5 tip – Sådan holder du elbilens batteri i topform

Nybagte ejere af elbiler møder et hav af gode råd, fordomme og myter om, hvordan bilens batteri skal håndteres. Vi har her taget fat i de mest almindelige, så du kan holde højvoltsbatteriet i topform.

Hold elbilens batteri i topform
Bilist

Batteriet er elbilens hjerte, så det vigtigt at holde det i god form. Gør du ikke det, vil det gå ud over kapaciteten og dermed bilens rækkevidde, eller i værste fald vil batteriet blive beskadiget, og så truer dyre reparationer.

Her er fem ting, du skal huske, så du passer så godt som muligt på elbilens højvoltsbatteri – det batteri, der driver elbilen fremad.

 

Lynladning 1. Må man lynlade elbilen?

Der er mange holdninger til lynladninger, og ofte anses det som et problem, hvis en elbil ofte eller ligefrem altid lynlades. FDM har talt med dr. Bernhard Rieger, der bl.a. udvikler batterier for Audi, og han er ikke bekymret for, om man ofte lynlader sin elbil. Han forklarer, at batteristyresystemet i alle nye elbiler er indrettet, så det nedsætter ladehastigheden hen over en opladning, så batteriet ikke beskadiges. Han anbefaler dog, at man begrænser lynladningen til 80 procent, og at man undlader udelukkende at lynlade bilen.

FDMs råd: Lynlad uden bekymring på farten til højst 80 procent, men undlad udelukkende at lynlade elbilen. Følg altid bilmærkets anbefalinger.

 

2. Hvor længe må elbilen holde parkeret?

Skal bilen holde parkeret i længere tid – f.eks. hvis man tager to uger på ferie – er det vigtigt, at batteriet hverken er helt opladet eller helt afladet, når man efterlader bilen.

FDMs råd: Batteriet skal lades til mellem 20 og 80 procent, og husk at begrænse det til 80 procent, hvis bilen står og lader, mens I er væk. Bemærk, at enkelte bilmærker har andre anbefalinger.

 

Lade elbil 3. Hvor mange procent må elbilen lades op?

I de fleste nye elbiler rådes bilejerne til at begrænse opladningen til 80 eller 90 procent. Årsagen er, at batteriet kan lide overlast, hvis det oplades helt, og bilen efterfølgende holder stille i flere dage. Men lader man f.eks. bilen op om natten og kører med den næste morgen, kan man roligt lade op til 100 procent. Hvis du nøjes med f.eks. 90 procent, kan du fra starten udnytte bilens mulighed for at gemme strøm på batteriet, når du f.eks. bremser – det kan du ikke på et fuldt opladet batteri – og bliver du forhindret i at køre, tager batteriet ikke skade.

FDMs råd: Brug 90-procentsgrænsen til daglig. Oplad kun til 100 procent, når der er behov for det, og du skal køre kort tid efter endt opladning. Enkelte bilmærker har andre anbefalinger.

 

4. Hvor længe holder elbilens batteri?

Det er FDM’s erfaring, at elbilernes batteri holder bedre end forventet. Over tid vil batteriet dog miste noget af kapaciteten, og det betyder, at man med tiden vil opleve, at bilens rækkevidde bliver kortere.

Typisk er der en fabriksgaranti på batteriet på otte år eller 160.000 km. Det betyder, at hvis batteriets kapacitet er faldet til under 70 procent af det, der var, da bilen var ny, så står fabrikken for en udbedring af problemet. Oftest er det i så fald muligt blot at udskifte en del af batteripakken og ikke hele batteriet.

FDMs råd: Det hører absolut til sjældenhederne, at vi hører om elbiler, hvor batteriet er faldet til under 70 procent i kapacitet. Vil du have batteriets tilstand tjekket, kan FDM nu hjælpe med dette. Se mere her

 

Sol 5. Kan elbilen tage skade af varme?

Ja, høje temperaturer er med til at mindske batteriets levetid. Det er der enighed om, så det er en god idé at undgå at sætte bilen i solen, hvis den skal stå parkeret længe. Det gælder primært i meget varme lande, for i Danmark er det sjældent, at temperaturen bliver så høj, at det kan beskadige batteriet.

FDMs råd: Skal elbilen med sydpå på ferie, så undgå at parkere direkte i solen.

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.

Kontakt rådgivningen