Toyota GR Supra - japansk urkraft
Motors vurdering
Toyota GR Supra
- Vrooom
- Velafstemt undervogn
- Intens køremaskine
- Udsyn
- Adgangsforhold
- Bagagerumssikring
Fabriksdata
-
Motor3.0 liter – 6 cyl.
-
CO2 udledning188 g/km
-
Effekt340 hk
-
Moment500 Nm
-
Topfart250 km/t.
-
Acc. (0-100)4,3 sek.
-
Køreklar vægt1.581 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum290 liter
-
Akselafstand247 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bilgaranti dog højst 100.000 km
-
MålL:438 cm B:185 cm H:129 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 8,50 kr./km
Vi kunne slå ned på det dårlige udsyn skråt bagud, at bagagen kan flyve mellem forsæderne og ind i kabinen, eller at hovedet er i overhængende fare for at banke ind i den meget lave taglinje.
Men selvom det lander på minus-listen i Motors biltestskema, så er det ikke alvorlige anker på den nye Toyota GR Supra. Det er nærmere konsekvensen af at bygge en sportsvogn i stedet for en familiebil.
Lyt til FDMs podcast om Supra og superbilerne
Det er sjældent, at man møder en så rendyrket model som Toyota GR Supra. Her er det ikke fornuften, der råder, men instinktet. Supra er udviklet i samarbejde med BMW, og det sikrer, at Supra får sin historisk korrekte sekscylindrede rækkemotor. Som i forgængeren har den nye også turbolader, hvilket betyder, at den har overflod af kræfter og motorbulder som fra Thors tordenvogn.
Effekten er 340 hk, men på asfalten føles de meget pågående, og det understreges af en officiel 0-100 km/t.-tid på blot 4,3 sekunder.
God lyd og løs bagende
Der er skruet op for motorlyden i kabinen, og det er en god ting. Supra toner rent flag med sine sportslige ambitioner, og der er ikke noget hybrid over modellen.
Dermed kunne man tro, at undervognen også var kompromisløs til den hårde side, men det er ikke tilfældet. Faktisk virker affjedringen (der kan indstilles til Sport eller Normal) utrolig velafstemt, og du har en god komfort på lande- og motorvej. Man kan godt bruge bilen som hverdagsbil, hvis altså du kan komme ind/ud af den.
Læs også: Motors test af Toyota GT86 - rendyrket køreglæde
Eneste minus er, at bilen er så rendyrket, at den kører sidelæns i vådt føre. Altså så bagenden populært sagt overhaler forenden. Selvom de elektroniske hjælpemidler prøver at hjælpe til, er det ikke altid, at de når at fange udskridningen, før den begynder.
Vi prøvede også bilen senere på vinterdæk (Michelin Pilot Alpin PA4), og det var ikke en lige så god oplevelse. Her føltes bilen ikke helt så retningsstabil som på sommerdæk, og ved gennemkørsel af f.eks. en rundkørsel, slog bilen tidligt og ofte ud med bagenden.
Vores bedste råd er derfor, at nøjes med at køre Supra på sommerdækkene i de perioder, hvor sne og is er langt væk.
En omgang – eller seks – på Ring Knutstorp
Som en del af testen fik vi mulighed for at prøve Supra på en racerbane. Mere specifikt Ring Knutstorp i Sverige, som er kendt for sit kuperede terræn. Her viste den sig i sit es.
Med alle hjælpemidler slået fra, kunne vi gå til kanten af dækkene og lidt over. Også her viste den overstyrende tendenser, og man skal virkelig være på vagt, når man trykker på speederen. Men balancen er god, og det gør det nemt at fange en udskridning, når den kommer.
Læs også: Porsche 718 Boxster - grøn af misundelse
Dertil kommer, at styretøjet også giver god feedback, så du virkelig kan mærke, hvor meget greb der er i underlaget. På den måde er Supra en bil, der forlanger noget af føreren, men samtidig også betaler tilbage med en intens køreoplevelse.
Køber man en Supra, bør man tage på trackday fra tid til anden for at fornemme bilens indre karakter. Det er ikke anbefalelsesværdigt på landevejene.
BMW Supra?
På nettet er der mange nedladende kommentarer om samarbejdet mellem BMW og Toyota, men faktum er, at uden samarbejdet havde vi formentligt hverken set en nye Z4 eller Supra.
Det betyder naturligvis, at der udover fælles motorkomponenter også er mange kabinedetaljer som stammer fra BMW. Lige fra skærmmenuen til knapper og rat.
Men Toyota har også fået sit helt eget design i instrumenthuset, og gearvælgeren er også unik for Supra. Det er en lille pris at betale for at sikre, at Supra kom til verden, men endnu vigtigere, så betyder det også, at bilerne virker meget forskellige.
Læs også: Motors test af Mazda MX-5 - den fuldkomne sportsvogn
BMW’s Z4 er en åben roadster og mere luksuriøs, mens Supra er en lukket coupe med fokus på køreoplevelsen. Så selvom de to biler deler en hel del komponenter, så er sjælen vidt forskellig.
Det skyldes også, at Toyota selv har stået for udviklingen af Supra-modellen, så den fremstår, præcis som Toyota ønsker, at den skal være, og ikke blot som en BMW med Supra-mærker på.
GT86
Det er ikke første gang, Toyota laver en sportslig model i samarbejde med andre bilproducenter. Det samme gør sig gældende for deres GT86-model, som de har lavet sammen med Subaru.
Den er fortsat en af de mest spændende sportsvogne, og hvis pengepungen ikke helt er til at købe en Supra, så må vi anbefale en køretur i en GT86, som koster under det halve.
Du får dog ikke den rå acceleration, der taler til urinstinktet, og som Supra så overvældende byder på. Her er Supra unik og byder på en urkraft, som vækkes til live på alle køreture. Intensiteten gennem motor, køreegenskaber og det lækre rat gør hver tur til en oplevelse.