Motor mener:
Med større rækkevidde, meget fin ladehastighed og et opdateret udstyrsniveau fremstår de nyeste udgaver af både C40 og XC40 som et af de mest fristende elbilkøb i øjeblikket.
AARHUS I Danmark kan man nu kun købe Volvo-modeller, der kan lades op, og det betyder, at valget alene står mellem en plugin-hybrid eller en elbil, hvis man vil have en ny Volvo.
Og skal det være en af de populære XC40- eller C40-udgaver, fås de to nu udelukkende som en ren elbil. Dermed er Danmark blevet et af de første lande, hvor svensk-kinesiske Volvo har sat handling bag ordene om, at de vil være et fuldt elektrificeret bilmærke.
Nu er XC40 og C40 blevet opdateret med et større batteri, nye elmotorer og en ekstra kraftig ladefunktion. Dermed er rækkevidden forøget med omkring 100 km, og ladehastigheden er nu oppe på 200 kW, hvilket er klasseledende.
Der er derfor ikke mange argumenter tilbage for ikke at springe med på elbilbølgen, hvis man ser på biler i denne prisklasse.
Skifter til baghjulstræk
Selvom hverken C40 og XC40 er ændret udvendigt, er der alligevel tale om et ret omfattende facelift i forbindelse med overgangen til 2024-modelåret.
I de tohjulstrukne udgaver er elmotoren flyttet fra forhjulene til baghjulene, og det betyder, at Volvo nu er vendt tilbage til det klassiske baghjulstræk. Den ændring giver en bedre vægtfordeling og et bedre vejgreb, idet forhjulene nu alene skal overføre de styrende kræfter til vejbanen og overlade selve fremdriften til baghjulene.
Her er det en nyudviklet elmotor, der nu yder 252 hk, der står for den del af opgaven, og den motor er nu både svenskudviklet og svensk produceret. Den bygges i Skövde på den fabrik, hvor Volvo tidligere byggede benzinmotorer.
Hvordan kører Volvo C40 og XC40?
Vores oplevelse af den baghjulstrukne udgave var meget positiv, og netop denne udgave vil for mange være det mest oplagte køb. Den nye elmotors flere kræfter kan tydeligt mærkes, og alt i alt føles bilen mere dynamisk i sin opførsel på vejen.
Den firehjulstrukne udgave føles knap så fornyet, selvom der også her er kommet en ny motor ved baghjulene, som er en medvirkende årsag til den forbedrede rækkevidde. Her er det helt store bidrag dog at finde ved batteriet, der nu er på 82 kWh brutto i alle udgaverne, den tilgængelige kapacitet i batteriet (netto) er 79 kWh.
Omregnet til officiel rækkevidde betyder det, at XC40 med baghjulstræk kører 571 km, mens den firehjulstrukne variant med 536 km kører lidt kortere. XC40 har et mere kantet design end den lidt mere aerodynamiske C40. Denne kører henholdsvis 579 km og 549 km for den baghjulstrukne og firehjulstrukne variant. De baghjulstrukne udgaver må i øvrigt trække 1.500 kg., mens de firehjulstrukne udgaver må trække op til 1.800 kg.
Ny software med Volvo-dyder
Et kritikpunkt i de to elbiler har længe været aktiveringen af vognbaneassistenten, der gik fra oprindelig at være let at slå til og fra på rattet til at skulle til- og fravælges i en kompliceret menu.
Den kritik har Volvo taget til sig, og derfor genindføres den knapbetjente aktivering, så man på trafiksikker vis kan slå systemet til og fra uden at fjerne hænderne fra rattet - præcis som man forventer i en Volvo.
Den nyhed indføres også via en automatisk opdatering til de biler, der allerede kører på vejene.
Hvad koster Volvo XC40?
I forbindelse med nyhederne er modelprogrammet slanket, så alle versioner nu er standardudstyret med den store sikkerhedspakke. Grundudgaven hedder Plus, og topudgaven hedder Ultimate, og den koster godt 20.000 kr. ekstra.
For den pris får man elsoltag, 360-graders-kamera med p-sensorer hele vejen rundt samt det store Harman Kardon-lydanlæg. I forhold til tidligere er priserne kun justeret marginalt, men så er metallak til gengæld blevet standard.
Volvo XC40 med baghjulstræk koster fra 417.791 kr., mens den firehjulstrukne koster fra 452.441 kr. I alle tilfælde medfølger en fabriksgaranti på tre år for Volvos elbiler.
De nye udgaver af både Volvo C40 og XC40 kan bestilles allerede nu, og de leveres fra fabrikken i Belgien til efteråret.
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.