Mazda 6e – Lånte fjer klæder ikke Mazdaen
Motors vurdering
Mazda 6e
- Pris
- Plads
- Bagagerum
- Styreassistent
- Software
- Overstyring i vådt føre
Fabriksdata
-
Motor1 elmotor – baghjulstræk. Batteri (brutto/netto): 69/66 kWh
-
CO2 udledning0 g/km
-
Effekt258 hk
-
Moment320 Nm
-
Topfart175 km/t.
-
Acc. (0-100)7,6 sek.
-
Køreklar vægt1.953 kg
-
Maks. påhængsvægt1.500 kg
-
Bagagerum466 liter
-
Akselafstand290 cm
-
Officiel rækkevidde479 km
-
Garanti (bil/lak/rust)6 / 3 / 12Bilgaranti: maks. 150.000 km. Batterigaranti 8 år / 160.000 km
-
MålL:492 cm B:189 cm H:149 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,85 kr./km
- Målt rækkevidde 430 km
Det er umiddelbart nemt at blive forført af Mazdas nye 6e. Kabinen er lækkert bygget, der er gode sæder og et glastag, og så er bilen både rummelig og praktisk. 6e har et femdørs karrosseri med en stor bagklap, så adgangen til bagagerummet på rimelige 466 liter er et plus.
Der er god plads i kabinen især i forhold til benplads på bagsædet, og man kan endda få lidt ekstra udstyr for blot 15.000 kr. ekstra. Og det er til en bil, som i forvejen med en pris på lige under 300.000 kr. er flot udstyret. Der er også en pæn rækkevidde, vi målte det til 430 motorvejs-km, og selvom lynladningen ikke sprænger skalaen, lader den pænt i forhold til konkurrenterne.
I øvrigt lader denne udgave med det lille batteri faktisk lidt kraftigere end modellen med det større batteri. Så vores råd er, at man skal gå efter netop denne billigste basismodel.
Hvordan kører Mazda 6e?
De første kilometer i bilen afslører også en bil, som virker lidt sportslig, hvor små ujævnheder slår igennem affjedringen. Men når landevejen begynder at bugte, mærkes det også, at køreegenskaberne er langt fra Mazdas øvrige køreglade modeller.
Man mærker kort og godt, at selvom Mazda har gjort meget for at gøre 6e til sin egen, så er det stadig en viderebygning på en kinesisk model fra Mazdas kinesiske samarbejdspartner.
Overformynderiske assistenter
Men det bliver værre. For når man aktiverer bilens forskellige assistentsystemer, opleves de decideret ringe og giver en frustrerende køreoplevelse. Der kommer f.eks. en del advarsler under kørslen, som „fare for kollision“ uden der reelt er en fare, eller „stig ikke ud af bilen“, fordi der kommer biler op ved siden af dig, når du holder stille i trafikken. Det virker overformynderisk.
Bilen har en udmærket adaptiv fartpilot, der ikke giver problemer. Men den kan også aktiveres sammen med en styreassistent, der ikke er rar at køre med. Den fører ofte bilen langt til venstre i vognbanen, hvorefter det virker, som om en anden assistent slår styringen fra og giver besked om, at man nu selv skal overtage styringen.
Derefter genaktiverer styrehjælpen sig selv, i øvrigt ofte med lidt for kraftige justeringer, hvorefter hele seancen gentages. Og sådan fortsætter det, indtil man slår det hele fra i frustration over en bil, der ikke føles færdigbygget. Mazda 6e skal derfor køres ret manuelt, evt. blot med brug af den adaptive fartpilot.
Klimaanlægget skal sættes unaturligt højt for at være behageligt, lydanlægget lyder billigt, skærmmenuen er ikke logisk, bilen kan ikke læse alle farttavler, og så er dørhåndtagene svære at betjene.
Mazda er bagud med deres elbiler, men dette quickfix med at omdanne et andet bilmærkes model og pynte den som en Mazda er ikke en løsning på det problem – snarere tværtimod.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.