En BYD Seal kører på en snedækket landevej
Biltest

BYD Seal – Kinesisk fartmonster udfordrer Tesla

BYD’s sportslige elbil Seal er tænkt som en konkurrent til Tesla Model 3. Vild acceleration, lækkert interiør, traditionel betjening og en gunstig pris skal lokke nye kunder til.
BYD Seal set bagfra, mens den kører på en snedækket landevej

Motors vurdering

BYD Seal

El
379.995 kr.
  • Udstyr
  • Pris
  • Garanti
  • Affjedring
  • Betjening
  • Dørhåndtag
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2 elmotorer – firehjulstræk. Batteri (netto): 82,5 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    530 hk
  • Moment
    670 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    3,8 sek.
  • Køreklar vægt
    2.260 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    400 liter
  • Akselafstand
    292 cm
  • Officiel rækkevidde
    520 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    6 / 3 / 12
    Bil: Maks. 150.000 km. Batteri: 8 år/200.000 km
  • Mål
    L:480 cm B:188 cm H:146 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,80 kr./km
  • Målt rækkevidde 425 km

Sikkerhed

2023
Luk

Tesla sidder i øjeblikket tungt på markedet for elbiler i Danmark, men noget tyder på, at det ikke nødvendigvis varer ved. Flere og flere bilmærker vil have en større bid af kagen, og det gælder ikke mindst kinesiske BYD.

På verdensplan har BYD netop overhalet Tesla som det største bilmærke, når det handler om elbiler – godt hjulpet på vej af hjemmemarkedet. Den udvikling vil BYD nu overføre til Europa, og Danmark er blandt de lande, der er udpeget til at sætte gang i væksten.

På få måneder har BYD således lanceret hele tre nye elbiler, hvoraf denne Seal med firehjulstræk er den dyreste og mest avancerede i rækken. Det er en Tesla Model 3-konkurrent til 380.000 kr. – omkring 20-30.000 kr. under prisen for en tilsvarende Tesla.

Kabinen i en BYD Seal elbil
Førerpladsen er på mange måder traditionelt indrettet med mange knapper. Men en enorm skærm i midten skiller sig ud – ikke mindst fordi den kan rotere fra bredformat til højformat. Derudover er der et digitalt cockpit og headup-display i forruden.

Hvordan kører BYD Seal?

Der er tale om en firedørs sedan i lighed med en Model 3, men Seal er en smule større. I denne testede udgave er den forsynet med to elmotorer, der yder svimlende 530 hk – nok til at give bilen en rekordhurtig acceleration til 100 km/t. på bare 3,8 sekunder.

Det tal er så vigtigt for BYD, at de ligefrem har valgt at skrive det på bagklappen af Seal, for det er en præstation, som selv Tesla (endnu) ikke kan hamle op med. Det siger sig selv, at der således er tale om en sportslig bil, og er man skeptisk, forsvinder al tvivl, når man kører i bilen.

BYD Seal er lynende hurtig, og den ret hårde affjedring passer fint til bilens præstationer. Men efter vores smag er den også lige lovlig hård til, at den også er rar at køre med til hverdag på vinterhullede danske veje.

Stor skærm i en BYD Seal
Skærmen har mange egenskaber med bl.a. navigationsanlæg, musikanlæg og Spotify-app. Lydanlægget er i en meget fin kvalitet med højttalere fra Dynaudio.

Lækker kvalitet i kabinen på BYD Seal

Det sportslige går igen inde i kabinen, hvor sæderne støtter fint om føreren, og hvor der er en rar køreposition takket være det eljusterbare sæde og det fint justerbare sportsrat. Ingen tvivl om at Seal skal demonstrere, at BYD godt kan lave sportslige biler.

Kabinen imponerer i øvrigt med sine lækre materialer og den fine samlekvalitet. For dem, der finder en Tesla for kedelig i sin kabineindretning, er der her virkelig noget at komme efter.

Om det så er den store skærm, der kan rotere, headup-displayet i forruden, de lækre højttalere eller de meget effektive forlygter. BYD kan utvivlsomt noget, som Tesla ikke mestrer.

Frunk foran i en BYD Seal er et godt sted at opbevare ladekabel
Fortil er der en frunk på 53 liter, der snildt kan rumme både ladekabler, lappekit og lidt ekstra sprinklervæske.

