Renault Clio - smart teknik sparer dråber

Renault Clio kommer i en hybrid-udgave, hvor to elmotorer hjælper en nøjsom benzinmotor med at få fart i bilen med mindst muligt benzinforbrug. Den grønne bil kører tilmed rigtig godt.

Renault Clio forfra
Forpremiere

Motor mener

Hybridteknikken i Renault Clio ikke bare hjælper med at forbedre benzinøkonomien, men gør også køreoplevelsen bedre. 

Toyota har længe været næsten ene om at sælge hybridbiler, men nu kommer endnu en spiller på den grønne bane. Denne gang er det Renault, der har udviklet sin helt egen måde at få hele to elmotorer til at arbejde sammen med en benzinmotor, så brændstoføkonomien forbedres betydeligt.

Hvad er en hybridbil? Læs om den smarte teknologi her

Der er tale om en helt ny konstruktion, der fungerer på en anden måde, end det vi har set før fra f.eks. Toyota. Resultatet er blevet en nøjsom bil, når det handler om forbruget, men også en smidig og komfortabel bil, når det handler om køreoplevelsen.

Renault Clio kabine
Instrumentbordet er identisk med de øvrige udgaver af Clio og omfatter bl.a. en stor lodretstående skærm som en udstyrsmulighed.

To elmotorer og 15 gear

For den teknisk uinteresserede er forklaringen af bilen enkel: Der er tale om en benzindrevet bil med automatgear, og det hele fungerer enkelt, og bilen er letkørt.

For de mere interesserede kan vi afsløre, at der er tale om en opbygning, hvor en ret simpel 1.6-liters benzinmotor uden turbo er koblet til hele to gearkasser, der er bygget sammen med hele to elmotorer.

Læs også: Motors stortest af Renault Clio

Der er ingen koblinger, og bilen sætter derfor altid i gang ved hjælp af den største elmotor, der er koblet til en totrins gearkasse, der trækker på forhjulene. Den anden gearkasse har fire trin og drives af en lidt mindre elmotor samt af benzinmotoren.

Den lille elmotor virker som startermotor til benzinmotoren, men kan også trække med på forhjulene enten alene eller sammen med benzinmotoren. Afhængig af fart og belastning er det enten den ene gearkasse eller begge, der er på arbejde, og da der er frigear i begge, bliver der i alt 15 forskellige kombinationer af gear.

Renault Clio instrumenthus
Instrumenthuset er digitalt og viser bl.a., om bilen kører på el eller benzin.

Elkørsel i op til 80 procent af tiden

Det hele styres af en avanceret skifterobot og en computer, der også sørger for, at de to elmotorer kan fungere som enten svag eller kraftig motorbremse, når man slipper speederen.

Elmotorerne får energi fra et 1,2 kWh litium batteri, der er placeret under gulvet i bagagerummet, og som oplades fra den strøm der genereres, når man slipper speederen, og bilen motorbremser.

Læs også: Motors test af Toyota Yaris Hybrid - moderne, men ikke ung

Ifølge målinger fra Renault gør hybridteknikken det muligt at køre på el i op til 80 procent af tiden ved bykørsel, og holder det, er det noget af en flot løsning.

Renault Clio skærm
Motor fik en prøvetur i Clio med den nye hybridteknik. Det var en positiv oplevelse, der viste at den nye teknik udover at spare brændstof også er komfortabel at køre i. Den store skærm er ekstraudstyr.

Fantastisk køreoplevelse

Motor har allerede haft lejlighed til at køre i Renault Clio med den nye hybridteknik. Det var en meget positiv oplevelse.

Mens den almindelige benzinmotor med automatgear til tider kan føles lidt hidsig ved igangsætninger og nogle gange lidt tøvende ved gearskiftene, så er denne nye udgave helt smidig i sin kørsel. Og da elmotorerne altid står for igangsætningen, slipper man for den nogle gange lidt rå stop/start-funktion, som mange biler har.

Læs også: Motors test af Peugeot 208

Benzinmotoren yder 90 hk, og de to elmotorer kan supplere med tilsammen yderligere 50 hk, så man har op til 140 hk til rådighed, når det skal gå stærkt.

Men det mest interessante sker, når kraftudfoldelsen fordeles mellem de tre motorer, og så er der tale om en ægte hybridfornemmelse, der i praksis opleves en del bedre, end det man møder i de fleste andre hybridbiler.

Renault Clio motor
Motorrummet er fyldt godt op af en 1.6-liters benzinmotor der arbejder sammen med hele to elmotorer via en avanceret gearkasse.

Renaults grønne omstilling

Den nye motorkonstruktion dukker i første omgang op i den nye Renault Clio, hvor den ventes at få ret stor udbredelse.

Senere dukker en videreudviklet udgave op i den større Renault Captur og Megane, men da bliver det som en plugin-hybrid, hvor man kan oplade det 13 kWh store batteri via strøm fra stikkontakten.

Læs også: Motors test af VW Polo - lækker pendlerbil

Der er endnu ikke data på forbruget på plugin-hybriderne, men den nye Clio Hybrid ventes at kunne køre 22,2 km pr. liter, og det er en klar forbedring i forhold til benzinudgaven med 130 hk og automatgear, der kun kører 17,5 km pr. liter.

Den almindelige udgave koster i øvrigt 190.900 kr. i udstyrsniveauet Intens, og det er i det samme prisleje, den nye hybridudgave ventes at lande i, når den rammer danske forhandlere til sommer.

Med den nye teknik er Renault kommet godt i gang med den grønne omstilling. I 2022 lover Renault at have i alt otte elbiler og 12 hybridbiler på markedet.

Renault Clio set fra siden

Renault Clio

22,2 km/l
Hybrid
200.000 kr.
  • Forbrug
  • Kørekomfort
  • Pris
  • Kan ikke køre på el alene
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.6 liter – 4 cyl.
  • Effekt
    140 hk
  • Maks. påhængsvægt
    900 kg
  • Bagagerum
    300 liter
  • Akselafstand
    258 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:405 cm B:180 cm H:144 cm

Sikkerhed

2019
Luk