Mercedes-EQ EQA set forfra
Biltest

Mercedes-EQ EQA – Lækker elbil med god teknik

Den mindste elbil fra Mercedes er lækkert indrettet og kører komfortabelt, og så kan den både køre tilstrækkelig langt på en opladning og genoplades ret hurtigt.
Mercedes-EQ EQA set bagfra

Motors vurdering

Mercedes-EQ EQA

El
424.000 kr.
  • Oplevet kvalitet
  • Komfort
  • Køreegenskaber
  • Ingen frunk
  • Lille bagagerum
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk. Batteri (brutto/netto): 70/67 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    190 hk
  • Moment
    375 Nm
  • Topfart
    160 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,9 sek.
  • Køreklar vægt
    2.050 kg
  • Maks. påhængsvægt
    750 kg
  • Bagagerum
    340 liter
  • Akselafstand
    273 cm
  • Officiel rækkevidde
    493 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 2
  • Mål
    L:446 cm B:183 cm H:162 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,00 kr./km
  • Målt rækkevidde 335 km

Sikkerhed

2019
Luk

Den mindste elbil fra Mercedes hedder EQA, og er baseret på GLA-modellen. Det er en SUV-lignende elbil, og den byder sig til med en lækker indretning og en skarp pris.

424.000 kr. koster den med et flot grundudstyr og en elmotor med 190 hk, der trækker på forhjulene. Med en køreklar vægt på over to tons bliver den aldrig til en sprinter, men det er vores opfattelse, at den trods alt leverer en køredynamik, der vil tilfredsstille de fleste.

På den måde er det en bil, der er svær at gå udenom, hvis man er i markedet for en elbil i denne prisklasse.

Førerpladsen er typisk for Mercedes opbygget med en stor skærm bag rattet
Førerpladsen er typisk for Mercedes opbygget med en stor skærm bag rattet, hvorfra man kan hente alle oplysninger undervejs. Gearvælgeren er placeret bag rattet.

Hvad er rækkevidden på Mercedes-EQ EQA?

Vi tog EQA med ud på vores standardiserede testrute. Her er første test en rækkeviddemåling ved konstant 110 km/t., hvor vi får klarhed over, hvor langt man kan køre, når man er på langtur.

Vi sørgede for, at batteriet var på 100 procent, og herefter kunne vi køre 335 km i sommervejr ved 20 grader, før al strømmen var brugt op. Det modsvarer, at man ved vintervejr omkring 0 grader vil kunne regne med en rækkevidde på 280 km.

Det er hele 33 procent lavere end fabrikstallets 493 km, men det skyldes, at vi kører bilen på en mere energiforbrugende måde end den kørestil, der ligger bag WLTP-normen.

Foran rattet er der en stor skærm, der giver mange nyttige oplysninger om kørslen.
Foran rattet er der en stor skærm, der giver mange nyttige oplysninger om kørslen. Man kan indstille skærmen med flere visninger via den lille sorte knap i venstre side af rattet.

Hvor hurtigt kan man oplade Mercedes-EQ EQA?

Næste testdel omfatter opladning på farten. Her stiller fabrikken 100 kW i udsigt, og det niveau oversteg vores test faktisk en smule. De første 15 minutter ladede den således med hele 105 kW i snit, og efter en halv time var den gennemsnitlige ladeeffekt stadig på 102 kW.

Det er flot og meget sjældent, at man i praksis kan lade hurtigere end det, fabrikken stiller i udsigt. Rækkevidden blev øget med 130 km efter et kvarters opladning og 255 km efter en halv times opladning. Det er flot!

Hjemme kan bilen i øvrigt oplades fra en ladeboks med op til 11 kW, og så tager en opladning fra tom til fuld omkring seks timer. Også det er godkendt!

De tre runde ventilationsdyser i midten er både effektive og flotte at se på.
De tre runde ventilationsdyser i midten er både effektive og flotte at se på. Skærmen har danske menuer.

Hvordan kører Mercedes-EQ EQA?

Den mindste elbil fra Mercedes imponerer med sine glimrende køreegenskaber på FDM Jyllandsringen, hvor man det meste af tiden nyder bilens balance og letkørte facon.

Men overskrider man bilens grænse for køredynamik, træder ESC-systemet ind på en lidt overraskende måde, og bilens hjul bremses hårdt ned.

Det samme kan man til tider opleve, når man kører på landevejen, og kommer til at overskride en af kantlinjerne. Det er ikke helt optimalt, for ofte bliver man mere forskrækket end godt er. Men ellers er køreoplevelsen på lande- og motorveje meget positiv.

Nødbremsen er af den automatiske type, der bremser fint op, hvis man ikke har set en forhindring på vejen foran. Vi testede det op til 50 km/t., og det fungerer godt med en overbevisende totrins nedbremsning, der først advarer og dernæst bremser hårdt.

Desværre kan bilen ikke selv bremse for en forhindring, man er ved at bakke ind i. Det kunne man godt have forventet af et bilmærke som Mercedes. Det samme gælder den adaptive fartpilot, der skal tilkøbes som ekstraudstyr til 12.000 kr.

Bagsædet er tredelt og giver en udmærket komfort.
Bagsædet er tredelt og giver en udmærket komfort. Der er friskluftdyser mellem forsæderne.

Hvor meget må Mercedes-EQ EQA trække?

Mercedes-EQ EQA har en lidt større søsterbil i form af EQB. De er langt hen ad vejen identiske, men EQB er længere og byder på mere plads og muligheden for op til syv sæder.

Men på et punkt vinder EQA over EQB: Den må trække op til 750 kg på krogen, mens EQB ikke må udstyres med anhængertræk. Det kan nok få en del til at se efter netop denne testede EQA.

Vil man trække endnu mere fås EQA i øvrigt også i en noget kraftigere, firehjulstrukken udgave, der kun er 40.000 kr. dyrere.

Bagagerummet rummer 340 liter, og under gulvet er der plads til et ladekabel.
Bagagerummet rummer 340 liter, og under gulvet er der plads til et ladekabel.

Hvad koster Mercedes-EQ EQA?

Vi har som altid lavet en beregning af de samlede omkostninger ved at eje bilen i en periode på fem år og 100.000 km. Og her lander prisen på en pris på 4,00 kr. pr. km. Det modsvarer en årlig udgift på 80.000 kr., og det er lidt mere end gennemsnittet af elbiler i denne prisklasse.

Ud over dette høje udgiftsniveau trækker garantien på bilen ned i den samlede vurdering. Der er kun to års reklamationsret på alt omkring bilen, og det er simpelthen for ringe for så dyr en bil. Der er dog en otteårig garanti på selve batteriet, der vel at mærke udløber, når man har kørt 160.000 km.

På grund af de ringe garantiforhold er det stærkt anbefalelsesværdigt at tegne en service- og reparationsaftale på bilen i f.eks. fem år og 100.000 km, eller hvad der nu passer til ens kørselsbehov.

 

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen