FDM mener
Leapmotor B10 er en rummelig og komfortabel bil til lav pris. Men særligt assistentsystemerne og deres betjening er slet ikke færdigudviklede.
TANNISBY Den kan skam noget, den nye B10 fra det unge mærke Leapmotor. Den er stor og rummelig som en Skoda Elroq, er pænt forarbejdet, og så koster den blot 200.000 kr. i billigste udgave.
Det er en del mindre end Elroq, og det er også lidt under den nye Omoda 5, som tilmed er en halv klasse mindre.
Leapmotor er det 20. kinesiske mærke, der har annonceret sin lancering i Danmark, men modsat flere andre er mærket rent faktisk ankommet – tilmed kun to måneder efter, at en dansk debut blev annonceret.
Video: Se nærmere på den nye Leapmotor B10
Stort dansk forhandlernet
Leapmotor er i det hele taget et mærke med fart på. Firmaet blev grundlagt i 2015, leverede sin første bil i 2019 og blev i 2023 delvist opkøbt (20 pct.) af Stellantis.
Den fransk-italiensk-amerikanske koncern har alle rettigheder til Leapmotor uden for Kina, og mærket sælges i Danmark gennem Stellantis-importøren Wismo. Det betyder bl.a., at Leapmotor meget hurtigt kan få et passende stort forhandlernet.
Så der er grund til at tage mærkets og modellens ankomst alvorligt. Det er tydeligt, at firmaets ingeniører og designere har gået i samme bilskole som de fleste andre flittige kinesere inden for bilbranchen.
Dertil har Leapmotor formentlig hyret en del rationaliseringskonsulenter, for firmaet forstår virkelig at holde prisen nede, uden man i voldsom grad kan mærke det på det fysiske produkt.
Leapmotor B10 fuld af begynderfejl
Men der er sandelig plads til forbedringer på B10. Leapmotor begår en række klassiske begynderfejl, som ofte ses hos kinesiske mærker. Og tilføjer sågar nogle nye.
Det begynder med klap ud-håndtagene, som ikke er nemme at få ordentlig fat i, og som ofte viser sig ikke at være klappet ud, når man har brug for dem.
Desuden skal den flade nøgle holdes op mod dørstolpen for at låse bilen op og skal igen lægges et bestemt sted på midterkonsollen, for at bilen vil køre. Det bliver formentlig meget lettere, når man som ejer får lagt bilens id ind i sin telefon.
Næste dårlige oplevelse er den stramme, syntetiske lugt, der bølger imod en, når man sætter sig ind. Sådan lugtede mange kinesiske biler for fem år siden og koreanske for 20 år siden. Det kan være, det går væk efter nogle måneder.
Alt styres fra skærm i Leapmotor B10
Førerpladsen er helt kineser-klassisk. Der er stort set ingen fysiske knapper, og selv indstillingen af sidespejlene sker uden dedikerede knapper. Som hos Tesla foregår det via anonyme knapper på rattet, som først skal aktiveres.
Midterskærmen er enorm med sine 14,6 tommer, men skal så bruges til næsten alt. Inklusive at vælge køreprogram eller niveau af motorbremsning.
Grafikken ligner noget fra Tesla (og andre kinesiske biler), og det samme gør legetøjsbilerne, der formålsløst kører op og ned ad skærmen.
Kikset er også de skriftlige beskeder, der på engelsk og med lille skrifttype popper op og givetvis vil fortælle noget vigtigt, men forsvinder, inden man kan læse sætningen færdig. (Vi hører, at teksterne bliver på dansk i danske biler, men vel ikke større bogstaver).
Leapmotor B10 hallucinerer
Leapmotor har ofret en ekstra skærm ved rattet, men mange af symbolerne, bl.a. fartgrænsen, er så små, at det kræver unge øjne at kunne se dem, og også her kører de små biler rundt.
Mærkeligt: Bilen hallucinerer. Den opfinder på sine skærme noget, der ikke eksisterer. Kunstig intelligens? Det problematiske er, at B10 opdigter vognbaner til begge sider, som ikke findes.
Mere i den spøjse afdeling er, at skærmen viser masser af bygninger, selvom vi kører med flade jyske marker eller skov til begge sider.
