Citroën C1, Peugeot 108, Toyota Aygo - test af trillingerne
Motors vurdering
Citroën C1/Peugeot 108/Toyota Aygo
- Forbrug
- Bakkamera (Aygo)
- Køreegenskaber
- Bagsædeplads
- Trækkrog ikke mulig
- Ikke 3 års garanti (C1+108)
Fabriksdata
-
Motor1.0 liter - 3 cyl.
-
CO2 udledning88 g/km
-
Effekt69 hk
-
Moment95 Nm
-
Topfart160 km/t.
-
Acc. (0-100)14,3 sek.
-
Køreklar vægt905 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum168 liter
-
Akselafstand234 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12Toyota giver 3 års garanti på bilen
-
MålL:345 cm B:162 cm H:146 cm
Motors tal
- Målt forbrug 22 km/l
- Beregnet økonomi 2,15 kr./km
Selvom prisen naturligvis fortsat spiller en vigtig rolle for de fleste bilkøbere, er de nye udgaver af trillingebilerne Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo med til at sætte en dagsorden, der ikke kun handler om penge. De nye udgaver byder på så mange muligheder for at gøre bilerne sjove og personlige, at man ligefrem kan tale om de små biler som nye trendsættere.
Alle tre bilmærker tilbyder bilerne med enten tre eller fem døre og i to versioner med fast tag eller et elektrisk oplukkeligt foldetag af stof. Toyota Aygo fås kun med en og samme 1.0-liters Toyota-motor, mens både Citroën C1 og Peugeot 108 fås med Toyota-motoren samt en lidt kraftigere 1.2-litersudgave, som de franske bilmærker selv står for produktionen af. Alle tre fås også med et selvskiftende gear som alternativ til den standardmonterede femtrins manuelle gearkasse.
De tre modellers køreegenskaber er ens, så længe man betragter samme motorversion.
Citroën C1 lægger hårdt ud med en pris på billigste variant på bare 83.770 kr., men så mangler der meget, bl.a. aircondition, elruder, centrallås, radio og splitbagsæde. Vil man have disse ting samt udstyr som den smarte syvtommers trykskærm, er prisen 116.000 kr. for denne testede udstyrsversion, Shine. Det er dog stadig attraktivt. Man kan tilkøbe forskellige farvepaneler til kabinen, og også her er priserne lave.
Læs også: Motors test af VW Up - bekvem pendlerbil
Peugeot 108 afløser den gamle 107, og i lighed med de to andre er der tale om en markant forbedring af bilen ved generationsskiftet, uden at prisen reelt er steget. Med 108 er stil og individualisering kommet i fokus, og for 9.000 kr. kan man vælge mellem seks meget forskellige stilpakker. Hertil kommer muligheden for en eldrevet stofkaleche, og her koster den billigste udgave ligesom hos Citroën blot 117.000 kr. Sjældent har det været så billigt at få luft i håret.
Toyota Aygo kommer i et usædvanlig stort antal varianter, og det er i noget højere grad end hos de to franske muligt at bygge bilen med farver og designelementer efter egen smag. En særlig dansk model er denne testede udgave, x-press, til 118.000 kr. Her er udstyrsniveauet omfattende, og det er denne udgave, Toyota forventer, vil stå for det meste af salget.
Lille bil med stor skærm
Nu er de store farveskærme også dukket op i selv disse små biler, og så får man muligheder, man ellers for få år siden kun kunne finde i de helt store og dyre biler. De store farveskærme er standard i de bedst udstyrede versioner, men de fås også som ekstraudstyr til de fleste udgaver. Dermed kan man sikre sig, at man næsten uanset valg af model kan få adgang til denne nye verden.
Den store farveskærm styrer naturligvis tripcomputer, radio og telefonopkald, men man får også adgang til at styre telefonens musiklager, ligesom SMS-beskeder kan modtages og sendes via skærmen i bilen. Herudover kan nogle apps styres fra bilens skærm. Det sidste sker ved hjælp af en særlig funktionalitet – MirrorLink – som så at sige spejler skærmen fra mobiltelefonen i bilens skærm. Herved kan man betjene flere apps direkte fra bilen.
Nogle apps virker kun, når bilen holder stille; andre kan betjenes under kørslen. Det sidste kan man naturligvis have indvendinger mod, men sandheden er nok den, at man på denne måde opnår en højere samlet sikkerhed, da føreren ikke fristes til at sidde med mobiltelefonen i hånden under kørslen.
Læs også: Motors test af Hyundai i10 - konge af mikroklassen
En af de mere smarte funktioner er, at man også kan hente en navigationsapp ned til sin mobiltelefon, og ved at benytte MirrorLink kan man få navigationsanlægget ind på skærmen, som var det et indbygget system. Vores erfaring med dette er dog endnu ikke så god, men vi ved, at bilfabrikkerne arbejder hårdt på at forbedre denne funktionalitet, så mon ikke det snart bliver bedre?
Også muligheden for at anvende et større antal mobiltelefoner forbedres. I øjeblikket er de fleste Nokia- og Samsung-telefoner helt kompatible med de tre biler, mens Apples iPhone endnu kun har visse muligheder til rådighed. I alle tilfælde skal man investere i et kabel mellem mobiltelefon og bil, hvis man vil have alle mulighederne til rådighed. Desværre findes der endnu ikke kabler til alle telefoner, f.eks. endnu ikke til en iPhone 5. Men skal man blot kunne tale håndfrit i bilen, foregår det fint via det fabriksmonterede bluetooth-system, der er standard i næsten alle udgaverne.
