der er børn på bagsædet. Der er nogle ting, du med fordel kan kigge efter, når du vurderer, om din bil er sikker nok til, at du ønsker den som familiebil. Se efter, om:
- Bilen har fire eller fem Euro NCAP-stjerner
-
FDMs anbefalinger er som udgangspunkt, at en bil med fire eller fem Euro NCAP-stjerner er sikker at købe.
Euro NCAP er et sikkerheds- og testsamarbejde mellem de europæiske bilklubber oprettet i 1996. Forkortelsen betyder European New Car Assessment Programme. Euro NCAP tester biler og tildeler dem stjerner ift., hvor god sikkerhed bilen har på en række parametre.
Læs mere: Bliv klogere på Euro NCAP og test af bilsikkerhed
Vær opmærksom på, hvilke år de biler, du er interesseret i, er testet. Da Euro NCAP's testkrav løbende bliver skærpet (i takt med at bl.a. sikkerhedsteknologierne videreudvikles) kan man ikke direkte sammenligne testresultater på tværs af år.
- Bilen har gardinairbags både foran og bagtil
-
Hvad enten du køber ny eller brugt bil, bør du undersøge, hvor mange airbags den har. Airbags er nemlig med til at forbedre sikkerheden for dig og din familie.
Af de mange forskellige typer airbags findes bl.a.:
- Airbag ved fører- og passagersæde
- Knæairbag ved førersæde
- Sideairbag
- Gardinairbag
- Airbag i sikkerhedsseler
Selvom biler, i takt med at udviklingen i sikkerhed er gået fremad, har fået flere airbags, er der stadig forskel på, hvor mange de forskellige bilmodeller har. Den samme bilmodel kan også have fået flere airbags i forbindelse med et facelift.
Skal du købe bil, anbefaler FDM, at du går efter en bil, der har flest mulige airbags og gerne med gardin- og sideairbags bagtil. Det sikrer passagerer på bagsædet bedre i tilfælde af en sidekollision.
- Bilen har antiudskridningssystemet ESC
-
ESC, også kendt af nogen som ESP, er et antiudskridningssystem. Ved fare for udskridning i et sving retter ESC bilen op ved at afbremse et eller flere hjul, og dermed kan en ulykke forhindres eller minimeres.
I november 2014 blev det et lovkrav, at nye bilmodeller er udstyret med ESC. Er bilen, som du er interesseret i at købe brugt og ældre end dette, skal du undersøge, om den har dette vigtige sikkerhedsudstyr.
- Bilen har automatisk nødbremse
-
Automatisk nødbremse er en sikkerhedsteknologi, hvor bilen automatisk bremser for enten biler, cykler eller fodgængere. De fleste modeller med automatisk nødbremse kan bremse for stillestående biler med op til 30 km/t, men systemerne bliver løbende bedre, og du bør vælge en model, der kan bremse for stillestående forhindringer fra 50 km/t.
- Bilen har i-Size eller isofix-beslag til montering af autostole
-
Isofix-beslag gør det nemmere at montere autostolen i en bil, da den forankres i (klikkes på) metalbeslag indbygget i bilens sæde. Isofix-monterede autostole klarer sig almindeligvis bedre end selemonterede i FDMs autostoletest. Derfor anbefaler FDM, at du monterer autostole med isofix, hvis det er muligt.
I dag er der isofix-beslag i alle nye biler. Nogle har kun to på bagsædet, mens enkelte også har isofix-beslag på forreste passagersæde. Selvom de fleste nyere brugte biler også har isofix som standard, anbefaler vi alligevel, at du undersøger, om bilen, du ser på, har isofix.
Læs mere: Sådan monterer du autostolen
I-Size, der kom i 2013, forankrer ligeledes autostolene til bilen, men modsat isofix er i-Size en universel standard, som sikrer, at alle i-Size autostole passer i alle biler med i-Size. Det er ikke altid tilfældet med isofix. Når du fremover køber en i-Size autostol, ved du altså, at den også passer i din bil, hvis bilen har i-Size.
