Nye miljøkrav sætter ekstra skub i elbiler

Skrappe krav fra EU til nye bilers CO2-udledning vil kræve endnu flere elbiler og opladningshybrider. Benzin- og dieselbiler kommer under ekstra hårdt pres for at køre langt på literen.

CO2-udslippet fra nye biler skal sænkes kraftigt.
Nyt om biler

Fremtidens biler bliver i endnu højere grad tynget af de stigende mængder klimagasser i atmosfæren. Eller sagt mere positivt: De bliver grønnere.

Der er nu ingen vej uden om voldsomme ændringer af fremtidens bilpark, efter at Den europæiske Union har sat skrappe krav til nye bilers CO2-udledning.

Lavere CO2-udledning betyder, at bilerne skal køre længere på literen. Og – ikke mindst – at elbiler og opladningshybrider skal udgøre en meget større del af bilsalget. Strøm anses pr. definition for at give 0 gram CO2, uanset hvordan det rent faktisk er fremstillet.

Det betyder - hvis der kun fandtes benzinbiler til den tid - at en ny benzinbil skulle køre ca. 30 km pr. liter i 2025 og 40 km pr. liter i 2030.

EU, det vil her sige både parlamentet og ministerrådet, er blevet enige om et kompromis for, hvor lidt CO2 bilerne i fremtiden må udlede i gennemsnit.

Mens kravet for 2021 er på 95 gram CO2 pr. km, skal det skæres yderligere ned med 15 procent i 2025 og med i alt 37,5 procent i 2030. For varebiler er 2030-tallet minus 31 procent.

Fremtidens benzinbil: 40 km pr. liter

Procenterne svarer til omkring 80 hhv. 60 gram for personbiler. Det betyder - hvis der kun fandtes benzinbiler til den tid - at en ny benzinbil skulle køre ca. 30 km pr. liter i 2025 og 40 km pr. liter i 2030.

Ingen anser det for muligt, og derfor kommer elektriske biler i forskellig form, muligvis inklusive brintbiler, til at spille en væsentlig rolle fremover.

Se mere: Elbiler mistede gnisten i 2017

Den danske regering havde arbejdet for 40 procents reduktion, det samme som parlamentet.

De nye miljøkrav mødes af meget forskellige reaktioner.

FDM: lidt skuffende

FDM er ikke imponeret over kompromisset:

- Det er lidt skuffende, at EU kun opnåede enighed om en reduktion på 37,5 procent. Det betyder, at bilproducenterne i 2030 stadig må sælge biler, der i gennemsnit udleder 60 g CO2 pr. km og vi vil dermed stadig være langt til målet om nuludslipbiler, siger afdelingschef Torben Lund Kudsk.

- I en dansk sammenhæng udstiller det også den danske klimaplans målsætning om udfasning af benzin- og dieselbiler i 2035. Det er urealistisk at nå, hvis bilproducenterne på de fem år fra 2030 til 2035 skulle være klar til at gå fra 60 g til kun at lave nulgramsbiler, siger afdelingschefen.

FDM mener: Skal vi sige farvel til benzin- og dieselbiler

Den europæiske lobbyorganisation Transport & Environment kalder det skuffende: ’Det er fremskridt, men det er ikke hurtigt nok til at nå vore klimamål.’

Det Økologiske Råd i Danmark tager godt imod den ny aftale og peger på, at der denne gang bliver tale om reelle reduktioner og ikke – som organisationen siger – som sidst, hvor halvdelen kun var på papiret.

Bilproducenter bekymrede

Store dele af den etablerede bilbranche er stærkt bekymret.

Tysk bilindustris interesseorganisation, VDA, siger, at de nye regler kræver for meget. ’Ingen ved i dag hvordan de nye grænser kan opnås inden for tidsfristerne.’

Se mere: Bilfabrikker nåede første CO2-mål

Lobbyorganisationen for hele den europæiske bilindustri, ACEA, udtrykker ’alvorlig bekymring’, hvad angår 2030-kravene. ’Det kan måske lyde plausible, men de er fuldstændig urealistiske baseret på, hvor vi er i dag,’ hedder det.

Hos Europas største bilproducent, Volkswagen, lyder der ingen officiel fordømmelse, men en erklæring om, at koncernen nu bliver nødt til at opjustere sin elbilsatsning.

Den var ellers ret stor i forvejen. 225 milliarder kroner er der sat af for femårsperioden 2019-2023. Nu siger koncernchef Herbert Diess, at de nye krav betyder, ’at vi bliver nødt til at ændre på produktudvalget, formentlig yderligere reducere vores udbud af modeller med forbrændingsmotorer og i markant grad justere vores fabrikker og tilføje ekstra fabrikker til battericeller og batterier.’

Se mere: VW følger strømmen