Ford Mustang Mach-E set forfra
Biltest

Ford Mustang Mach-E – Løbsk undervogn på vild elbil

Mustang Mach-E er Fords første elbil, og på mange måder er det en vellykket en af slagsen. Men undervognen skuffer, og det er ærgerligt, for det mærker man på hver tur i bilen.
Ford Mustang Mach-E set bagfra

Motors vurdering

Ford Mustang Mach-E

El
484.980 kr.
  • Rækkevidde
  • Design
  • Frunk
  • Affjedring
  • Indstigning
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2 elmotorer - firehjulstræk. Batteri (brutto): 99 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    351 hk
  • Moment
    580 Nm
  • Topfart
    180 km/t.
  • Acc. (0-100)
    5,1 sek.
  • Køreklar vægt
    2.182 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    402 liter
  • Akselafstand
    298 cm
  • Officiel rækkevidde
    540 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:471 cm B:188 cm H:162 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,70 kr./km
  • Målt rækkevidde 415 km

Sikkerhed

2021
Luk

Set udefra fremstår Ford Mustang Mach-E som en yderst indbydende og smart bil. Brugsværdien er fin med en rummelig kabine og et stort bagagerum samt en ret stor frunk fortil.

Desværre leverer undervognen ikke en rar og komfortabel kørsel. Bilen har svært ved at falde til ro, og dens ret høje vægt medfører, at Mach-E hopper hen ad asfalten. Det er så generende, at det koster en stjerne, og så har vi måske endda været lidt for flinke.

Løsningen havde været en justerbar undervogn. En sådan kommer senere i den hurtigere GT-udgave, der desværre også er en del dyrere.

Video: Se nærmere på Ford Mustang Mach-E

Hvordan kører Ford Mustang Mach-E?

Bag rattet venter en rar oplevelse, og på mange områder virker Mustang Mach-E vellykket. Instrumentbordet er flot udformet, og der er musikanlæg fra Bang & Olufsen i bilen. Der er desuden en enorm opretstående skærm, der er med til at få bilen til at skille sig ud. Og når man først har fundet rundt i dens logik, åbner der sig en verden med mange muligheder.

Bilens to elmotorer leverer tilsammen 351 hestekræfter, og det er noget mere end hos mange af konkurrenterne. Bilen føles da også pænt hurtig, og man kan vælge mellem tre køreprogrammer, der enten giver fuld valuta for pengene, eller som holder igen på nogle af kræfterne til gavn for en længere rækkevidde.

Man kan indstille niveauet for elmotorernes rekuperation. I den kraftigste indstilling bremser bilen meget op, når speederen slippes, og man kan let køre bilen uden at røre bremsepedalen. Det er godt, og noget mange sætter pris på ved bykørsel. På motorvejen kan man sætte niveauet til nul, og så triller bilen blot afsted, når man slipper speederen.

På lande- og motorvej har Mach-E svært ved at falde til ro, og det er lidt, som om bilens undervogn hele tiden sitrer og overfører vibrationer til alle i kabinen. Det er synd, at Ford ikke har fået styr på del del, for alt andet virker ganske vellykket.

Ford Mustang Mach-E kabine
Førerpladsen er præget af den 15,5" store skærm i midten. På et lille display foran rattet vises bl.a. hastigheden.

Hvor lang rækkevidde har Ford Mustang Mach-E?

Ford har ellers gjort meget for at gøre overgangen til eldrift så enkel som mulig. Man kan således lade bilen op via Fords app, der håndterer betaling af strømmen og lokalisering af nærmeste lader.

Når bilen skal lades op langs vejnettet, kan man lynlade med op til 150 kW via en DC-lader. Vi målte ladehastigheden over en halv time, og her fik vi 49 kWh på batteriet, hvilket modsvarer en gennemsnitlig ladehastighed på 98 kW. Det er ikke på højde med fabrikstallet, men passer meget godt med det, vi oplever ved andre elbiler: Ladehastigheden kan godt nå et højt niveau kortvarigt, men falder derefter til et lavere niveau over tid.

I denne firehjulstrukne udgave modsvarer de 49 kWh, som kom på batteriet på en halv time, en kørsel på 230 km ved motorvejsfart med konstant 110 km/t. Hjemme kan Mustang Mach-E oplades med 11 kW, idet den trækker strøm fra tre faser. Det giver en ladetid på små otte timer, hvis man har en ladeboks til rådighed.

Vi har målt rækkevidden af den firehjulstrukne version af Mustang Mach-E ved kørsel på motorvej med konstant 110 km/t. Her nåede vi 415 km, hvilket er noget mindre end den angivne rækkevidde på 540 km. Men forskellen er med sine 23 procent alligevel ret gennemsnitlig for klassen, og noget man generelt kan forvente, når man sammenligner vores måde at måle rækkevidde på med den officielle WLTP-standard. Vi målte rækkevidden ved ca. 20 grader. 

Omregnet til et elforbrug betyder det, at man kan forvente at køre ca. 4,7 km pr. kWh på motorvej med 110 km/t. Det er lige i underkanten af det gennemsnitlige, som typisk er fem km pr. kWh. Det er værd at bemærke, at den opnåede rækkevidde er blandt de længste, vi har målt, og det skyldes naturligvis først og fremmest at Mustang Mach-E i denne udgave har et enormt batteri på brutto 99 kWh og netto 91 kWh.

Ford Mustang Mach-E skærm
Den enorme opretstående skærm er med til at få bilen til at skille sig ud. Og når man først har fundet rundt i dens logik, åbner der sig en verden med mange muligheder.

Hvor meget må Ford Mustang Mach-E trække?

Den store elbil fra Ford må desværre ikke trække en større påhængsvogn. I denne udgave må den trække op til 750 kg på krogen, uanset om anhængeren er forsynet med bremser eller ej. Det er en noget lav værdi og noget, der er med til at gøre Ford Mustang Mach-E mindre attraktiv for dem, der ønsker at køre med en stor påhængsvogn.

Til gengæld er bilen rimelig godt indrettet, når det handler om bagageplads. Bagtil er bilen ganske vist kun udstyret med et rum på 402 liter, men rummet er let tilgængeligt gennem den store, tophængslede bagklap. Derudover er der et ekstra rum fortil – en såkaldt frunk – på hele 100 liter. Her kan man snildt have en del bagage med på turen, foruden man kan opbevare kabler og nødlader og således let få fat i dem, uden at man skal have bagagen i det bagerste bagagerum ud af bilen. 

Kabinen i Mustang Mach-E hører til blandt de største, når det handler om længden, og pladsen ved både for- og bagsæderne opleves fuldt tilstrækkelig.

Ford Mustang Mach-E bagsæder
Der er overraskende god plads ved bagsædet, og der er plant gulv og friskluftdyser mellem forsæderne.

Hvor sikker er Ford Mustang Mach-E ?

Euro NCAP har allerede sikkerhedstestet Mustang Mach-E, og her nåede den i 2021-testen de maksimale fem stjerner. Resultatet demonstrerer, at bilen er endda meget sikker, både når det handler om den egentlige kollisionssikkerhed, og når det handler om bilens sikkerhedsudstyr, der skal modvirke en ulykke.

Vi har også testet, om bilen selv kan bremse, hvis man er ved at bakke ind i en forhindring i form af en dukke, der forestiller et lille barn. Her kunne den testede udgave både advare og bremse helt op, før man ramte forhindringen. Det er godt for sikkerheden, og det forhindrer givetvis også små kedelige påkørsler af sten, rør og skilte ved parkeringspladser.

Vi har også beregnet, hvad det koster at holde den testede udgave kørende i en periode på fem år og 100.000 km. Her er indregnet samtlige udgifter til værditab, strøm, service, dæk, forsikring, ejerafgift og øvrige udgifter, og her lander niveauet på 4,70 kr. pr. km, eller hvad der modsvarer 94.000 kr. om året. Det er i den dyre ende af skalaen, og noget der gør, at man bør overveje bilen en ekstra gang. 

Ford Mustang Mach-E bagagerum
Bagagerummet er målt i liter ikke særlig stort, men arealet er stort, og der er let adgang via den store bagklap. 

Hvad koster Ford Mustang Mach-E?

Man kan købe Ford Mustang Mach-E i enten en to-hjulstrukken version med baghjulstræk alene eller i denne testede firehjulstrukne udgave. Man kan dermed spare 50.000 kr. ved at vælge udgaven med tohjulstræk. Vi har endnu ikke testet den tohjulstrukne udgave, der har samme batteristørrelse, men kun 294 hk i stedet for denne testbils 351 hk. Alternativt kan bilen fås med firehjulstræk, men med et mindre batteri ligeledes til en pris, der er 50.000 kr. lavere.

Bedste udgave er uden tvivl GT-udgaven til 632.000 kr. Den er vildt dyr, men på et område kan den lige præcis det, som vi savner i denne udgave: Den er udstyret med en justerbar affjedring, der på fin vis kan håndtere bilens vægt. Derved er der kommet styr på undervognens bevægelser, hvilket gør bilen til den fornøjelse, bilen fra starten har været tiltænkt.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen