Indvendigt er der læder på både dørsider, instrumentbord og midterkonsol. Og det er syet med synlige sting, der alle er lavet i hånden af fabrikkens hær af saddelmagere, der skal sørge for at give DS 4 sin helt egen plads i et ellers tætpakket marked af premium-biler.
Den nye DS 4, der er en mellemklasse-SUV, er bygget over samme platform som bl.a. Peugeot 3008. Men DS går sine egne veje, og særligt form og detaljer ligner på ingen måde noget, vi har set før.

Har fået hele armen
Udvendigt mødes man med dørgreb, der automatisk vipper ud ad døren, blot man nærmer sig. Og kommer man tæt på, ser man lygter både for og bag, der selv i dagslys udstråler et spændende design med indbyggede detaljer, som var det et smykke, vi talte om.
Og mellem forlygterne er en enorm kølergrill, der med et hav af små kromfelter giver bilen et eksklusivt udtryk.
Bilens linjer er coupé-agtige, og der er benyttet skarpe kanter overalt, som er med til at adskille bilens områder fra hinanden. Således er f.eks. bagskærmen udformet, så tagets linjer møder bilens side i et skarpt optrukket felt, hvor også de markante skærmkanter blander sig på en opsigtsvækkende måde.

I forhold til f.eks. Peugeot 3008 er DS 4 ændret betydeligt med en lavere front, en forrude, der er trukket længere tilbage og ikke mindst større 20-tommer hjul i et helt særligt DS-design.
Luftdyser i hele bilens bredde
I kabinen er der ligeledes gjort alt for at skabe en luksuriøs fornemmelse for alle. Sæderne er udformet med læderbeklædte felter, der giver et eksklusivt udtryk, og dørsider og instrumentbord danner tilsammen en kabine med linjer, der går fra dør til dør.
På instrumentbordet er de traditionelle luftdyser erstattet af én stor diffuser, der fylder hele instrumentbordets bredde med bittesmå lufthuller, hvorfra der kommer frisk luft ud. Det skulle ifølge DS give et meget behageligt indeklima uden træk.
En enorm skærm i midten indeholder et nyudviklet infotainment-system, der er kendetegnet ved at kunne vise op til tre vinduer ad gangen, og som man selv kan sammensætte. Et headup-display på 21-tommer viser relevante oplysninger i forruden på en måde, så det ser ud som om tallene står fire meter foran bilen.

98 LED-enheder i forlygterne
DS har gjort ekstra meget ud af at indbygge den nyeste teknik i bilen, hvor det har været muligt.
Forlygterne er f.eks. af en ret avanceret matrix-type, hvor en del af lygteenheden drejer, når man drejer på rattet. Den idé er hentet fra DS-modellen fra 1967, der havde drejelige forlygter. Det har DS 4 også fået, men her er der tale om elektronisk styrede enheder. De drejelige enheder arbejder sammen med i alt 98 lysdioder, der på den måde kan oplyse vejen i så tilpas mange felter, at man kan køre med det lange lys tændt uden at blænde øvrige trafikanter.
Bagtil er lygterne også baseret på LED-teknikken, og her er der løbelys til blinklys.

Kommer ikke som elbil
DS 4 bygger på samme platform som bl.a. Peugeot 3008, og der er ikke plads til batterier til en egentlig elbil. Men den er derimod skabt, så den kan rumme teknikken til en plugin-hybrid, og det benytter DS sig af.
Den nye DS 4 kommer således i både benzin-, diesel- og hybrid-udgaver. Og det bliver givetvis plugin-hybrid-udgaven, kaldet E-Tense, der bliver mest interessant herhjemme. Den er baseret på en 1.6-benzinmotor med 180 hk, der sammen med en elmotor med 110 hk i alt yde 225 hk.
På eldrift alene kan den køre op til 50 km på en opladning, og det 2,4 kWh store batteri kan oplades på under to timer fra en ladeboks. I alle tilfælde er bilen udstyret med et ottetrins automatgear, og gearvælgeren er flot integreret midterkonsollen på en næsten kunstfærdig måde.

Priser er ukendte
Den danske DS-importør ved endnu ikke, hvornår 4’eren kommer til Danmark, men sidst på året er et godt gæt. Priserne er af samme grund ikke på plads, men da modellen skal lægge sig mellem DS 3 og DS 7 vil et godt gæt være omkring 350.000 kroner for plugin-hybrid-udgaven – med mulighed for at gøre den betydelig dyrere, hvis man ønsker den fuldt udstyret.