Ford Mustang set forfra
Biltest

Ford Mustang – et brøl fra fortiden

En femliters V8-motor giver god mening i Ford Mustang, for bilen er tænkt som en hyldest til fortidens ikon. Den nye åbne udgave fastholder klassikerens særpræg – på godt og ondt!
Ford Mustang set bagfra

Motors vurdering

Ford Mustang

8,7 km/l
Benzin
843.645 kr.
  • Motorlyd
  • Design
  • Ressourcer
  • Gearkasse
  • Samlekvalitet
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    5.0 liter – V8
  • CO2 udledning
    263 g/km
  • Effekt
    450 hk
  • Moment
    529 Nm
  • Topfart
    249 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.893 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    332 liter
  • Akselafstand
    272 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:479 cm B:192 cm H:140 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 8,75 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Er du træt af at høre om alle de nye elbilers fortræffeligheder, så er det nu, du skal lytte efter, for denne Ford Mustang giver på høflig vis fingeren til den nye bilteknologi. Med sine klassiske former, sin enorme V8-motor og sit baghjulstræk hylder den i stedet fortidens store ikon.

I denne åbne version – Convertible – er der endda en varm hilsen til dem, der måske engang har oplevet at cruise langs kysten fra Los Angeles til San Francisco i en åben bil. Og selvom man kører i bilen på en halvtrist marts-dag i Storkøbenhavn, så kan man da næsten drømme sig tilbage til USA, når man kører med taget nede, varmen på højeste trin og med motorens buldrende lyd som en højtråbende følgesvend.

Læs også: Om den nye elektriske Mustang Mach-e

Det er kun seks år siden, at Mustang officielt kom tilbage til Europa, og siden er der solgt over 30.000 biler på denne side af „dammen“. Ford har forsøgt at gøre bilen tæt på stueren ved at tilbyde den med en firecylindret benzinmotor med en stærkt forbedret benzinøkonomi, men har nu måttet indse, at de, der vil have en Mustang, også vil have drømmen om de gode, gamle dage med i købet.

For at få det skal man naturligvis have bilen med en V8’er. Modelprogrammet er derfor nu indsnævret til at omfatte en åben og en lukket V8-udgave med enten manuelt gear eller som her med et 10-trins automatgear. I alle versioner er det et baghjulstræk, der skal håndtere de 450 hestekræfter, den fem liter store V8’er yder, når den får fuld pedal.

Ford Mustang kabine
Førerpladsen er holdt i klassisk stil med de to store skygger i hver side af instrumentbordet. Instrumenthuset er propfyldt med informationer, der næsten er for meget i det daglige. Men det ser flot ud.

Kører vildt hurtigt

Man kan vælge mellem flere køreprogrammer, og mængden af motorlyd følger valget. I Normal er lyden dæmpet, men stadig tydelig. Sætter man den i Sport+, åbnes der for udstødningslyden på ægte vis, og så skal man ikke forsøge at liste ned gennem et sovende parcelhuskvarter en tidlig morgen. Dette er simpelthen en bil for dem, der gerne vil ses og høres!

Det siger sig selv, at med 450 hk under hjelmen er der tale om en hurtig bil, men vi blev faktisk overraskede over, hvor hurtig den føles. Når man sidder bag rattet, opleves bilen nærmest enorm med sine knap to meter i bredden, sin enorme kølerhjelm og det imposante instrumentbord.

Alligevel springer bilen afsted med enorm kraft, når man giver gas. Automatgearet kæmper med hele tiden at skifte mellem de 10 gear, og det mærkes overraskende tydeligt med nærmest kraftige skifteryk. Sjovt vil nogle mene, mens de, der havde ventet sig en komfortabel og glidende manøvre, må føle sig skuffet.

Det er faktisk ret mærkeligt at have 10 gear i en så kraftig motor, hvor tre gear nok kunne have gjort det glimrende, men alting fra USA skal være stort, og det er denne Mustang et godt eksempel på.

Vil man virkelig teste accelerationen af, så er der køreprogrammer til dette i form af „Bane“ og „Fartbane“, hvor både motorstyring, antispind og motorlyd er tilpasset ønsket om maksimal fart.

Ford Mustang gear
Gearvælgeren er af den gammeldags type, hvor man skal flytte den ret langt mellem P og D, når man skal køre, og hvor man skal huske at sætte den P, når turen er slut. Gearkassen har 10 gear at skifte mellem, og det foregår med mærkbare ryk de fleste af gangene,

Taget glider elektrisk ned

Ford Mustang er en rendyrket sportsvogn for to personer, men har et par ekstra nødpladser bag forsæderne. Den er bygget til at kunne henrykke på både bane og vej, men skal naturligvis vælges i en anden variant end denne testede udgave, hvis man vil dyrke motorsport med den.

I så fald fås den i en lukket Mach 1-udgave – hvor der er gjort mere for de dynamiske egenskaber. I denne åbne udgave er der tænkt mere på komforten, uden at Mustang helt har forladt den sportslige grundtanke bag bilen.

Affjedringen er gjort elektrisk justerbar og kan gå fra en rimelig komfortabel oplevelse til en ret hård udgave. Og det er en fin løsning, der tilgodeser ønsket fra begge verdener.

Taget er elektrisk betjent og glider hurtigt op og ned ved tryk på en knap, mens man holder stille. Med taget nede er det rarest at køre med sideruderne oppe, men helt fri for turbulens er den ikke. Der er ikke nogen „windbreaker“ bag forsæderne, og i lighed med resten af bilen er den åbne kørsel derfor kompromisløs.

Med taget oppe er der store blinde vinkler, når man ser bagud, og det er derfor ikke en fornøjelse at køre i byen, hvor man har svært ved at se cyklister, ligesom kørsel på motorvej kræver lidt mod, når man skal skifte vognbane, for de blinde vinkler er enorme, og der er ingen sikkerhedssystemer, der kan hjælpe med at holde øje.

Generelt set er Mustang også tættere på fortiden end nutiden, når det handler om sikkerheden i bilen, og det skal man vide, før man drømmer sig helt ind i et køb.

Ford Mustang motor
I motorrummet findes denne 5.0-liters V8-motor. Flere steder står der med en vis stolthed „Made in USA“ – hvis man skulle være i tvivl …

Perfekt feriebil

Med priser tæt på en million kroner er det naturligvis de færreste, der har mulighed for at købe en ny Mustang. Så går man med drømmen om at køre en dejlig lang tur i en ny udgave af den klassiske bil, så er det en god idé at se bilen som en perfekt udlejningsbil, næste gang man skal på ferie og har behov for en bil til to personer.

En uges leje ved den amerikanske vestkyst kan klares for 4-5.000 kroner, og så kan den amerikanske drøm blive virkelighed for en stund i netop den verden, hvor bilen er i sit absolutte es.

Hjemme i Danmark må man efter en uges tid bag rattet derimod konstatere, at bil, land og klima simpelthen ikke rigtig passer sammen. Desværre!

Læs bilnyheder