Læs mere: Guide til at finde den rette autostol
Hvordan tjekker du bilens børnesikkerhed?
Hvor sikker din bil er, når det gælder dine børn, fremgår blandt andet af Euro NCAPs test. Euro NCAP tester bl.a. hvor sikkert børn med forskellig alder/størrelse sidder i tilfælde af en kollision, både frontal-, side- og bagendekollision.
Et godt råd er derfor, at du også læser Euro NCAPs sikkerhedstestresultater, når du undersøger valg af ny familiebil.
Læs mere: Find resultater på Euro NCAP-testede biler
Du kan også højne sikkerheden på bilens bagsæde ved at have gode vaner omkring brug af bil både i dagligdagen og på længere ture.
Læs mere: Sådan gør du bilen mere børnesikker
Hvilke biltyper er gode til børnefamilien?
Hvilken bil, der passer dig og din familie, afhænger dels af, hvor mange børn du har, dels hvor store de er.
På langt de fleste bagsæder er der plads til ét barn i autostol, men har du to børn eller flere, kan det blive nødvendigt med mere plads. Særligt imens børnene sidder i autostole, bliver pladsen på de bagerste sæder hurtigt trang.
Er der plads nok – også til dig?
Et godt tip er ikke kun at vurdere pladsen til autostolen, men også hvor nemt det er for dig som forælder at fastspænde børnene i autostolen. En stor døråbning (evt. skydedøre) og/eller god sædehøjde kan sikre dig mod en øm ryg.
Har du helt små børn, har du også ofte brug for meget plads til sikkerhedsudstyr i form af autostole og evt. plads til barnevogn, klapvogn og lignende børneudstyr i bagagerummet.
Nogle biltyper, som stationcars og MPV'er, passer bedre til den store familie med behov for megen plads til eksempelvis adskillige autostole og barnevogn, mens andre biler sagtens også kan være børnevenlige, hvis dine børn er blevet store og ikke længere sidder i autostol.
Det er nemt at fare vild i junglen over biltyper. Her kan du få overblik over de mere børnefamilievenlige af slagsen og få eksempler på modeller.
Klik på overskriften eller plustegnet for at folde menuen ud.
- Biltypen MPV
- MPV står for Multi Purpose Vehicle. Det er en større familievenlig bil, der især er kendetegnet ved sin fleksibilitet. Den er god til familier med tre børn eller flere.
De fleste MPV’er har tre separate bagsæder, der ofte gør det muligt at montere tre autostole på bagsædet. Det er typisk også nemt at spænde dine børn fast i deres autostole.
Mange MPV-modeller har desuden mulighed for en tredje stolerække. Derudover udmærker bilmodellen sig ved at have store ruder, der giver dine børn et godt udsyn, ligesom de sidder højt. Bagagerummet er rummeligt med lav læssehøjde, der gør det nemt at få eksempelvis en barnevogn ind og ud.
Særligt god til familier med to eller flere børn, der sidder i autostole
Eksempler på MPV-modeller:
VW Touran, Opel Zafira, Citroën Grand C4 Picasso, Ford C-Max og Maxus Euniq.
Modeller med særligt god plads til tre børn: Ford S-Max og VW Sharan
- Biltypen stationcar
-
En stationcar har et stort bagagerum og bedre loftshøjde bagi end en hatchback-model. Typisk er en stationcar billigere end en MPV, til gengæld er de fleste stationcars mere egnet til familier med to end til tre børn, da det ikke er alle stationcars, der har plads til tre autostole på bagsædet.
God til familier med to børn.
