Motor mener
Ford Puma er en vellykket mini-SUV, der imponerer med sine gode køreegenskaber og sin praktiske indretning. Trist, at Ford ikke har gjort det bedste sikkerhedsudstyr til standard.
NICE Det er omme i bagagerummet, at Puma viser noget, vi trods alt aldrig har set før: Under gulvet findes en dyb brønd, hvor man kan placere tasker, gummistøvler, golftasker eller andre store genstande.
Og er de beskidte, kan man efterfølgende blot tage en vandslange og spule rummet, efter at man har løsnet bundproppen. Det er både godt tænkt og godt udført!
Læs også: Motors test af VW T-Cross - SUV til pendlere
Det dybe rum øger i sagens natur bagagekapaciteten så meget, at den nye Ford Puma sætter rekord for mini-SUV-klassen: hele 456 liter i udgaverne uden hybrid teknik og 401 liter i dem med.
Hybridsystem med 48 Volt
Det, der fylder i bagagerummet på bilerne med hybridmotor, er et batteri og en styreboks. Batteriet samler strøm op, når man bremser, og leveres tilbage til en elmotor, der hjælper benzinmotoren med at trække læsset, når man sætter i gang.
Faktisk kan elmotoren levere op til 16 hk og hele 50 Nm, og det kan mærkes. Benzinmotoren er nemlig kun på 1.0-liter, men med elmotoren har man 155 hk til rådighed, og det er sammen med et imponerende drejningsmoment med til at give en køreoplevelse, der er langt ud over det, man ville forvente.
Læs også: Motors gruppetest af 10 små SUV'er
Puma er med andre ord rigtig sjov at køre i. I hvert fald i den version vi prøvede, som netop var topudgaven med 155 hk. Puma kommer også med en mindre hybridmotor med 125 hk, men den må vi vende tilbage til, når Puma når Danmark sidst i januar.
En forvokset Fiesta
Puma er en mini-SUV, som er det segment af biler, der vokser hurtigst lige nu. Af konkurrenter er de helt nye modeller som f.eks. Renault Captur, Nissan Juke, Peugeot 2008 og VW T-Cross.
Ford Puma er bygget over samme udgangspunkt som Fiesta. Men den er vokset i både længde, bredde og højde, og så er ikke mindst akselafstanden øget med betydelige 14 cm. Så i manges øjne er der ikke meget Fiesta over en Puma.
Læs også: Motors test af Mazda CX-30 - veludstyret designer-SUV
Men ser man godt efter, er f.eks. forruden og taget magen til hinanden i de to modeller, og det giver et godt indtryk af ideen bag Puma: At skabe en ny mini-SUV, der er til at betale.
Medvirkende til dette er også, at bilen bygges i Rumænien (EU), og startprisen på 225.270 kr. for en Puma Titanium med mildhybrid-motoren med 125 hk ser derfor rigtig skarp ud, når man tager med, at det er i topudgaven, Titanium.
Flot kabine
Inde i Puma mødes man af et instrumentbord i gode materialer og med mange finesser. Der er en stor lodretstående skærm i midten, og herfra kan man styre musikanlæg, navigation og telefon.
Der er også Apple CarPlay for dem, der har en iPhone. Nederst er der trådløs opladning af selvsamme telefon, og der er kopholdere og udmærket fralægningsplads.
Instrumenthuset er nu blevet til en stor skærm, der kan indstilles i fire grundtilstande, men som også kan tilpasses helt individuelt. Fra rattet styres fartpiloten, men det er lidt ærgerligt, at den først bliver adaptiv, hvis man tilkøber en ret omfattende sikkerhedspakke.
Læs også: Motors prøvekørsel af den nye Renault Captur
Ford Puma
Der er en del smarte løsninger i bilen, der øger bilens værdi for ejeren:
- Bagagerummet rummer gods med en bredde på op til en meter
- Hattehylden er af stof, der vipper med op sammen med bagklappen
- Bagklappen fås elektrisk og med fodbetjent åbning
- En brønd i bagagerummet øger pladsen betydeligt
- Bilens højde gør ind- og udstigning let
- Hybridteknikken sparer op til 15 procent brændstof
- Puma fås med 17”-, 18”- og 19”-hjul
- ST-Line har sportsaffjedring
Med i den pakke er desuden en nødbremse, der også bremser for cykler, et system, der advarer for biler i den blinde vinkel, samt et, der hjælper med at parkere, og som bremser bilen, hvis man er ved at bakke ind i noget.
Den pakke kunne godt have været standard, men heldigvis har alle biler en almindelig nødbremse, der ser fremad, og som noget nyt et system, der modtager beskeder fra andre biler i området, der har opdaget glatte veje, eller som er kørt galt. På den måde kan man sikre sig, at alle advares, før noget går galt.
Ifølge Ford kan Puma også tale med biler fra andre bilmærker med samme systemer, hvilket bl.a. er Volvo og BMW.
Taler med din mobiltelefon
I lighed med flere andre nye Ford-modeller kan man kommunikere med den nye Puma via sin smartphone. Med appen Ford Pass kan man se, hvor bilen er parkeret, låse dørene op, se hvor meget benzin der er tilbage, samt planlægge næste køretur. Det er smart og bringer både Ford og Puma ind i den nye verden med opkoblede biler.
Læs også: Motors prøvekørsel af den nye Nissan Juke
Ford Puma kommer i to udstyrsvarianter: Titanium og ST-Line. De får hver sit udtryk, og f.eks. er skærmkanterne lakerede på ST-Line, mens de er sorte på Titanium, der derved får et lidt mere flot og råt udseende.
I første omgang kommer de alle kun med manuelt gear, men udgaver med automatgear dukker op hen over sommeren 2020. Der er ikke planlagt firehjulstræk til Puma, der i øvrigt kun må trække beskedne 1.100 kg.