Kia EV4 – Endelig en elbil, der ikke er høj
Motors vurdering
Kia EV4
- Komfortabel
- Bagsædeplads
- Førerplads
- Gearvælger
- Tekst på knapper
- Dørhåndtag
Fabriksdata
-
MotorEn elmotor – forhjulstræk. Batteri (brutto/netto): 81/78 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt204 hk
-
Moment283 Nm
-
Topfart170 km/t.
-
Acc. (0-100)7,7 sek.
-
Køreklar vægt1.985 kg
-
Maks. påhængsvægt1.000 kg
-
Bagagerum435 liter
-
Akselafstand282 cm
-
Officiel rækkevidde584 km
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 5 / 12Bilgaranti: Maks. 150.000 km. Batteri: 7 år/150.000 km
-
MålL:443 cm B:186 cm H:149 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,05 kr./km
- Målt rækkevidde 440 km
Hos Kia har de fuld damp på kedlerne, og det betyder, at den ene nyhed efter den anden kører ud fra fabrikker verden over. Seneste model er denne EV4, der bygges i Slovakiet, hvor den dermed bliver første elbil fra Kia, der produceres i Europa.
Hos Kia er biler med ulige tal en SUV, mens biler med lige tal er de andre biltyper. I dette tilfælde er der tale om en femdørs hatchback, men EV4 fås også som en firedørs sedan. Der er i begge tilfælde tale om en lav konstruktion, hvor man på ret traditionel vis sætter sig ned i bilen, i stedet for ind i, som man gør i de større SUV’er.
Den lave siddeposition betyder, at man sidder tættere ved vejen, hvilket for nogle er en eftertragtet kørestilling, idet man har lettere ved at mærke bilens dynamik. For andre er det en besværlig siddeposition, hvor man både skal kæmpe lidt, når man skal ned i bilen, og måske endda en del mere, når man skal ud igen.
Om man hører til den ene eller den anden gruppe, ved man nok selv. Kia ved godt, at ca. to ud af tre efterspørger den høje model, men som de siger hos Kia: Så er der jo stadig en ud af tre, der gerne vil have noget andet, og det er til dem, denne EV4 er skabt.
Hvad koster Kia EV4?
Kia EV4 fås med to batteristørrelser på henholdsvis 58 kWh og 81 kWh og har en rækkevidde på 410 km i billigste udgave og helt op til 630 km. Vælger man som her udgaven med det største batteri, har bilen altid en elmotor, der yder 204 hk, og som trækker på forhjulene.
Priserne begynder ved 265.000 kr., men her er det en veludstyret GT-Line, vi har testet, og så er prisen 355.000 kr. For den pris får man en moderne elbil med al det udstyr, man kan drømme om. Kun et oplukkeligt soltag står umiddelbart på listen over det, vi desuden kunne have ønsket os.
Hvordan kører Kia EV4?
Køreindtrykket peger i retning af en meget komfortabel bil, der både byder på gode sæder, en rar affjedring i undervognen og et styretøj, der er let at have med at gøre.
Assistentsystemerne fungerer udmærket på store veje, og de er lette at slå fra på mindre veje. Rattet er rart at holde om, og der er både varme i rattet og pulsføler til vognbaneassistenten.
Eneste minus er en gearvælger med en indbygget startknap, der ikke virker helt gennemtænkt. For det første er selve startknappen et levn fra benzinbilerne, og for det andet er placeringen ikke god, idet førerens knæ kan ramme selve gearvælgeren. Og sidst, så er det svært at se gearvælgeren, da den er placeret, så rattet skygger for den.
Overvej Kias egne alternativer
Brugsmæssigt er Kia EV4 på et fint niveau, og særligt for dem, der efterspørger et rummeligt bagsæde til voksne, er Kia EV4 et oplagt valg.
Men hører man ikke lige til den gruppe, kan vi ikke undlade at pege enten på den billigere Kia EV3, som i år er Årets Bil i Danmark, eller den kommende Kia EV5, som er mere smart indrettet, og som ikke ventes at koste meget mere.
Men at Kia EV4 alligevel har noget godt over sig, viser det faktum, at bilmodellen nyligt er gået i finalen både i kåringen om at blive Årets Bil i Danmark 2026, og i kampen om at blive The Car of the Year 2026. Så helt uden selvstændige evner er Kia EV4 bestemt ikke.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.