Kina og EU i drabelig dyst om nyheder og dominans på bilshow
Nyt om trafik og biler
15. oktober 2026

Bilmærker fra Kina fylder endnu mere på årets Paris Motor Show. Men europæiske mærker er også kommet i offensiven, og kæmper imod – nostalgi er et markant våben. Bl.a. afsløres den moderne Citroën 2CV og en genopfundet Renault Espace.
The show must go on!
Det så dog ikke sådan ud, da Paris Motor Show var skrumpet til ingenting i 2022 og til kun lidt mere i 2024. Men i 2026 er biludstillingen, der som verdens ældste har fundet sted siden 1898, tilbage i noget, der minder om fordums tider.
Der flere forklaringer på, at Mondial de l'Auto har rejst sig og i år fylder fem messehaller i Paris. Men en vigtig årsag hedder Kina.

Renault spiller de nostalgiske kort. Konceptbilen her er moderne, fuldelektrisk hyldest til den legendariske rallyklassiker Renault 8 Gordini fra 1960'erne. Men mens originalen var en firkantet familiebil, er det nye koncept en aggressiv, todørs coupé med baghjulstræk. Måske kommer den i begrænset produktion.
Kamp på liv og død mellem Kina og EU
Bag de fyldte udstillingshaller ligger blodig alvor, for udstillingen finder sted på et tidspunkt, hvor kinesiske mærker stormer frem i Europa og nu står for 10 pct. af salget. Ikke kun europæiske, men også japanske og koreanske mærker har fået den nye virkelighed at føle.
Kinesiske mærker har appetit på biludstillinger, som gør sig godt i hjemlandet og er en ret nem og synlig måde at få opmærksomhed hos europæiske bilkøbere og europæiske medier.
Og efter at kinesiske bilproducenter har fyldt rigtig meget de seneste år på biludstillingerne i München og Paris, er europæerne og til dels de asiatiske mærker kommet op i omdrejninger og vender tilbage til de klassiske biludstillinger.
Renault og Stellantis med store nyheder
Langt de fleste europæiske mærker er med, og især Renault-gruppen (Renault, