En tryg hånd er på vej ind i bilerne. Kører du galt i en helt ny bil, vil den automatisk ’ringe’ til alarmcentralen og fortælle, hvad der er sket og ikke mindst hvor henne.
Inden bilen tager affære, kan du selv tilkalde hjælp ved blot at trykke på en knap i loftet. Det sætter dig i telefonisk forbindelse med alarmcentralen, som samtidig kan se eksakt, hvor du er.
Krav til alle helt nye biler
EU’s storstilede nødkaldsystem Ecall er nå nået så langt, at alle helt nye biler (personbiler og mindre varevogne) skal have det som standard. Kravet gælder nye modeller, der typegodkendes fra og med 1. april 2018.
Se mere: Automatisk nødkald melder klar i Danmark
Bilmodeller, der allerede er på markedet, kan stadig sælges uden systemet resten af deres levetid. Der er heller ikke noget krav om eftermontering i eksisterende biler.
Sådan virker Ecall
En computer i bilen registrerer, hvis bilen kolliderer så kraftigt med noget, at mindst en airbag udløses.
Hvis ingen i bilen derefter selv trykker på SOS-knappen, vil alarmcentralen forsøge at etablere telefonisk kontakt med bilen. Lykkedes det ikke, vil alarmcentralen af sig selv sende hjælp afsted.
Centralen kan se, præcis hvor bilen er, i hvilken retning den kørte (særlig vigtigt på motorveje) og ofte også, hvor mange personer der er i bilen (bedømt ud fra antal anvendte sikkerhedsseler).
Der sendes også oplysninger om bilmodel, stelnummer og drivkraft (benzin/diesel/el. m.v.)
Det hele foregår gennem en lille boks, der bl.a. indeholder en GPS-modtager og et GSM-SIM-kort.
Nødkaldsystemet Ecall 112 fungerer overalt i Den Europæiske Union – hvor der er mobildækning – samt i Schweiz, Norge, Island og i dele af Rusland.
Har taget 17 år
Ved nu at gøre Ecall obligatorisk er en afgørende milesten nået i et usædvanligt langt og kringlet forløb. Det er 17 år siden, den offentlig-private organisation Ertico foreslog sikkerhedssystemet.
Undervejs har regeringer, bilproducenter, bilistorganisationer, alarmcentraler (dem er der mange af i nogle lande), producenter af udstyret og telefonselskaber skulle blive enige. Og årelange test på tværs af mærker, lande og telefonselskaber er gennemført.
I mellemtiden har en del bilproducenter frivilligt indført sikkerhedsudstyret helt eller delvist efter Ecall-standarden.
Se mere: Nu ringer bilen selv efter hjælp
FDM: Godt for sikkerheden
- Det er et vigtigt trafiksikkerhedsmæssigt skridt, at Ecall endelig bliver obligatorisk i nye typer af biler, siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.
- Hurtig hjælp er vigtigt i tilfælde af en ulykke, og der kan Ecall-systemet gøre en stor forskel, siger han.
Dennis Lange tilføjer, at selvom der vil gå mange år, inden så godt som alle danske biler har Ecall, vil udbredelsen og dermed effekten stige støt.
1.000 liv kan reddes årligt
Ecall menes at kunne spare mange liv og lidelser. Parterne bag Ecall anslår, at det automatiske nødkald kan sikre hjælp 40 procent hurtigere i byområder og 50 procent hurtigere i landområder.
Se video: Sådan virker Ecall
Dermed kan antallet af trafikdræbte sænkes med fire procent og antallet af alvorligt tilskadekomne med seks procent. Det svarer til mindst 1.000 reddede liv årligt i EU.
Dette er Ecall ikke
Ecall er ikke en ‘sort boks’, der konstant optager og gemmer bilens position. Kun nogle få sekunders position og kørselsretning optages og sendes til alarmcentralen i tilfælde af alvorlig ulykke.
Ecall kan ikke bruges til at overvåge en bilists bevægelse. SIM-kortet aktiveres kun i tilfælde af alvorlig ulykke.
Kilde: Ertico
Se mere: Butler og førstehjælp ombord i Opel
Mindstekravet til nødkaldsystemet er, at bilen skal have et GSM SIM-kort. Det kaldes også 2G, hvor den gænge standard i telefoner i dag er 3G og 4g.
Det bekymrer organisationen Ertico, der har advokeret kraftigt for indførelsen af Ecall.
Billigt SIM-kort kan slukke for nødkald
- Udviklingen inden for mobiltelefoni går hurtigt, så vi kan frygte, at telefonselskaberne på et tidspunkt slukker for 2G. Og så kan der være biler på markedet, der ikke kan anvende Ecall længere, siger teleekspert i Ertico, Francois Fischer, til Motor.
Det vil typisk være billigere biler, som nøjes med 2G-løsningen, selv om prisforskellen til et 3G-kort kun vil være omkring fem euro.
De europæiske bilklubber, heriblandt FDM, betegner gennem fællesskabet FIA nødkaldet som en vigtig milepæl mod den ‘forbundne bil’. Det skyldes, at Ecall-systemet indeholder et SIM-kort, så alle biler efterhånden har indbygget dataforbindelse.
Privatliv skal sikres
Men der er også et vigtigt ’men’.
- Da alle nye biler nu får en dataforbindelse, er det på høje tid, at EU-Kommissionen ser på de bredere aspekter ved adgang til bildata. Det er nu et varmt emne for bilisterne, siger lederen af FIA i Europa, Laurianne Krid.