Fisker Ocean – Designerbil på dybt vand

Elbilen Fisker Ocean med danskeren Henrik Fisker ved roret er en rummelig SUV med finurlige løsninger og en imponerende rækkevidde. Men det halter både med den oplevede kvalitet og med køreegenskaberne. (pris opdateret 23. oktober).

Elbilen Fisker Ocean set forfra, mens den kører på en landevej med træer i baggrunden.
Forpremiere

Motor mener:

Fisker Ocean er en spændende og anderledes elbil med imponerende rækkevidde og fiffige, praktiske løsninger. Men kabinen savner i høj grad lækkerhed og køreegenskaberne raffinement. 

TANNISBY Fede løsninger, tynde materialer, slatne køreegenskaber og voldsom rækkevidde. Der er meget at sige om Fiskers første model, Ocean. Både godt og skidt.

Ocean er en mellemstor, elektrisk SUV, som udfordrer bl.a. Tesla Model Y, Audi Q4 og adskillige kinesiske modeller i samme klasse. Og så fås den til lavpris, hvis man kan nøjes med grundmodellen. Men her har vi prøvet topmodellen, Extreme.

Det er nemt at få øje på bilens kvaliteter. For mange vil designet nok være et af dem. En frisk og venlig, men også muskuløs formgivning med kæmpe hjul – en Henrik Fisker-specialitet – får bilen til at skille sig ud. Vores testbil står på enorme 22-tommerfælge, men standard er dog 20 tommer.

((Artiklen fortætter under videoen))

Video: Se nærmere på Fisker Ocean

Hvor lang rækkevidde har Fisker Ocean?

Et kik på specifikations-arket afslører en anden styrke: rækkevidden. Extreme-versionen med firehjulstræk har et officielt tal på 707 km. Det fås næsten ikke højere. Tallet gælder 20-tommerfælge, men selv med 22 tommer klarer bilen officielt 700 km.

Grundmodellen med forhjulstræk og det lille batteri (LFP-teknologi) har indtil videre en forventet rækkevidde på 440 km, men det officielle tal bliver formentlig lidt højere.

Når vi åbner førerdøren og sætter os ind, dukker en anden prangende egenskab op: den 17,1 tommer store kæmpe-midterskærm. Den kan ved stilstand drejes til vandret ved tryk på en knap. Det kalder Fisker Hollywood-mode, da skærmen så er i 16:9-widescreen. I grundmodellen kræver det dog et abonnement!

Der er også et udmærket, lille førerdisplay, men ikke headup-display.

Kabinen i en Fisker Ocean elbil.
Der er god fralægningsplads i kabinen og fiffige løsninger. Men materialerne er langt under gennemsnittet.

Kabinen i Fisker Ocean mangler finesse

Den fine midterskærm kan ikke fjerne fokus fra, at meget i kabinen er middelmådigt. Kabinen opleves meget fersk, med glatte, tynde og tilsyneladende billige overflader. Det gælder bl.a. dørlommer og midterkonsol.

Og det lille panel, der ellers fint styrer klimaanlægget, virker spinkelt monteret. I testbilen sidder midterskærmen ikke fuldstændig fast i lodret stilling. Der mangler ganske enkelt noget lækkerhed ombord.

Til gengæld er der mange finurlige og praktiske detaljer. Fra midterkonsollen kan et foldebord vippes op foran fører og forsædepassager – det kunne være til en pc, når man er parkeret. Henrik Fisker kalder det dog et taco-bord – altså til takeaway-mad.

Stor skærm i midten af kabinen på en Fisker Ocean.
Førerpladsen domineres af skærmen på hele 17,1 tommer. I de fleste udgaver kan den drejes til vandret (Hollywood-mode), så man kan se film i bredformat.

Fin plads på bagsædet af Fisker Ocean

Praktisk er også pladsen til to telefoner, der begge kan lades trådløst, og fralægningsplads i to etager i midterkonsollen. Et lille raffinement er sideruder foran med ekstra lydisolering og blød lukning. 

Det store glastag kan også bidrage til bilglæden, men testbilens meget synlige solceller distraherer. I topudgaverne kan tages åbnes, i grundmodellen kan det ikke.

Et tjek af bagsædet afslører et plant gulv og god plads i bredden. Som en lille luksus kan ryglænet justeres elektrisk, men elmotoren larmer.

Det går faktisk rimelig godt at sidde tre voksne, da der ikke er en forhøjning midt på bænkesædet, og fødderne kan stikkes ind under midterkonsollen. Ulempe: de to ydersæder støtter ikke i siden.

Bagagerummet er fint. 476 liter opgiver Fisker det til efter amerikansk norm. Der er ikke noget rum under frontklappen – ja faktisk kan klappen kun åbnes med værktøj. Sprinklervæske påfyldes via en udvendig studs.

