Seat Tarraco set forfra
Biltest

Seat Tarraco – veludstyret og stor hybrid-SUV

Seat Tarraco er en rummelig og veludstyret plugin-hybrid med en ret velfungerende teknik. Men regn ikke med lange ture på el alene.
Seat Tarraco set bagfra

Motors vurdering

Seat Tarraco

55,6 km/l
Benzin/el
389.950 kr.
  • Plads
  • Komfort
  • Udstyr
  • Rækkevidde på el
  • Ladetid
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.4 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    41 g/km
  • Effekt
    245 hk
  • Moment
    400 Nm
  • Topfart
    205 km/t.
  • Acc. (0-100)
    7,5 sek.
  • Køreklar vægt
    1.868 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.800 kg
  • Bagagerum
    610 liter
  • Akselafstand
    279 cm
  • Officiel rækkevidde
    46 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:473 cm B:184 cm H:166 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 3,90 kr./km
  • Målt rækkevidde 38 km

Sikkerhed

2019
Luk

Den er oprindelig bygget til at rumme syv personer, men i plugin-udgaven af den ret nye Seat Tarraco stjæler batteriet en del af pladsen bag i bilen, og så er der kun blevet plads til fem sæder.

Det er til gengæld fem sæder med meget fin plads. Og i tilgift er bagagerummet fortsat stort, og dermed er dette en bil for dem, der værdsætter masser af plads.

Plugin-hybriden er bygget med den teknik, der også anvendes i en del tilsvarende biler fra VW, Audi og Skoda. Det er en firecylindret benzinmotor på 1.4-liter med turbo, der udgør rygraden, men i denne hybrid er den koblet sammen med en elmotor på hele 110 hk.

Begge dele sender kræfterne ud til de trækkende forhjul gennem en sekstrins DSG-gearkasse, der er et automatgear af dobbeltkoblingstypen. Det fungerer rigtig godt og giver meget fine køreoplevelser, uanset om man kører på el alene eller med både benzin- og elmotoren i hybrid-drift.

Seat Tarraco kabine
Førerpladsen er præget af et stort digitalt instrumenthus og den store opretstående skærm i midten. Gearvælgeren er af den mekaniske type, hvor man selv skal sætte den i P efter hver tur.

Hvad er rækkevidden på el i Seat Tarraco?

Batteriet i Seat Tarraco er på knap 13 kWh, og det giver ifølge fabrikken en rækkevidde på el alene på op til 46 km. Det er ved den særlige testmetode, der er beskrevet i WLTP-normen.

Når vi tester rækkevidden i praksis, så foregår det altid ad en rute, der indeholder kørsel på både motorvej, landevej og i byen. Vi kørte på denne måde i alt 38 km, før der ikke længere var strøm på batteriet, og benzinmotoren derfor måtte tage over.

Det er ikke langt, men passer meget godt med de erfaringer vi har gjort os, med de plugin-hybrider, der anvender tilsvarende teknik. For at måle denne rækkevidde havde vi stillet bilen over i den indstilling, der tvinger bilen til at køre på el alene, og det fastholdt den, indtil der ikke var mere strøm på batteriet.

Hvis man i stedet vælger at køre i hybrid-drift, blander bilen så at sige løbende eldriften med benzindriften, og så holder batteriet længere og forlænger antallet af km på en opladning. Så er det ikke ualmindeligt at køre f.eks. 30 km pr. liter på en længere tur på for eksempel 50 km.

Seat Tarraco skærm
Skærmen er på lige under 10 tommer og rummer mange gode funktioner. Alle menuer er på dansk, og der er trådløs opkobling af mobiltelefonen til Apple CarPlay og Android Auto.

Hvordan lader Seat Tarraco?

Vi har også målt, hvor benzinøkonomisk Tarraco er, hvis man kører afsted uden at have opladet bilen. Så fungerer den som en almindelig hybridbil, og det efterlader heller ikke nogen dårlige køreoplevelser, men direkte økonomisk kan man ikke kalde den.

Vi kørte en tur med lige dele motorvej (110 km/t.), landevej (80 km/t.) og bykørsel (50 km/t.) på tomt batteri, og så kørte bilen kun lige i underkanten af 15 km pr. liter.

Så hvor økonomisk bilen er i det lange løb afhænger ganske enkelt af, hvor meget man husker at lade op, og hvor mange korte ture man har. Kører man mange lange ture, er batteriets kapacitet simpelthen for lille til at gøre et mærkbart indtryk på forbruget, og så er det snarere de 15 km pr. liter, man skal regne med.

Bilen kan oplades med strøm fra en enkelt fase og med maksimalt 3,6 kW. Det giver en ladetid på ca. tre en halv time, og det er set bedre. Her havde det været rart, hvis bilen kunne trække strøm fra to eller tre faser, som man ser på andre, bedre biler.

Seat samarbejder med Clever og tilbyder en standardinstallation af en ladeboks, man låner af Clever, til 7.500 kr. samt et månedligt abonnement på strøm på 369 kr.

Seat Tarraco bagagerum
Bagagerummet er enormt og byder endda på et ekstra rum under gulvet, der kan placeres i to højder. Bagklappen er elektrisk betjent.

Hvordan kører Seat Tarraco?

Seat Tarraco fås i flere udgaver, men som plugin-hybrid er der udelukkende valg mellem de ret veludstyrede udgaver Xcellence og FR, hvor merprisen for sidstnævnte er 15.000 kr.

Begge udgaver er udstyret med adaptiv fartpilot, digitalt cockpit og den store navigationsskærm i midten. Derudover omfatter standardudstyret LED-lygter over det hele, bakkamera, nøglefri betjening og meget andet lækkert udstyr.

Netop FR-udgaven har desuden justerbare støddæmpere, og det er med til at underbygge en lækker, komfortabel kørsel, hvis man er til det, eller en stram, sportslig undervogn, hvis det er sagen.

Alt i alt virker bilen helstøbt og giver en god køreoplevelse. Vi vil dog tilråde, at man tilkøber den store sikkerhedspakke til godt 10.000 kr. Så får man bl.a. Travel Assist med i købet, hvilket er et system, der fastholder bilen i vognbanen under kørslen. Det fungerer godt og bliver hurtigt noget, man bruger dagligt.

Seat Tarraco må trække op til 1.800 kg, så et svingbart træk til 9.340 kr. kan også være brugbart ekstraudstyr. Suppler gerne med Trailer Assist til knap 3.000 kr., der gør det muligt at bakke med en trailer uden at røre rattet, men blot ved at markere på skærmen, hvor man gerne vil have, at bilen selv bakker hen. Det lyder vildt, men er yderst overbevisende, når man først en gang har prøvet det.

Overvejer du en plugin-hybrid? FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid

Læs temaet her