I den mere muntre eller barokke afdeling er, at bilen til tider får lyst til at sende store mængder snefnug ned over begge skærme, selvom det er langt over frysepunktet. Til andre tider bølger der nordlys. Hvabehar?
Mange bip-lyde og ubehagelige assistenter
Det er tydeligt, at ingeniørerne fra Leapmotor ikke har brugt mange minutter på at teste bilerne på europæiske veje. Bilen falder gevaldigt igennem med sine assistentsystemer.
Muligvis kan de forebygge ulykker, men de giver en bølge af fejlalarmer, og det bipper, så man bliver bims, og bilen hiver ustandseligt og ubehageligt i rattet ved kørsel på en dansk landevej.
Det meste kan slukkes, men man skal et stykke ind i en menu for at gøre det, og på næste tur er systemerne genstartet. Det er jo heller ikke meningen, at hjælpesystemerne skal slås fra.
Fin kabine og flot udstyr i Leapmotor B10
Men så længe, man ikke kører, er der rigtig fint at sidde på førerpladsen. Kabinen har udmærkede (syntetiske) materialer og er pænt forarbejdet.
Og der er masser af udstyr i den prøvede topudgave: 12 højttalere, elektrisk justerbare forsæder, varme og ventilation i forsæderne og ratvarme.
Der er også et meget stort panoramatag, en kæmpe midterkonsol i to etager, to trådløse telefonladere samt stort midterarmlæn.
Også ved bagsædet er der rigtig fint. Pladsen er særdeles god, både til knæ og hoved, siddestillingen er fin, og der er luftdyser, usb-stik og midterarmlæn med kopholdere.
De gode sager fortsætter i bagagerummet, der af Leapmotor opgives til 525 liter. Andre kilder siger dog 430 liter. Blot ærgerligt at der ingen skilem er, og at hovedstøtterne tager ret meget af førerens udsyn bagud. Bilen må trække 750 kg, men muligvis er den ikke godkendt til taglast.
B10 har en frunk, men den virker købt i en billig bilistbutik og eftermonteret i sidste øjeblik. Den er hverken lukket for støv eller vand, men kan nok gå an til et ladekabel eller et par beskidte gummistøvler.
Hvordan kører Leapmotor B10?
Hvis man ser bort fra de håbløse assistentsystemer, kører den baghjulstrukne B10 helt fint. Rattet er en anelse dødt i det som på mange kinesiske biler, men komforten fejler bestemt ikke noget. Det gælder bl.a. et lavt støjniveau.
Her i topmodellen råder man over 218 hk, og det er helt udmærket til bilen. Med det lille batteri hedder det 177 hk.
De elektriske egenskaber er på det jævne med 361 km rækkevidde med mindste batteri (56 kWh) og 434 km med det største (67 kWh). Opladningen er til den pæne side med op til 168 kW og 10-80 pct. på 26 minutter. Varmepumpe er standard.
Hvad koster Leapmotor B10?
Garantien er i den lave ende for kinesiske mærker og selv under Skodas. Den generelle garanti er fire år/100.000 km, hvor FDMs anbefaling er fem år (og 150.000 km). Batteriet har de normale otte år/160.000 km.
Prisen skal være bilens afgørende salgsargument. Denne topudgave med alt i udstyr og 434 km rækkevidde koster 230.000 kr. Men medmindre man kan leve med en lilla bil (Dawn Purple), skal man give hele 10.000 kr. ekstra for de øvrige farver, dvs. 240.000 kr.
Grundmodellen, som er strippet for al luksusudstyr og nøjes med 361 km rækkevidde, koster 200.000 kr. plus tillæg for at slippe for lilla. Det er ikke mange penge for så rummelig en bil. Men er det billigt?
Tja, det er 20 pct. billigere end Skoda Elroq, men B10 er mere end 20 pct. dårligere end Elroq, som gennem lang erfaring er udviklet til europæiske bilister og europæiske veje, inklusive jyske landeveje. Det er Leapmotor B10 i sin første udgave langtfra.
Se komplet oversigt over FDMs tests af elbiler
Vi har siden 2011 testet stort set alle elbiler, der er kommet på markedet. Over 140 tests kan du læse. Få overblik, før du vælger elbil.