Eksempler på stationcar-modeller:
Peugeot 308, Skoda Octavia, Toyota Avensis og Peugeot e-308
- Biltypen Hatchback
-
Har du kun et barn, eller er dine børn så store, at de ikke længere sidder i autostole, kan en hatchback-model være en løsning for dig. Bagagerummet er ofte mindre en på en stationcar og MPV, til gengæld er det ofte en lidt billigere biltype.
God til familier med et barn i autostol eller to større børn.
Eksempler på hatchback-modeller:
Hyundai i30, VW Golf, Ford Focus, Skoda Octavia, Peugeot e-208 og VW ID.3
- Biltypen Crossover/SUV
-
Er dine børn blevet så store, at de ikke længere sidder i autostol, kan en crossover eller SUV (Sport Utility Vehicle) være et bud på din næste familiebil. Den populære biltype har ofte et smart design, men er mindre fleksibel end eksempelvis en MPV og en stationcar.
Pladsmæssigt er den som i en hatchback, men alt efter model er bagagerummet større end i mange hatchbacks. Det er samtidig en biltype, du sidder højt i, hvilket gør ind- og udstigningen lettere.
Skal du have plads til en barnevogn, skal du være opmærksom på, at læssehøjden er høj.
God til familier med et barn i autostol eller to større børn.
Eksempler på crossover/SUV-modeller:
Renault Captur, Nissan Qashqai, VW ID.4, Hyundai Ioniq 5
Hvad er gode tip til bil og barnevogn?
Tag bilen med ud, når du skal købe barnevogn, så du kan prøve at lægge de forskellige barnevogne i bagagerummet og forsikre dig om, at barnevognen kan være i bilen. Der findes mange typer barnevogne, mange forskellige størrelser og mange grader af, hvor nemme de er at klappe sammen.
I dagligdagen kan du blive træt af at skulle afmontere hjul og stel, hver gang du skal have barnevognen med på biltur. Så skal du ofte have barnevognen med i bilen, så hav det med i dine overvejelser, at det ikke skal være meget tidskrævende eller vanskeligt at få den med.
Hvis du gerne vil have, eller hvis du har brug for, en stor barnevogn, der ikke er plads til i bilen, så overvej at købe en mindre, brugt barnevogn eller klapvogn, som du kan have med. Så kan du bruge den store barnevogn derhjemme, mens du kan tage den anden med, når du skal på småture med bilen.
Mens barnet er helt lille og sidder i den mindste autostol, vil du på indkøbsture, i stedet for at medbringe barnevogn i bilen, også kunne tage din autostol med fra bilen og sætte barnet i den i en indkøbsvogn. Så behøver du heller ikke vække dit barn, hvis det sover. Denne løsning er især brugbar, hvis du har valgt en autostol, der nemt kan klikkes af og fast i bilen.
Læs mere: Sådan vælger du autostol
Skal du overveje anhængertræk?
Har du små børn, kan pladsen hurtig blive trang, hvis både bagage og barnevogn skal med. Derfor kan det være praktisk, hvis bilen har anhængertræk. En trækkrog kan nemlig bruges til andet end at spænde trailer og campingvogn bag på bilen. Med et stativ monteret på anhængertrækket er det muligt at fastspænde eksempelvis jeres barnevogn bagpå bilen. Der findes også bagagebokse, der monteres på trækkrogen. Boksene er både praktiske og nemmere at komme til end en tagboks. Vær opmærksom på, at både bagagebokse og stativ kan kræve en ekstra nummerplade.
Køber du brugt bil uden anhængertræk, er det ofte muligt at få det eftermonteret. Det kan være værd at undersøge muligheden for eftermontering og prisen på det på forhånd.
Køber du ny bil, har mange nye biler et såkaldt aftageligt træk, der kan ’"gemmes væk" under bilen, når det ikke bruges, enten som standardudstyr eller ekstraudstyr.
Brug for hjælp til bilkøbet?
Husk, at du som medlem af FDM kan få rådgivning af juridiske og biltekniske eksperter, samt andre medlemsfordele, i forbindelse med bilkøb.