Ladestandere breder sig – men halter efter bilerne

Muligheden for at lade sin elbil uden for hjemmet vokser støt – bortset fra at der også bliver flere elbiler om at deles om hver lader. I april-juni voksede antallet af offentlig tilgængelige ladere med godt 500, så der nu er flere end 6.500. Der er udsigt til mange flere.

Antallet af offentlige ladere vokser pænt.
Bilist

Det går støt fremad med det danske ladenetværk. Alene i årets andet kvartal steg antallet af offentlig tilgængelige ladestik med 522, så der nu er 6.550 over hele landet fordelt på alle typer ladere. Dermed nærmer ladestanderne sig en tredobling siden 2019.

Det viser den nyeste opgørelse fra Transportministeriet, der får tallene fra analysefirmaet ChargeX.

Her kan man dog også se, at årets første kvartal gav et noget større boost med næsten 1.100 ekstra ladepunkter.

Sådan var status efter årets første kvartal

Sådan går det med opsætning af nye ladestandere.
Sådan går det med opsætning af nye ladestandere. De gule søjler viser, hvor mange nye offentlig tilgængelige ladepunkter, der er kommet den pågældende måned. Den blå linje angiver, hvor mange det samlet set er blevet til. Illustration fra Transportministeriets rapport.

FDM: Fokus hjælper

- Det er tydeligt, at seneste års fokus på opladning af elbiler har medført, at der kommer flere og flere ladestandere i Danmark, bemærker chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

- Men der bliver solgt langt flere elbiler, end der kommer ladestandere, hvilket øger risikoen for ladestress og kødannelser, tilføjer han.

Der er nu knap 100.000 elbiler i Danmark, hvilket er præcis en fordobling på et år. Også antallet af plugin-hybrider er ca. fordoblet. På de samme 12 måneder er antallet af ladestik 'kun' øget ca. 77 procent.

Hurtig- og lynladere udgør nu 16 procent af alle offentlig tilgængelige ladere eller ca. 1.050.

Sådan er status.
Væksten har især været indenfor 'normalladere', men lynladerne vinder mere frem end hurtigladerne. 

Småt med lynladere - indtil nu

- Danmark er stadig et uland, hvad der angår lynladning, men med kommunernes mulighed for udbud, og Vejdirektoratets planer for statsvejene, ser fremtiden lys ud. Den største udfordring er for tiden de lange ventetider på komponenter og tilslutning af lynladere, siger Ilyas Dogru.

Der er nu ca. 580 lynladere (for Transportministeriet er det 100 kW og opefter), og i denne superliga er brændstofkæden Circle K pludselig sprunget op og har 10 procent af de hurtigere ladere.

Circle K er på kort tid rykket op inden for lynladere med nu ti procent. Tesla er klart størst, men er blevet mindre dominerende.
Circle K er på kort tid rykket op inden for lynladere med nu ti procent. Tesla er klart størst, men er blevet mindre dominerende. Eon er helt fraværende med de helt hurtige ladere, men er sammen med Clever helt dominerende inden for hurtig- og normalladere. 

- Det er positivt, at Circle K nu er med i toppen og har lige så mange lynladere som landets største ladeoperatører Clever. Generelt ser vi mange nye aktører på markedet, hvilket er positivt for konkurrencen og med snart 100.000 elbiler er vi kun i begyndelsen af den store udvikling, siger Ilyas Dogru fra FDM.

Tesla har stadig langt flest lynladere, men bilmærkets andel er på blot et kvartal faldet fra 57 til 52 procent. Blandt Teslas 292 lynladestik, som alle tæller med i statistikken, er det for tiden kun 128, som er tilgængelige for alle elbilister.

Circle K er højdespringer i den seneste kvartals-opgørelse fra Transportministeriet, når det gælder lynladere. Brændstofkæden har nu ti procent af de danske lynladere.
Circle K er højdespringer i den seneste kvartals-opgørelse fra Transportministeriet, når det gælder lynladere. Brændstofkæden har nu ti procent af de danske lynladere.

Mange flere lynladere på vej

Der er udsigt mange flere lynladere bedømt ud fra udmeldinger fra eksisterende og kommende ladeselskaber.

Stort set alle brændstofkæder er i gang med opsætning ved sine tankstationer, Clever er på vej med store ladeparker på Vestfyn og i Sønderjylland og har annonceret en massiv udbygning ved indkøbscentre m.v., og Cirkle K får to ladeparker på Sydsjælland.

Det nye ladeselskab Norlys vil bruge en milliard kroner på nye ladere de næste tre år, Recharge, som bliver ny i Danmark, vil åbne mange steder, bl.a. ved Ikea, Tesla har planer for ca. nye 15 ladeparker i 2022 og 2023, og det nye bilmærke Nio vil også bidrage med lynladere.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve