De er lige så „sorte“ som almindelige benzin- og dieselbiler, lyder det om de populære plugin-hybrider. Og fra både forskere og politikere udtrykkes kritik af, at danske købere af opladningshybrider „modtager“ milliarder i afgiftsrabat. Kritikerne henviser til en international rapport med data fra over 100.000 plugin-hybriders kørsel, der viser, at bilerne kører langt mindre på strøm, end de officielle forbrugsmålinger forudsætter.
Men hvor retvisende er rapporten? Den læner sig op ad 10 år gamle data, og de stammer primært fra biler i USA og Kina, hvor vilkår og mulighed for opladning er helt anderledes end i Danmark. Derfor bør man reelt kun se på knap 3.000 biler fra hhv. Norge og Tyskland, der er med i undersøgelsen. Her viser rapporten til gengæld, at brugerne i gennemsnit lader bilerne ganske meget – dog stadig mindre end forudsat i EU-testen.
Der findes desværre ingen fyldestgørende tal fra danske plugin-hybriders kørsel – dem vil bilproducenterne ikke udlevere. Men det er meget sandsynligt, at mange opladningshybrider kører mindre på strøm end antaget i EU-testen og dermed i den danske afgiftslovgivning. Men sådan har det også været i mange år for benzin- og dieselbiler, som heller ikke altid har levet op til deres officielle forbrugstal og derfor også har fået store fradrag i registreringsafgiften.
Det samme gælder elbilerne. I elbilernes officielle forbrugstest antages, at der ingen CO2-udledning er fra strøm, hvilket heller ikke er rigtigt – end ikke i Danmark, hvor vi ellers er førende på grøn strøm. Med andre ord har vi desværre ikke en retvisende EU-test og derfor heller ikke et retvisende dansk afgiftssystem.
Betyder det så, at opladningshybrider er en „sort“ løsning? FDM mener, at det alt for hurtigt bliver til en sandhed, at bilen ikke er „grøn“, hvis den udleder mere end de 50 g CO2/km, som er grænsen for en „grøn bil“ i EU-regi og i det danske afgiftssystem. Der levnes i debatten ikke rigtig plads til nuancer. Og måske endnu vigtigere, at alternativet til en plugin-hybrid oftest er en benzin- eller dieselbil og ikke en elbil. Nogle siger, at afgifterne skal op igen på opladningshybriderne og længere ned på de „rigtige“ elbiler. Men her er afgifterne jo allerede i nul kroner for elbiler op til 500.000 kr.
At danskerne nu for alvor køber biler, der helt eller delvist kører på el, er positivt, og det vil være gift for markedet at tale om afgiftsændringer igen bare et halvt år efter den seneste afgiftsreform. Det er simpelthen useriøst. Skal vi lykkes med den grønne omstilling, er det afgørende, at man fra politisk side forholder sig til danskernes hverdag. Her er verden ikke kun sort eller grøn, men utallige nuancer derimellem. Og for forbrugerne handler det ikke kun om afgifter, men i lige så høj grad om udsigten til at kunne lade sin elbil op.
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.