Vælger man en af de billigste udgaver, får man ikke den store trykskærm med i købet. I stedet får man en lille radio uden CD-afspiller. De allerbilligste udgaver af C1 og 108 har ikke radio som standard. Det er bl.a. forklaringen på, at Citroëns og Peugeots indgangspriser er noget lavere end Toyotas.
Meget letkørte biler
De tre modellers køreegenskaber er ens, så længe man betragter samme motorversion. Vi har dog prøvet C1 og 108 med både 1.0-litersudgaven og den ligeledes trecylindrede 1.2-litersversion. Her kan man mærke en forskel i accelerationsevnen, men den er ikke voldsom.
Motorlyden ved tomgang og acceleration har i begge motorversioner den typiske klang, som de trecylindrede motorer er kendt for, men ved motorvejsfart opleves støjen på samme lave niveau, og den mest mærkbare forskel er derfor gearskiftet, der er noget bedre i 1.2’eren end i 1.0’eren. Vi peger dog alligevel på 1.0’eren som bedste køb. Dels er merprisen på 10.000 kr. et ret stort beløb i denne sammenhæng, dels kører 1.2’eren i praksis omkring tre km kortere pr. liter benzin, og det kan mærkes i bilregnskabet.
Generelt er de tre mikrobiler utrolig letkørte med et yderst letgående styretøj, godt udsyn og fine bremser. Ruderne i de bagerste sidedøre i Aygo er ganske vist ikke helt så store som i C1 og 108, og det kan genere en anelse for udsynet skråt bagud, men det er små forskelle.
Læs også: Motors test af Opel Karl - Karl den store
Man sidder egentlig ret godt i forsæderne, der dog ikke har mange justeringsmuligheder. Rattet kan også kun justeres i højden, men ellers virker førerpladsen velindrettet. Varme- og ventilationsanlægget opleves velproportioneret, og i udgaverne med aircondition kan den lille kabine let køles ned. Man kan opgradere det manuelle airconditionanlæg til en elektronisk styret udgave for bare 5.000 kr., og det er værd at tage med, da man samtidig får en automatik, der husker at tænde for- og baglygterne, når det bliver mørkt.
Alle udgaver af de tre bilmodeller er udstyret med hillholder, som fastholder bilen i to sekunder ved igangsætning på en skråning på mere end tre procent, hvilket kan være nyttigt ved f.eks. udkørsel fra en parkeringskælder.
Trillingerne fås også i versioner med automatgear, hvor billigste C1/108 koster 113.000 kr., mens billigste Aygo i en bedre udstyret udgave koster 137.000 kr. Automatgearet er af den type, vi også kalder robot-gear. Det er i princippet samme gearkasse som i den manuelle version, men her sidder der en automatik, som varetager koblingen og gearskiftet for en. Man kan dog til enhver tid selv vælge skiftetidspunktet via skiftegreb bag rattet. Vi har prøvet gearkassen ved præsentationen af bilen, og her var vores indtryk overvejende positivt.
Som udgangspunkt kører de billigste udgaver på 14-tommersdæk, men allerede fra næste niveau er der 15-tommersdæk på stålfælge som standardudstyr, og går man op i højeste udstyrsniveau, er der tale om 15-tommersfælge af letmetaltypen. Vi har endnu kun prøvet versionerne med 15-tommersdæk, og de har en god affjedringskomfort og et godt vejgreb. Dækkene er i alle tilfælde af mærket Continental EcoContact i henholdsvis størrelserne 165/65R14 og 165/60R15.
Pladsen er kneben
Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo har alle problemer med at gøre det ud for en familiebil. Hertil er pladsen ved bagsædet simpelthen for kneben, og bagagerummet for småt. Men ved forsæderne føles de små biler faktisk større, end de er. Med fem døre er adgangen til kabinen let, og hører man ikke til de største mennesker, er det muligt at have op til to børn siddende på bagsædet. Der er to isofix-forankringspladser ved bagsæderne, så man på tryg vis kan have autostole monteret. Men alt i alt er der altså kun fire siddepladser.
Vi har endnu ikke modtaget meldinger om resultatet af Euro NCAPs sikkerhedstest, men det er lige på trapperne. Vi kan dog konstatere, at mængden af sikkerhedsudstyr er rimeligt i form af seks airbags, selehuskere samt en fartbegrænser, der kan indstilles til en given hastighed, hvorefter bilen ikke kan køre hurtigere end den grænse.
Læs også: Motors test af Kia Picanto - sikker opgradering
Derudover er der naturligvis antiudskridningssystemet ESC samt advarselslys, der blinker ved en katastrofeopbremsning. Om det alt i alt kan blive til fem stjerner, er tvivlsomt, al den stund ingen af udgaverne fås med en automatisk nødbremse, som der nu også gives point for. Men det vender vi tilbage til, når resultatet foreligger primo september.
Hvilken mikrobil er bedst?
Det store spørgsmål er naturligvis: Er en af de nye trillingebiler det bedste køb lige nu, eller er der andre biler på markedet, der er bedre?
Svaret er desværre ikke helt så enkelt som spørgsmålet, for det handler i høj grad om, hvad man skal bruge bilerne til. Er ønsket blot en sjov og moderne bil, så er en af de tre nye fra Citroën, Peugeot og Toyota uden tvivl et af de bedste bud. Sjældent har vi set så meget sjov og ejerglæde samlet i så små og billige biler. På den måde går de tre nyheder rent ind.
Læs også: Motors test af Skoda Citigo - god bil nr. 2
Men er ønsket bedst mulig plads til det meste af en familie, så vil konkurrenterne VW Up, Seat Mii og Skoda Citigo sammen med Hyundai i10 være et bedre køb. De byder på bedre bagsædeplads, og særligt Hyundai i10 har et mere anvendeligt bagagerum samt sikkerhedsseler til tre personer på bagsædet.