Kia EV9 – Billigste udgave af kæmpe elbil er bedst

Motors vurdering
Kia EV9
- Plads
- Udstyr
- Garanti
- Dørhåndtag
- Startknap
- Volumenknapper
Fabriksdata
-
Motor1 elmotorer – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 76/73 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt218 hk
-
Moment350 Nm
-
Topfart190 km/t.
-
Acc. (0-100)8,2 sek.
-
Køreklar vægt2.392 kg
-
Maks. påhængsvægt900 kg
-
Bagagerum828 liter
-
Akselafstand310 cm
-
Officiel rækkevidde443 km
-
Garanti (bil/lak/rust)7 / 5 / 12Bilgaranti: Maks. 150.000 km
-
MålL:501 cm B:198 cm H:176 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,20 kr./km
- Målt rækkevidde 335 km
Det er billigste udgave af den store Kia EV9, vi her har testet. Og selv i denne version er der masser af plads til syv personer og masser af udstyr. Vi vurderer, at mange snildt kan få rigelig værdi ud af denne grundmodel, selvom der findes dyrere udgaver, der lokker med endnu mere udstyr eller et større batteri.
Men da udgaven med det større batteri ikke fås med dette lave udstyrsniveau, er merprisen hele 125.000 kr. Vi peger derfor på denne billigste udgave med det lille batteri som bedste køb.
I denne udgave er batteriet på 76 kWh, og det medfører en officiel rækkevidde på 443 km. Vi testede den som altid og nåede frem til, at man kan forvente at kunne køre 335 km om sommeren og 280 km om vinteren på motorvej med 110 km/t.

Lader hurtigt og effektivt
Når der igen skal strøm på, kan bilen oplades med op til 210 kW. Det er en meget høj ladeeffekt, der giver en officiel ladetid fra 10 til 80 procent på bare 20 minutter. I praksis betyder det, at det ofte vil være ladestanderens maksimale effekt, der sætter grænsen for ladehastigheden, i stedet for bilens ladeevne, som man normalt ser.
Men selv ved en typisk ladestander, der er begrænset til 150 kW, opnår man at få tilført langt over 200 km på blot 20 minutter, idet Kia EV9 kan fastholde den maksimale ladeeffekt over lang tid.
Hjemme kan bilen oplades med 11 kW fra en almindelig ladeboks, og så vil ladetiden fra tom til fuld være på ca. syv timer.

Er der god plads i Kia EV9?
Bilen er opbygget med to meget store stole ved den forreste række, og her sidder man fortrinligt, da begge forsæder er eljusterbare. Der er også elektrisk justering af lændestøtten.
På række to er der er en todelt bænk, der er opdelt i 1/3 og 2/3. Begge dele er justerbare i længden, og man kan også justere ryglænets hældning. Det gør det muligt at indrette sig en rar kørestilling på langture, men justeringsmulighederne gør det også muligt at skabe en position for børn, så de kan sove godt, når man kører langt, selvom de sidder med selen rigtigt monteret.
Ved den tredje række er der to separate stole, der kan foldes ned i gulvet, når de ikke er i brug. De rummer også fint ret store passagerer, og dermed er bilen velegnet for syv rejsende over længere afstande.

Enormt bagagerum kan udvides
Bagagerummet er på 333 liter, når alle sæder er i brug. Med kun række et og to i brug er det på hele 828 liter, og så er der plads til alt, hvad man kan finde på at have med på en køretur.
Skal man flytte store mængder, kan alle sæder på række to og tre foldes forover, og så rummer bilen hele 2.318 liter, hvilket nærmest gør den til en varevogn.
Denne udgave af Kia EV9 kan udstyres med en trækkrog, og bilen må trække 450 kg, hvis påhængsvognen ikke har bremser, og 900 kg, hvis den har bremser.

Medgørlige køreassistenter
Da vi havde bilen til test, var vi i særdeleshed positivt overrasket over dens meget komfortable affjedring. Det er en rigtig god prioritering, for det er med til at gøre kørslen til en god oplevelse for alle i bilen.
Men Kia EV9 føles også ganske letkørt, og selvom det er en stor bil, bliver man ret hurtigt dus med den. Kun når den to meter brede og fem meter lange bil skal parkeres, skal man tage den med ro og udnytte, at der er p-sensorer for og bag samt et udmærket bakkamera.
Vi noterede os desuden, at der er fine friskluftdyser i loftet til både række to og tre, og at der er et godt udsyn inklusive en bagrudevisker.
Køremæssigt var vi glade for de indbyggede assistentsystemer, der på motorvej fungerer upåklageligt, men som på mindre veje er lige på kanten af det nervøse. Heldigvis er det let at slå det hele til og fra via knapper på rattet, og så kan man derfor blot vælge at køre med systemerne aktive der, hvor det giver mening, og slå dem fra, når man får mere ud af at styre bilen selv.

Irriterende dørhåndtag
Midterkonsollen mellem forsæderne er enorm og meget praktisk indrettet. Og det er en fordel, at der er trådløs Apple CarPlay og Android Auto samt trådløs opladning af mobilen.
På minussiden var vi ikke ellevilde med dørhåndtagene, der vipper ud, når man nærmer sig bilen. Det er ikke altid, at de er klar til betjening, når man lige hopper ud af bilen og skal åbne en bagdør, og det skal man derfor vænne sig til.
Vi forstår heller ikke, hvorfor startknappen er placeret på gearvælger-stilken, hvor man stort set ikke kan se den. Hvorfor skal den overhovedet være der? Masser af andre elbiler er klar, blot man sætter sig i førersædet.
Og så et lille suk: På både rat og under skærmen er der en rulleknap, hvorfra man kan justere lyden. Men de er begge stramme og svære at få til at bevæge sig, og trykker man hårdt på knappen, så slukker musikken til stor gene. Masser af andre producenter har fine løsninger til den slags, så her må Kia godt kopiere konkurrenterne.

Dyrt at privatlease Kia EV9
Alle nye biler fra Kia sælges med en fabriksgaranti på syv år og 150.000 km. Det er i princippet meget flot, og noget der overstiger FDMs mindstekrav, som er på fem år og 150.000 km.
Men man skal læse det med småt, for der er enkelte dele, der ikke er dækket af garantien, og det udhuler værdien en smule. Så lige præcis her har Kia også mulighed for at forbedre sig. Når det er sagt, så har Kia stadig en af markedets bedste nyvognsgarantier.
Vil man ikke købe en Kia EV9 SR Upgrade, kan den i stedet privatleases i en periode på tre år. Med en udbetaling på 30.000 kr. og et årligt kørselsbehov på 15.000 km koster den 6.395 kr. pr. måned. Det svarer til en årlig udgift det første år på 108.000 kr. og på hele 261.000 kroner efter tre år.
Ser man det op mod bilens købspris på 450.000 kr., udgør leasingudgiften efter tre år dermed 58 procent, hvilket er til den dyre side. Kører man 20.000 km om året er stiger den månedlige ydelse med 400 kr.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.
