BMW i5 – Årets bedste firmabil
Motors vurdering
BMW i5
- Køreegenskaber
- Komfort
- Udstyr
- Bagsædeplads
- Ingen frunk
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
MotorEn elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 84,4/81,2 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt340 hk
-
Moment430 Nm
-
Topfart193 km/t.
-
Acc. (0-100)6,0 sek.
-
Køreklar vægt2.205 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum490 liter
-
Akselafstand300 cm
-
Officiel rækkevidde572 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12Garanti (batteri): 8 år/160.000 km
-
MålL:506 cm B:190 cm H:152 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,95 kr./km
- Målt rækkevidde 405 km
Der var engang, da elbiler skulle se mærkelige ud for at signalere „Se mig – jeg kører elbil!“ Tænk bare på f.eks. BMW i3 og de første generationer af Nissan Leaf, der begge havde linjer, man aldrig havde set før.
Men nu er den tid forbi, og de nyeste elbiler er trådt ind i hverdagens mere almindelige rammer, hvor en elbil i lighed med alle andre biler først og fremmest skal fungere som en bil. Og naturligvis gerne som en lækker og avanceret en af slagsen.
Det er lige præcis her, vi finder den nye BMW i5. Det er den ottende generation af den model, der gennem tiderne har været en af de foretrukne biler til firmaer og familier, der ønsker et køretøj, der kan mere end blot at være en ny bil.
Den nye 5-serie, som den almindeligvis benævnes, er konstrueret, så den kan være enten en elbil med elmotor og batteri, en benzindrevet plugin-hybrid eller en traditionel dieselbil. I denne test er det dog udelukkende eludgaven, i5, vi har testet.
Video: Se testen af BMW i5
Hvad koster en BMW i5?
Indtil videre kan i5 fås i to udgaver – enten med en enkelt elmotor og baghjulstræk eller som en toptunet M60-udgave med firehjulstræk. Den baghjulstrukne fås fra 593.554 kr., mens topudgaven koster næsten det dobbelte. Det er derfor ikke svært at pege på det mest fornuftige køb, selvom M60-udgaven godt nok er en sjov oplevelse.
Startprisen på små 600.000 kr. er gunstig, idet der kun er en begrænset registreringsafgift på elbiler i denne prisklasse, så man får masser af bil for pengene.
Til sammenligning kostede en BMW 523i med en benzinmotor med 204 hk over 800.000 kr., da vi testede den i 2010, mens en 520d stod til 650.000 kr. for seks år siden. Og her skal man huske på, at denne nye elbil har et udstyrsniveau, der slår alt det, vi er vant til fra BMW’s side.
Hvad er rækkevidden på BMW i5?
De to udgaver af BMW i5 har i øvrigt det samme batteri på ca. 81 kWh netto, og det medfører en officiel rækkevidde på 570-590 km, afhængigt af mængden af udstyr.
Batteriet er placeret under bagsædet og i den del af bilen, der huser kardanakslen til baghjulene i versioner med brændstofmotorer. Dermed har det været muligt at fastholde i5 som en rummelig sedan med en god siddekomfort både for og bag.
Indtil videre fås i5 kun som firedørs sedan, men en stationcar ventes at nå Danmark engang til sommer.
Ekstrapakker gør BMW i5 veludstyret
I Danmark har alle udgaver bl.a. adaptiv fartpilot som standard, ligesom der er en førerplads med to store skærme monteret ved siden af hinanden i et buet panel, der er let at se fra førerpladsen.
Man skal dog tilkøbe en eller flere pakker, hvis man vil gøre bilen tættere på perfekt. Det er f.eks. en innovationspakke til 26.000 kr., der indeholder et 360-graderskamera, headup-display, parkeringshjælp og navigationsanlæg, der er koblet til nettet.
En anden mulighed er en travelpakke til 22.000 kr. med elbagklap og nøglefri adgang til bilen. En komfortpakke til 34.000 kr. omfatter eljusterbare forsæder med varme og køling foruden et firezoners klimaanlæg.
Tilkøber man alle tre pakker, lander prisen for grundmodellen på ca. 675.000 kr., men så er man altså også godt kørende.
Hvordan kører BMW i5?
Det siger sig selv, at en bil, der kan gå hen og blive Årets Bil i Danmark, også kører godt. Men der er alligevel niveauforskel fra år til år, og i år er vi tæt på toppen med i5.
Sjældent har vi sat os bag rattet i en bil og så bare været skiftevis tilfredse med og imponerede over det, vi oplever. i5 kører simpelthen forbilledligt, og dermed sidder man tilbage med et meget positivt indtryk, uanset hvor man har kørt.
I byen er bilen letkørt, og trods sine store dimensioner er den aldrig svær at håndtere. Man kan nemt skifte mellem let eller kraftig motorbremsning, så bilen selv bremser op, når man slipper speederen før et fodgængerfelt eller et rødt lys.
På lande- og motorvej nyder man bilens retningsstabilitet og dens gode komfort med en god affjedring og et lavt støjniveau. Særligt det lave støjniveau øger komforten betydeligt, og da både fartpilot og vognbaneassistent fungerer til topkarakter, bliver kørslen altid afslappende.
Motoren yder 340 hk, og det er ikke meget sammenlignet med det, man møder i mange nye elbiler. Men det er alligevel meget passende, og bilen er hverken sløv eller hidsig, og det er begge egenskaber, man gerne vil undgå.
På FDM Jyllandsringen gav bilen desuden en opvisning i god balance og godt vejgreb. BMW i5 føles her som en bil, man har svært ved at udsætte for noget, den ikke kan klare. Her mærker man, at den sydtyske bilfabrik har meget mere erfaring med og viden om at sætte en undervogn op, end mange af de nye bilmærker kan præstere.
Det er kort og godt lige præcis her, at BMW leverer en oplevelse, som kun få andre kan matche.
Pladsen imponerer ikke i BMW i5
Den overlegenhed mærker man også, når man skal betjene bilens skærme og mange menuer. De er lette at finde rundt i, og skal man f.eks. slå alarmen for fartoverskridelse fra, så foregår det med en knap på rattet, mens man i mange andre biler skal ind i flere undermenuer på skærmen, mens man mister fokus på trafikken.
Der er dog også egenskaber ved bilen, vi ikke er lige så imponerede over. Det drejer sig bl.a. om pladsforholdene, der kun lige akkurat er godkendte. O.k., man sidder glimrende ved forsæderne.
Men ved bagsædet er knæpladsen kun lige akkurat godkendt, og også loftshøjden er kun lige tilpas. Og ved midterpladsen ved bagsædet går det helt galt, idet kardantunnellen generer ved fødderne, og idet selve udformningen af sædet signalerer, at der kun er tænkt på to personer, selvom der er tre seler.
Også bagagerummet er set bedre hos flere konkurrenter. Pladsen er rimelig, men åbningen er lille, og når man tænker på, at bilen er over fem meter lang, kunne man godt have ventet sig mere end 490 liter. Så er dette afgørende for bilvalget, er der god grund til at vente på, at i5 senere på året dukker op som stationcar.
BMW i5 må udstyres med et anhængertræk og må trække op til 1.500 kg, hvis påhængsvognen har bremser, og ellers op til 750 kg.
Alt for kort garanti på BMW i5
Vi har rost BMW for at have lang erfaring med at lave gode biler. Desværre kan vi ikke se på garantien på bilen og på lakken, at BMW selv stoler på sine produkter. To år er ikke meget, og her giver især de koreanske og de nye kinesiske konkurrenter det etablerede europæiske mærke baghjul.
Som altid har vi beregnet, hvad det koster at holde testbilen kørende i en periode på fem år og 100.000 km. Og med i5 lander det samlet set ikke på et niveau, der i sig selv taler for bilen.
Selve driftsudgifterne er egentlig rimelige nok, som vi så ofte ser for elbiler, men når det kommer til værditab og forsikring, skrider regnestykket. Værditabet vurderer vi til at være på 65.000 kr. om året, eller hvad der modsvarer 5.400 kr. om måneden, og forsikringen koster små 10.000 kr. om året for vores „FDM-familie“.
Alt i alt lander vores regnestykke dermed på små 120.000 kr. om året eller 10.000 kr. om måneden, og det er et højt tal, der kommer til at holde mange familier fra at købe den ellers lækre bil.
BMW i5 er en overbevisende firmabil
Drømmer man alligevel om en BMW i5, kan det anbefales at overveje en privatleasingaftale. Det gør økonomien mere overskuelig og muligvis en smule billigere, afhængigt af kørte kilometer og valg af udstyr.
For firmabilejere er økonomien derimod mere spiselig: Beskatningsgrundlaget er på 554.000 kr., og den månedlige ydelse er på 6.795 kr. med 5.000 kr. i etableringsgebyr og 60.000 km over fire år.
Så selvom BMW i5 er kåret som Årets Bil 2024, er det nok alligevel mest som årets firmabil, at vi kommer til at se den på de danske veje. Firmabilisterne er så til gengæld godt kørende.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.