BYD Seals rækkevidde slår ikke en Tesla

BYD Seal kommer i to udgaver med enten baghjulstræk eller som denne testbil med firehjulstræk. I begge udgaver står et batteri på netto 82,5 kWh for at levere strøm til elmotorerne.

Det er BYD’s egen batterikonstruktion, og den er af LFP-typen, som er helt fri for at indeholde kobolt og nikkel, og som har en kemisk opbygning, der gør det muligt altid at lade batteriet op til 100 procent, uden at det tager skade.

Officielt kan bilen køre 520 km på en opladning, når kørslen er varieret som i WLTP-målenormen. Ved vores mere energikrævende motorvejstest med konstant 110 km/t. nåede vi 355 km ved nul grader, eller hvad der modsvarer 425 km ved 20 grader.

Det er 125 km kortere end det, vi opnåede ved vores test af den tilsvarende Tesla Model 3, der tydeligvis har en mere energieffektiv opbygning. BYD Seal med firehjulstræk kørte således kun 5,2 km pr. kWh ved 20 grader, hvilket er noget kortere end Teslas 7,0 km pr. kWh.

BYD Seal kan oplades med 150 kW på farten og med 11 kW fra en ladeboks derhjemme. Det er udmærkede værdier, men vi kunne desværre ikke efterprøve lynladningen, da der i løbet af testperioden var fejl på flere ladestandere, hvilket resulterede i meget lave ladeværdier.

Bagsædet i en BYD Seal
Der er god benplads ved bagsædet, og foran selve sædehynden er gulvet plant. Der er friskluftdyser bagtil, og i det hele taget ret fin siddekomfort.

Betjeningen er en joker

Det virker, som om BYD Seal er en letbejent bil, hvis alle menuerne er sat til engelsk, så man også kan tale engelsk til den indbyggede assistent. Så er teksterne logiske at forstå, og talekommandoerne virker.

I den danske udgave må man desværre leve med maskinoversatte menuer, en assistent, der ikke forstår dansk, og en deraf følgende besværlig betjening af bilen. Man skal i hvert fald have haft bilen i mere end en uge, før alle menuernes punkter ligger på rygraden, og før man helt forstår opbygningen af de forskellige afsnit i bilens betjening.

Det er der givetvis ejere, der lynhurtigt bliver dus med, men mon ikke også der er en del, der nærmest må give op? Vi ser derfor frem til, at de danske menuer efterhånden bliver forståelige, og at der kommer genveje til de mest anvendte menupunkter.

Det kunne f.eks. være der, hvor man slår hastighedsadvarslen fra. Det er nemlig ofte nødvendigt, da bilen tit viser en forkert hastighedsgrænse i displayet. Det er nok et særligt dansk fænomen, der skyldes, at man herhjemme ikke altid skilter med hastighedsgrænserne.

Bagagerummet i en BYD Seal
Bagagerummet rummer 400 liter, og det er en beskeden størrelse for en bil af denne kaliber. Bagsædets ryglæn kan heldigvis foldes forover. Bilen kan udstyres med trækkrog, og den må trække op til 1.500 kg.

Er BYD Seal god til prisen?

Om man vil vælge en BYD Seal frem for en Tesla Model 3, er naturligvis et spørgsmål om mange ting – herunder lysten til at købe biler fra de to foretagender.

BYD Seal kan sagtens være et godt køb, idet bilen leveres med en meget omfattende garanti på seks år og 150.000 km på hele bilen og otte år og 200.000 km på batteriet. Seal har også bevist, at den er en sikker bil i Euro NCAP’s sikkerhedstest, hvor den i fjor fik de maksimale fem stjerner.

Vi giver den alligevel kun fire stjerner i vores samlede vurdering, idet bilen efter vores smag er for sportsligt orienteret til at være en allround-bil. Her vil den tohjulstrukne version af Seal formentlig klare sig bedre, og den er samtidig 30.000 kr. billigere.

Men skal man have klassens bedste elbil, er Tesla Model 3 fortsat svær at komme udenom. Den imponerer i større grad med sin rækkevidde, sin effektivitet og Teslas eget ladenetværk. Men BYD Seal nærmer sig med hastige skridt.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen