Motor mener:
Honda HR-V er en mini-SUV med mere plads til passagerer end bagage. Bilen har en del avanceret teknik og pænt med udstyr, men prisen er høj. Flot brændstoføkonomi opvejer ikke en lidt træls hybridoplevelse.
FRANKFURT Den nye HR-V er svær at sætte i bås. Hondas kompakte crossover lander mellem de gængse bilklasser. Langt hen ad vejen kan den sammenlignes med Renault Captur, men HR-V koster rask væk 80.000 kr. mere.
Honda foretrækker selv at nævne Toyota C-HR som konkurrent, og de to har da også næsten samme dimensioner. Her er Honda’en knap 20.000 kr. dyrere, når grundmodellerne sammenlignes.
HR-V koster 320.000, 360.000 og 400.000 kr. afhængig af udstyrsvariant.
Honda HR-V er en udstrakt Jazz
Designet er en frisk fornyelse, og særlig fronten virker vellykket og milevidt fra det polariserende frontparti, som bl.a. Civic har haft.
Teknisk set er HR-V nært beslægtet med Jazz. Det gælder også motoren. HR-V er strakt i alle retninger inkl. akselafstand, og motor og batteri er gjort kraftigere.
HR-V, som hermed kommer i tredje generation, er også svær at sætte i bås, fordi det er en helt særlig hybrid. Motorteknikken er en mellemting mellem Toyotas gængse hybrid og Nissans E-Power, hvor en elmotor altid driver bilen.
Hvordan virker hybridteknikken i Honda HR-V?
Hondas e:HEV er et sindrigt system, hvor en 1,5 liters benzinmotor og to elmotorer arbejder sammen i et kompliceret samspil (men som fører skal man ikke bekymre sig om det). F.eks. er der slet ingen gearkasse.
Det særlige er, at elmotoren driver bilen en meget stor del af tiden, mens benzinmotoren fungerer som generator og leverer strøm til batteriet og/eller til elmotoren. Der er dog situationer ved halvhøj fart, hvor benzinmotoren sender sine kræfter direkte (mekanisk) til forhjulene.
Teknikken fungerer sådan set glimrende, men man oplever til tider en noget støjende opførsel fra benzinmotoren, når den agerer generator. Med ja-hatten på kunne man kalde det sportsligt, men motorlyden hænger ikke sammen med speederstillingen, så det føles til tider som om, motoren lever sit eget liv. Det er i hvert fald milevidt fra tidligere tiders hurtigroterende VTEC-motorer.
HR-V er mere vellykket ved bykørsel end ved mere dynamisk kørsel.
Hvor økonomisk er Honda HR-V?
Selvom ydelsen på 131 hk er rimelig, bliver man ikke ligefrem presset bagud i sædet under acceleration. Over ti sekunder tager 0-100 km/t.
Hybridteknikken går ud på at spare brændstof, men på papiret ser det ikke voldsomt prangende ud – 18,5 km pr. liter ifølge normen, hvor Renault Captur uden hybridteknik ligger på 16,9, og Toyota C-HR når op på 20,4.
Men Honda-motoren ser ud til at holde, hvad den lover og lidt til. Ved Motors første tur kørte den længere på literen end lovet – omkring 20 km pr. liter ved blandet kørsel.
Overskuelig og traditionel kabine
Førerpladsen er helt traditionel, men velfungerende. Honda er ikke i udpræget grad gået menu-vejen og har ligefrem fjernet et lille skærmpanel i midterkonsollen, som i den gamle udgave styrede klimaanlægget. Nu er det traditionelle, højtplacerede knapper, og det fungerer rigtig fint.
Usædvanligt er muligheden for at styre luftstrømmen fra dyserne på flere måder. Med store fysiske drejeknapper kan man bl.a. vælge en „blød“ luftstrøm.
Midterskærmen er på ni tommer – den ser mindre ud – men udfører sin funktion fint. Den er primært til navigation samt en række sekundære funktioner. Instrumenthuset er kun delvist digitalt med et stort, analogt speedometer i den ene side.
Trådløs telefonlader følger kun med i topmodellen, men kan dog købes som løst udstyr til de øvrige. Der er Apple CarPlay og Android Auto som standard, men sidstnævnte kræver kabel. Bilen er altid online, og med en ny Honda-app kan ejeren holde øje med sin bil.
Der er fint med fralægningsplads inkl. to store kopholdere.
Hvor sikker er Honda HR-V?
Sikkerhedsudstyret er i top og avanceret, og kun grundmodellen mangler enkelte funktioner. Usædvanligt er det i øvrigt, at alt klares via kameraer uden hjælp af en radar.
Teknologisk er det lidt skuffende, at hverken headup-display eller adaptive matrix-lygter kan tilvælges. Langtfra alle biler i klassen tilbydes med dette, men nogle gør, og Honda var engang helt fremme med tekniske landvindinger. Soltag eller glastag tilbydes heller ikke.
Bagagerummet er med 335 liter (inkl. et lille rum under gulvet) i den lave ende, men det er meget reelt. Med bagsædet lagt ned, bliver gulvet i vanlig Honda-stil helt plant.
Tagræling følger kun med i topudgaven. En større ulempe i anvendelighed: Anhængertræk er slet ikke muligt.
Honda HR-V på vej som elbil
Bagsædepladsen er ualmindelig god, når det gælder benplads, og der er luftdyser til bagsædepassagererne. Der er også to usb-stik bagtil, i hvert fald i nogle versioner.
HR-V har god frihøjde (19 cm) og noget så usædvanligt i klassen som Hill Descent Control, men det er noget begrænset, hvad man kan bruge det til, for i Europa tilbydes bilen ikke med firehjulstræk. Hos os er der også kun denne ene motorvariant.
HR-V kommer senere som ren elbil. Den er netop præsenteret i Kina under navnet e:NS1. Her går den i produktion i foråret i 2022, mens bilen ifølge Motors kilder først når til Danmark i slutningen af 2023.
Honda HR-V hybrid når ud til de første danske kunder i februar eller marts. Bilen bygges i Japan, idet Honda netop har lukket begge sine to fabrikker i Europa.
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om biler.