Mazda 2 set forfra
Biltest

Mazda 2 – Smart mini mærker alderen trykke

Den faceliftede udgave af Mazda 2 er fortsat en flot bil med mange gode sider. Men motoren føles slap, og udstyrsmæssigt er den overhalet af flere konkurrenter.
Mazda 2 set bagfra

Motors vurdering

Mazda 2

18,9 km/l
Benzin
178.949 kr.
  • Forbrug
  • Garanti
  • Design
  • Motor
  • Udstyr
  • Plads
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.5 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    120 g/km
  • Effekt
    90 hk
  • Moment
    148 Nm
  • Topfart
    183 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,8 sek.
  • Køreklar vægt
    1.025 kg
  • Maks. påhængsvægt
    900 kg
  • Bagagerum
    280 liter
  • Akselafstand
    257 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti maks. 100.000 km
  • Mål
    L:407 cm B:170 cm H:150 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 2,45 kr./km

Sikkerhed

2015
Luk

Mazda 2 fik et tiltrængt facelift for et års tid siden, og her lagde fabrikken særlig vægt på at reducere benzinforbruget og dermed CO2-udledningen. Det er lykkedes flot ved hjælp af mildhybrid-teknik og en ændret gearing.

Samtidig blev motorprogrammet ensrettet til kun at omfatte denne 1.5-liters motor, som altid er koblet til en sekstrins manuel gearkasse. Automatgear findes derfor ikke længere i programmet.

Fabrikken stiller 18,9 km pr. liter i udsigt, og vores test af bilen viste, at det tal bestemt er inden for rækkevidde.

Mazda 2 kabine
Førerpladsen er lækkert udformet, og man har speedometeret placeret lige midt i synsfeltet. Den lille skærm i midten virker dog noget påklistret, men styres let fra drejeknappen mellem forsæderne.

Brystsvag motor

Men mens den ændrede gearing og den nye programmering af motorens styresystemer har virket positivt på forbruget, så er oplevelsen af motorens kræfter gået i den anden retning.

Motoren føles decideret svag, og det skal ikke gå meget op ad bakke, før man skal til at arbejde med gearskiftet for at holde dampen oppe i motorrummet. Modsat mange af konkurrenterne har Mazda nemlig ikke bygget en turbolader på motoren, og det betyder, at man ikke oplever samme energi, når man træder på speederen, som det man finder hos mange andre biler i miniklassen.

Læs også: Motors gruppetest af 10 populære minibiler

Her har det ikke hjulpet, at Mazda samtidig har gjort gearingen langbenet for at holde omdrejningerne og dermed forbruget nede. Jo, det har hjulpet på støjniveauet, og det skal bilen naturligvis have point for.

Mazda 2 bagsæder
Bagsædepladsen er kneben i både højden og ved knæene, og en relativ stor kardantunnel generer midterpladsen. Der er isofix-beslag til en barnestol ved de to yderste pladser.

Hvad koster Mazda 2?

Mens mange biler er steget eller faldet markant i pris, er der ikke sket meget for Mazda 2 i forbindelse med indførelsen af de nye bilafgifter fra årsskiftet.

For denne udgave er prisen steget beskedne 4.000 kr., og dermed er Mazda 2 fortsat i den lidt pebrede ende af prisskalaen. For samme pris kan man f.eks. få den helt nye Toyota Yaris med en benzinmotor med 125 hk og et bedre udstyrsniveau.

Vil man i stedet spare penge, kan man f.eks. få den nye Hyundai i20 med lidt mere motorkraft og cirka samme udstyrsniveau til en pris, der er ca. 10.000 kr. lavere. Det er derfor et hårdt segment, Mazda 2 er havnet i, og her virker den noget klemt.

Mazda 2 gear
Den nye 1.5-liters benzinmotor er økonomisk, og sammen med en sekstrins gearkasse er det let at finde et gear, der passer. Men man skal huske hele tiden at skifte gear, for motoren føles ikke særlig momentstærk.

Hvordan kører Mazda 2?

Men en ting kan man ikke tage fra Mazda 2, og det er køreegenskaberne. Bilen kører fremragende og har et godt vejgreb og en rar og forudsigelig måde at køre gennem sving og kurver på.

Samtidig virker affjedringen dejlig velafstemt, og i det hele taget er Mazda 2 en bil, der er let at have med i gøre i hverdagen.

Vi savner dog udstyr som f.eks. en adaptiv fartpilot. Det er en fartpilot, der selv kan holde afstand til forankørende biler, og det er udstyr, der efterhånden er ved at være almindeligt i nye bilmodeller – også i denne klasse.

En sådan fartpilot fås slet ikke til Mazda 2, heller ikke selvom man lægger yderligere 20.000 kr. for at få topudstyrsmodellen Cosmo, der ellers kan brillere med meget andet lækkert udstyr.

Mazda 2 bagagerum
Bagagerummet er med sine 280 liter ikke imponerende og kan for nogle være det, der gør, at man fravælger denne bil. Bagsædet kan foldes forover i to dele.

Skal man købe en Mazda 2?

Bag rattet er der grundlæggende en god følelse, og Mazda har formået at skabe en førerplads, der både ser godt ud, og som fungerer i hverdagen.

Instrumenthuset er med „gammeldags“ viserinstrumenter, men speedometeret er flot placeret lige i synsfeltet og dermed let at aflæse.

Oven på selve instrumentbordet er der placeret en 7” berøringsfølsom skærm, der dog skal styres fra et drejehjul mellem forsæderne, når bilen er i bevægelse. Skærmen virker lidt påklistret, men den fungerer ok og indeholder nu mulighed for at koble telefonen op med Apple CarPlay eller Android Auto via kabel, og det fungerer fint.

Men skærmen er ret lille, og det giver bilen et lidt gammeldags præg. Sammen med en kabine, der ikke virker helt så lækker, som da Mazda 2 kom frem for ca. seks år siden, føles det samlede indtryk af bilen lidt bedaget.

Men holder man af bilens design og dens karakter, får man trods alt en velkørende bil med en god indbygget garanti og en funktion, der gør den daglige kørsel til en oplevelse, der er lige ud ad landevejen. Og det er jo det, det til syvende og sidst handler om.

Læs flere biltest