Hvad ville folk ikke have sagt, hvis jeg som 90-årig havde kørt et barn ned?

Håndtrykket er så fast, at man ikke skulle tro, at det er en 99-årig, der byder velkommen. Preben Söderhamn har altid været i god form, men de seneste år er det begyndt at knibe med bentøjet. Derfor er det næsten 10 år siden, hans faste hænder sidst har grebet om en gearstang og et rat i en bil.

Han kontrollerer dog stadig fire hjul, men de sidder på den rollator, der er nødvendig for at komme rundt i hjemmet i Jyderup på Sjælland.

Preben har stadig et gyldigt kørekort, som han viser frem, da vi sidder ved spisebordet sammen med hans hustru, Birgit. Vi taler om dengang, han gav sig selv kørselsforbud. Det var hverken lægen eller omgivelserne, der talte ham fra at bruge sit kørekort, men derimod ham selv, der tog beslutningen.

– Man får længere reaktionstid og har færre kræfter til at bremse, når man bliver ældre. Så jeg syntes, det var et passende tidspunkt at stoppe, da jeg blev 90 år. Jeg kunne komme ud for en ulykke, hvor jeg på grund af nedsat reaktionsevne eller nedsat kraftevne kunne komme til at køre et barn ned, og det ville jeg ikke kunne bære. Og hvad ville folk ikke have sagt, hvis jeg som 90-årig havde kørt et barn ned? Det skulle de altså ikke sige om mig: „Se, den gamle idiot kører, når han er 90 år!“ siger Preben Söderhamn om sit stop som bilist.

Kørekort på standby

Da han i 1962 flyttede fra Amager og ud på Vestsjælland, gav hussalget ham råd til både kørekort og bil. Dengang var han 36 år gammel, og det var ikke normalt, at alle havde kørekort. Han blev dog hurtigt en habil bilist, da han som talepædagog kørte til lokale skoler for at undervise og tilbagelagde over 30.000 km om året. Han fandt i samme periode sammen med Birgit, og de har været gift i 55 år.

Hans kørekort på bordet er gyldigt frem til 2032. Til den tid bliver han – måske – 106 år. Han fik det fornyet uden problemer, da han var 91 år. Det skete for en sikkerheds skyld, så han kunne køre, i tilfælde af at Birgit skulle blive dårlig, hvis de var afsted sammen. Men det har ikke været aktuelt, og han har ikke rørt bilen, siden han fyldte 90.

– Jeg følte ikke, at jeg kørte dårligere eller kompenserede for min alder, inden jeg stoppede. Jeg var meget mobil som 90-årig. Når jeg ser tilbage, vil jeg selv vurdere, at jeg kunne have fortsat, indtil jeg var 96 eller 97 år, husker Preben Söderhamn, der fem år inden sit kørselsstop tog en time hos en kørelærer for at blive bekræftet i, at han stadig kunne køre bil.

Bilstop uden vemod

Det var ikke specielt højtideligt eller en sorgens dag, da han steg ud af førersædet for sidste gang. Han har heller ikke været fristet til lige at tage en kort køretur siden.

– Jeg satte bilen på parkeringspladsen, og jeg steg ud, og så var det slut. Det var uden sorg. Jeg havde kørt det, jeg skulle. Men jeg kan godt savne at køre til Frankrig. Det gjorde vi hvert år igennem 25 år, og vi kender faktisk landet bedre, end vi kender Danmark, siger Preben.

– Jeg syntes jo, det var lidt irriterende, da Preben holdt op, for hvem skulle så køre hjem fra fester og festlige lejligheder? Det var jo mig, supplerer Birgit.

De har aldrig rigtig diskuteret, hvornår det var tid til at stoppe for Preben, men det var en lettelse for Birgit og deres datter, at han selv traf valget, så de ikke var nødt til at gøre det for ham på et senere tidspunkt. Datteren pressede til gengæld på for, at det var tid til at skifte til en bil med automatgear.

– Hvis jeg blev meget ældre, ville det måske blive for svært for mig at lære at køre med automatgear, sagde hun, så vi købte en ny, der også er højere, så Preben har nemmere ved at sætte sig ind i den. Det kræver tilvænning med automatgear, men det er så lækkert, siger Birgit Söderhamn, der i dag er 77 år.

Andre har svært ved at sige stop

Familien har til gengæld oplevet, at andre ikke er enige i Prebens holdning om, at man bør stoppe som 90-årig. Der er bl.a. nogle i vennekredsen, der nok bør overveje at droppe bilen. Prebens ældre bror nægtede også at lade sig pensionere som bilist, mens Birgits mor måske tog den for langt.

– Hun havde en gammel bil uden servostyring, som jeg tænkte, at hun slet ikke kunne styre. Men vi boede ikke i nærheden og kunne ikke køre hende, når hun skulle noget. Så hvis hun ikke havde bilen, ville hun ikke komme nogen steder. Bilen var hendes livline, så hun ville ikke stoppe, siger Birgit, der dog sammen med sin bror var ved at varme op til at opfordre hende til at droppe bilen, da hun pludselig døde.

– Ja, jeg synes, du skulle have sagt noget dengang. Men der er nogle, der er mere sky end andre til at sige, hvad det drejer sig om, siger Preben, der derimod tog diskussioner med sin bror, der var blevet frarådet at køre bil af sin læge på grund af synet.

– Men han kørte alligevel. Det var fuldstændig tåbeligt, når han så så dårligt. Han sagde, at han var nødt til at køre bil. Hans kone var død. Han var alene, siger Preben Söderhamn.

Han har til gengæld stadig sin hustru, og skulle hun blive tvunget til at stoppe med at køre bil, er deres plan at benytte Flextrafik, da der ikke er taxaer i nærheden, og bussernes trin er for høje for Preben.

– Men vi må gå ud fra, at jeg har kørekort, så længe du lever, siger Birgit, inden de begge griner.