Citroën C3 – fornyet fransk folkebil
Motors vurdering
Citroën C3
- Pris
- Udstyr
- Komfort
- Fralægningsplads
- Udsyn
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.2 liter – 3 cyl.
-
CO2 udledning123 g/km
-
Effekt83 hk
-
Moment118 Nm
-
Topfart169 km/t.
-
Acc. (0-100)15,1 sek.
-
Køreklar vægt1.085 kg
-
Maks. påhængsvægt450 kg
-
Bagagerum300 liter
-
Akselafstand254 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:400 cm B:175 cm H:149 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 2,20 kr./km
Med en ny front med opdaterede forlygter, smarte „airbumps“ på siderne og et interiør, der kan give liv til en kedelig hverdag, er den opdaterede udgave af Citroën C3 klar til at fastholde sin position som en af danskernes mest foretrukne biler.
Den position understøttes af skarpe priser, hvor denne flot udstyrede Shine-model til 140.000 kr. må siges at give rigtig megen bil for pengene.
Hvordan kører Citroën C3?
Den franske minibil er udstyret med en 1.2-liters trecylindret benzinmotor uden turbo, og den arbejder sammen med en femtrins manuel gearkasse.
Til hverdag giver det en uproblematisk kørsel, men hører man til dem, der holder af hurtige accelerationer, vil man nok blive skuffet. Gearskiftet fungerer udmærket, men man savner et sjette gear ved motorvejskørsel, hvor motorstøjen til tider kan føles anmassende.
Læs også: Motors gruppetest af 10 populære minibiler
Fabrikstallet stiller 18,2 km pr. liter i udsigt, og det er ikke helt skævt, viste vores test af bilen. Den lille motor er dog følsom over for kørselsmønstret, så kører man meget på motorvej, skal man nok ikke regne med meget mere end 15 km pr. liter.
Pas på sikkerheden i Citroën C3
Den danske Citroën-importør er kendt for at tilbyde mange forskellige kampagnemodeller med varieret udstyr og tilhørende priser. Det gælder ikke mindst for denne C3, der i skrivende stund tilbydes i ikke færre end seks udstyrsvarianter med samme benzinmotor.
Her varierer prisen fra 110.000 til 180.000 kr. Den meget store prisforskel skyldes et stærkt varieret udstyrsprogram, og det er desværre ikke kun på komfortsiden, at udstyrsniveauet varierer.
De billigste udgaver har således ikke den livreddende nødbremse og er derfor på listen over biler, som FDM fraråder, at man køber. Denne testede Shine-udgave har dog nødbremsen og er dermed et fornuftigt køb. Men husk at se dig godt for, før du køber en Citroën C3.
Er der god plads i en Citroën C3?
I denne Shine-udgave er der et flot udstyrsniveau, og inde i bilen finder man således en 7-tommer trykskærm med indbygget Apple CarPlay. Derudover er der DAB-radio, fartpilot, klimaanlæg og baksensorer – alt sammen udstyr, der er med til at lette hverdagen.
Vi savner dog bedre fralægningsplads til f.eks. en mobiltelefon, ligesom kopholderne er noget underdimensionerede til at kunne holde så meget som en vandflaske.
Man sidder godt i sæderne, og der er generelt en udmærket komfort i bilen, og særligt affjedringen er meget behagelig.
Praktisk og børnevenlig
Ved bagsædet er der naturligvis begrænset plads, men skal man blot have et par børn med i bilen, så går det fint, og der er to isofix-beslag ved bagsædet, hvis de skal bruge autostole.
Bagagerummet er på 300 liter, og det er dybt, men ret regulært i formen. Det gør det muligt at få plads til en barnevogn eller en klapvogn. Man kan vippe bagsædets ryglæn forover, og så bliver pladsen rigtig god. Men gør man det, dannes der en ret høj kant mellem gulvet i bagagerummet og bagsæderyggens overflade.
Citroën C3 må køre med en påhængsvogn på op til 450 kg, og det modsvarer en havetrailer, der dog ikke må læsses til det maksimale.
Er Citroën C3 et godt køb?
Husker man at vælge en af de udgaver af Citroën C3, der har den omtalte nødbremse, så kan den være et glimrende køb, når man ser på pris og udstyr.
Garantien på bilen er ikke særlig god, og det kan derfor være en god ide at tegne en service- og reparationsaftale på bilen i den periode, man påtænker at beholde den. Derved undgår man uforudsete udgifter til dyre reparationer og lignende.
Vi har regnet på, hvad det samlet set koster at beholde bilen over en periode på fem år og 100.000 km. Og medregnet alle tænkelige poster i det bilbudget lander prisen på meget lave 2,20 kr. pr. km, eller hvad der modsvarer 44.000 kroner om året.
Det er helt klart i den lave ende af pris-skalaen, og er helt klart noget, der taler for den lille franske folkebil.