Mini Clubman - britisk charmeoffensiv

Clubman har fået et mindre facelift, hvor der er lagt vægt på det britiske design og Minis historie. Største nyhed er dog en sportslig udgave med enorm motoreffekt.

Mini Clubman set fra siden
Forpremiere

Motor mener

Mini har forstået at skabe en bil, der skiller sig ud, og som bygger på en god historie. Nødbremse burde være standard, og så savner vi udgaver med hel eller delvis eldrift. Men den er sjov at køre.

FRANKFURT Her er en bil, der virkelig kan skabe opmærksomhed. Dens charmerende udseende, dens opsigtsvækkende farver, og dens mange sjove detaljer er alt sammen bidrag til en fortælling om en bil, der er skabt til at skille sig ud fra mængden.

Det historiske oplæg kommer fra den originale Mini Clubman, som fandtes i perioden 1969 til 1980, blev genskabt i 2007, og som kom i anden generation i 2015.

Nu har den udgave fået et mindre facelift, hvor for- og bagende er opdateret med nye lygter og smarte detaljer.

Læs også: Motors prøvekørsel af BMW 3-serie Touring

Men endnu mere synligt er, at det britiske ophav er bygget ind i bilen et hav af steder i form af symboler for det britiske flag, Union Jack. Det kan ses som et stort flag på taget, som perforeret mønster på hovedstøtterne, som LED-mønster i baglygterne og som små flag-emblemer på siden af bilen. Ingen skal være i tvivl om, at Mini er en britisk bil med en stolt historie.

Bilen bygges i øvrigt i Oxford i England. Men måske man skal indføre et „indtil videre“ i den sætning, for BMW, som ejer Mini, kunne fortælle Motor, at de er noget usikre på fremtiden for fabrikken, efter at Storbritannien vil ud af EU. Lige nu afventer de situationen …

Mini Clubman kabine
Det store runde instrumenthus i midten er hjemsted for skærmen til bl.a. navigationsanlægget. Som standard er skærmen på 6,5 tommer, mens topudgaven (billedet) har en trykskærm på 8,8 tommer. Der er danske menuer om standard.

Masser af motorkraft

Den opdaterede udgave af Mini Clubman har fortsat fire sidedøre og to sidehængslede fløjdøre, der giver adgang til et ganske stort bagagerum på 360 liter. Den kommer med tre benzinmotorer, en trecylindret på 1,5 liter og to firecylindrede udgaver på to liter.

Mindste version hedder blot Clubman og har den lille motor med 136 hk. Næste hedder Clubman S, og den har 192 hk, mens topudgaven er en John Cooper Works Clubman All4 med 306 hk og træk på alle hjul.

Læs også: Motors test af Audi A1

I forhold til forgængeren yder den nu 75 hk mere, ligesom drejningsmomentet er øget med 100 Nm til nu 450 Nm. Det er enorme tal for en toliters benzinmotor og giver en indikation af den køreoplevelse, der venter en, hvis man sætter sig bag rattet.

Mini Clubman bagsæde
Der er overraskende god plads ved bagsædets yderpladser, mens midterpladsen mest er til pynt.

Gokart-lignende kørsel

Det gjorde vi naturligvis, og det gav en køreoplevelse af de sjældne. Den sportslige bil viste, hvad den kunne på både snoede tyske landeveje og en bemærkelsesværdig utrafikeret del af Autobahn tæt på Frankfurt. Styretøjet er meget direkte og gør det sjovt at køre igennem sving og kurver. Den tager svingene ret direkte, og krængningen er minimal. Det er helt klart her, vi finder et af bilens højdepunkter.

Læs også: Motors test af Mini Cooper 5-dørs

På motorvej mærker man en forbløffende retningsstabilitet, og bilen kører helt støt op til sin elektronisk begrænsede topfart på 250 km/t. Motoren lyder hele tiden sprød, men er også ret hørbar – måske lidt mere, end man ville synes om, hvis det altså ikke lige præcis var en John Cooper Works-version, vi havde med at gøre. Som køber af en sådan bil så ved man vel, hvad man går ind til.

Lidt værre er det nok med hjulstøjen, som er ret anmassende. Her kunne Mini godt have gjort lidt mere for at dæmpe den lyd, men samlet set får man så rigeligt af alt det, man forventer af en bil som denne.

Mini Clubman bagagerum
Der er 360 liter i det ret praktisk udformede bagagerum. Det nås gennem to sidehængslede fløjdøre.

Masser af udstyr, men …

Som udgangspunkt er Mini moderat udstyret i alle versioner, med John Cooper Works-versionen som undtagelsen. Men desværre har den danske importør valgt, at en omfattende sikkerhedspakke skal være ekstraudstyr i alle grundudgaver, og det er helt uforståeligt.

I den pakke finder vi nemlig noget så basalt som en nødbremse og andre hjælpesystemer, der skal øge sikkerheden for både dem i bilen og øvrige trafikanter. Den koster 12.000 kr. ekstra, og den må man ikke glemme at købe med.

Læs også: Motors omtale af BMW 1-serie

En mere pebret udstyrspakke hedder Maximize og omfatter simpelthen alt (inkl. den omtalte sikkerhedspakke), og den koster 170.000 kr. Med den runder denne John Cooper Works udgave så 817.000 kr., men så får man også både en sjov bil med en af markedets kraftigste motorer, masser af udstyr og en opsigtsvækkende form.

Tag den – og vær en ener – eller drøm om den – og vær som de fleste.

Mini Clubman set bagfra

Mini Clubman

12,3 km/l
Benzin
646.300 kr.
  • Sprød motor
  • Hurtig
  • Sjov
  • Bagsædeplads
  • Pris
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    182 g/km
  • Effekt
    306 hk
  • Moment
    450 Nm
  • Topfart
    250 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.625 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    360 liter
  • Akselafstand
    267 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:427 cm B:180 cm H:144 cm

Sikkerhed

2015
Luk