Anhængervægten er imponerende: 1.820 kg. Trækkrogen er endda af den gode, halvautomatiske type (14.000 kr.).

En Fisker Ocean på en græsmark med California-mode aktiveret.
Med tryk på en knap kan samtlige syv ruder samt soltaget åbnes til California-mode. Så er der frisk luft til alle i bilen.

Mange sjove gimmicks i Fisker Ocean

En af bilens helt store gimmicks – og muligvis også af praktisk betydning – er California Mode. Med tryk på én knap kan man åbne bilen fuldstændig – det vil sige de fire sideruder, de to ekstra mikro-ruder bagest i siden, bagruden samt soltaget. Så er der fri udluftning.

Åbningen af bagruden giver også mulighed for at have lange genstande stikkende ud af bilen – det kunne være et surfbræt. Ulempe: Bagruden har ikke vinduesvisker, men i det mindste er den stort set lodret, så behovet måske ikke er stort.

Lademulighederne er fine: tre faser til hjemmeladning er standard, og på farten kan batteriet klare op til 200 kW. Det har Motor dog endnu ikke haft mulighed for at teste.

Det er også muligt at trække strømmen ud af bilen (kaldet V2L). Fra et stik i bagagerummet kan man få 3 kW (ved 230 volt) til fritidsudstyr, værktøj eller til at lade en anden elbil. Ocean er forberedt til også at levere strøm til huset og sågar elnettet.

Solceller i taget på en Fisker Ocean.
Ocean fås med solpaneler i glastaget. Solpanelet kan levere omkring 400 watt – også mens bilen kører – og det skulle kunne give op til 2.400 km’s kørsel pr. år.

Hvordan kører Fisker Ocean?

Køreegenskaberne har det som kabinekvaliteten: Der mangler raffinement. Ocean opleves som en amerikansk bil, hvilket ikke nødvendigvis er nogen stor ros.

Bilen er komfortabel i undervognen, men opleves også svampet med et lidt slapt styretøj. Træls er også sæderne, som ikke giver meget sidestøtte.

Kræfter mangler denne firehjulstrukne version bestemt ikke. Med to motorer yder bilen 468 hestekræfter, men de kommer ikke helt jævnt ved kickdown. Der er er nærmest en smule turbotøven, og når den særlige boost-funktion (564 hk) sætter ind, sker det også med et ryk.

Vendediameteren er også en svaghed – næsten 12 meter.

Flere funktioner, bl.a. adaptiv fartpilot, mangler indtil videre på Ocean, men disse skulle komme (installeret automatisk) i løbet af vinteren.

Bagagerummet i en Fisker Ocean.
Bagagerummet er meget normalt for bilklassen: 476 liter.

Hvad koster Fisker Ocean?

Fisker Ocean er ikke kun billig i kabinen, den er også forholdsvis billig i anskaffelse, når man ser på størrelse og udstyr. Den forhjulstrukne grundmodel med lille batteri, Sport, giver meget bil for pengene. Springene op til versionerne med stort batteri og mere udstyr var oprindeligt ret store, men blev mere fornuftige med en prisjustering 23. oktober.

Da faldt den prøvede Extreme-udgave med hele 78.000 kr., mens grundmodellen steg 20.000 kr. og mellemmodellen Ultra blev 6.000 kr. dyrere. 

Fisker havde ved udgangen af september produceret de første 5.000 eksemplarer, alle af den særlige lancerings-version One. Med forventet levering fra begyndelsen af 2024 tilbydes de tre faste udstyrsvarianter, Sport (349.000 kr.), Ultra (455.000 kr.) og Extreme (529.000 kr.).

Fisker Ocean fremstilles i Østrig af den selvstændige bilfabrik Magna Steyr, der har lang erfaring med at bygge biler for bl.a. Mercedes-Benz og Mini.

Har du brug for hjælp med valg af elbil?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen

Elbilen Fisker Ocean set bagfra, mens den kører på en landevej med buske i baggrunden.

Fisker Ocean

El
529.000 kr.
  • Rækkevidde
  • Kabinefunktioner
  • Garanti
  • Kabinekvalitet
  • Sæder
  • Køreegenskaber
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    To elmotorer - firehjulstræk. Batteri brutto/netto: 113/107 kWh
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    468 hk
  • Moment
    696 Nm
  • Topfart
    205 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,0 sek.
  • Køreklar vægt
    2.434 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.820 kg
  • Bagagerum
    476 liter
  • Akselafstand
    292 cm
  • Officiel rækkevidde
    707 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    6 / 2 / 12
    Bilgaranti: maks. 100.000 km. El-drivlinje: 10 år/160.000 km. Batteri: 10 år/160.000 km
  • Mål
    L:477 cm B:198 cm H:163 cm
Luk