Nissan Micra med mere morskab

Nissan Micra forbedres på mange områder blot to år efter sin ankomst. Nye og kraftigere motorer, sportsversion, mulighed for automatgear og bedre infotainment-system er blandt lokkemidlerne. Diesel forsvinder.

Nissan Micra set forfra
Forpremiere

Motor mener

Det er nogle rigtig fine motorer, Nissan har lagt i Micra. Den nye N-Sport-version er en forfriskende tilføjelse, uden at det gør ondt at køre over vejhuller eller at betale regningen.

LISSABON. Nissan Micra blev en helt anden, bedre og større bil, da en ny generation kom til verden for to år siden. Der er bare ikke mange, der har opdaget det. Eller er blevet overbevist.

Læs også: Motors test af Nissan Micra fra 2018

I fjor lå minien kun nummer 15 i sin klasse i Europa og blot nr. 17 i Danmark. En pauver præstation i betragtning af, at Nissan Qashqai er en suveræn nr. ét i sin klasse. Nu får Micra en stribe gode forbedringer.

Om det så kan lokke flere kunder til, må tiden vise.

Nissan Micra skærm
Skærmen er blevet mere klar. Desuden kan menuerne bygges op stort set, som man har lyst. Og via en app kan destinationer sendes til bilen, inden man sætter sig ud i den.

En mindre tørstig motor …

Først og fremmest skiftes der ud i motorrummet. Den hidtidige 0.9 benzin erstattes med en splinterny 1.0-turbomotor, stadig med tre cylindre. Ydelsen øges fra 90 til 100 hk, og benzinøkonomien forbedres 13 procent ifølge den tidligere norm.

Overgangen fra den gamle til den nye norm skærer ret meget af det officielle forbrug: fra 22,2 til 18,2 km/l.

Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er

Det er en motor, der gør et rigtig godt førstehåndsindtryk. Livlig, omdrejningsvillig og tyst med en fin lille motorlyd under acceleration. 0-100 klares 1,2 sekunder hurtigere end før.

Micra er allerførst med motoren, der er udviklet sammen med Renault, Mitsubishi og Daimler. Vi forventer at se den næste gang i den nye Clio og Captur.

Nissan Micra gear
Automatgear har hidtil ikke eksisteret i Micra, men nu tilbydes CVT-automatgear. Det fungerer fint til bykørsel.

... og en stærkere motor

Først er Micra også med en anden 1.0-benzin med 117 hk. Turbo samt direkte indsprøjtning hører til. Den er ikke i familie med den førstnævnte 1.0, men er samme motor som den nye 1.3 i bl.a. Qashqai, Renault Scénic og Mercedes-Benz A-klasse – blot med en cylinder skåret af.

Læs også: Motors test af VW Polo - seksstjernet minibil

Forskellen fra 100 til 117 hk er større, end det lige lyder, for drejningsmomentet bøffes op fra 160 til 180 Nm – kortvarigt endda til 200 Nm. 0-100-tiden er et sekund kortere. Alligevel er det lidt underligt, at Nissan ikke benytter lejligheden til få en lidt højere prale-ydelse.

Særligt ved motorvejskørsel giver den kraftigere motor noget ekstra, foruden at der følger sekstrins gear med i handlen. Lavere motoromdrejninger er en af gevinsterne.

Nissan Micra udstødningsrør
Synligt udstødningsrør er en del af N-Sport-versionen. Det virker lidt gammeldags.

Fornøjelig sportspakke

En god portion sport er en anden del af pakken. 117 hk-motoren er nemlig altid kombineret med Nissan N-sport, der hermed introduceres til Micra.

Det er en ret omfattende sportsliggørelse: Undervognen er sænket 10 mm, affjedringen lidt fastere, fælgene er oppe på 17 tommer, og styretøjet er mere direkte. Ingen af delene gør bilen – på godt eller ondt – ekstrem, men bare mere fornøjelig.

Læs også: Motors tets af Skoda Fabia Combi - stationcar i miniformat

N-sport er desuden pyntet i kabinen med bl.a. alcantara på instrumentbordet. Også den 100-hestes fås som N-Sport. Det gælder sågar også versionen med automatgear, her dog kun de visuelle effekter.

Nissan Micra på strand
N-Sport er en ny og sportslig udgave af Micra: sænket og med opstrammet undervogn og styretøj.

Smart ny skærm

Endnu en teknisk nyhed er ankomsten af automatgear: Den 100-hestes fås med trinløst CVT-gear. Helt trinløst er det dog ikke, for Nissan har indlagt nogle fiktive gear, og det fjerner den værste elastik-oplevelse.

Som by- og pendlerbil fungerer automatgearet rigtig godt, mens det går lidt ud over den mere dynamiske køreoplevelse.

I den daglige brug af bilen vil den forbedrede skærm og opkobling nok glæde mange. Skærmen er blevet mere tydelig og kan tilpasses efter behov. Den virker en anelse asiatisk uoverskuelig, men med lidt tålmodighed kan man skræddersy de tre hovedmenuer med lige præcis de funktioner og genveje, man vil have.

Bliv medlem og få Motor

Via en app kan man fra køkkenbordet finde den adresse, man skal hen til, sende den til bilen og meget enkelt bekræfte det, når man sidder i bilen. Det er også muligt at opdatere kort og software vie wifi eller telefonnet.

Fikst er også en ny mulighed for at have op til seks telefoner tilkoblet via bluetooth. I en menu kan man vælge, hvilken telefon der skal bruge den håndfrie tale (f.eks. føreren), og hvilken, der må have lov til at streame musik (f.eks. teenageren på bagsædet). 

Bilens indbyggede navigation er Tomtoms Premium Traffic med livedata. Det følger med i bilens pris i tre år.

Nissan Micra knap
Voila! Nu er der elruder i bagdørene (fra udstyrsniveau 3).

Snart slut med diesel

Nyt er også mulighed for Apple CarPlay, bakspejl der selv blænder ned, og tågelygter med LED. Og så er en gammel svipser rettet: Nu fås elruder til bagdørene.

Nu som før er bagsædepladsen noget stram, mens bagagerummet er fint.

Som by- og pendlerbil fungerer automatgearet rigtig godt.

I løbet af 2019 udgår yderligere to motorer: 70 hestes benzin og 90 hestes diesel. Dermed er det slut med diesel i Micra, noget der ellers har udgjort over en fjerdedel af det danske salg.

Prisen for den 100-hestes begynder ved godt 156.000 kr., mens N-Sport-modellen med 117 hk ligger på 190.000 kr. Automatgear vil koste 10.000-12.000 kr. ekstra. Når afgiftssystemet ændres til at være baseret på den nye WLTP-brændstofnorm, er der risiko for prisstigninger på 10.000-13.000 kr.

Nissan Micra bagfra

Nissan Micra

18,2 km/l
Benzin
156.330 kr.
  • Design
  • Køreegenskaber
  • Motorer
  • Bagsædeplads
  • Snart ingen diesel
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter - 3 cyl.
  • CO2 udledning
    126 g/km
  • Effekt
    100 hk
  • Moment
    160 Nm
  • Topfart
    184 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.059 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.200 kg
  • Bagagerum
    300 liter
  • Akselafstand
    253 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
  • Mål
    L:400 cm B:174 cm H:146 cm

Sikkerhed

2017
Luk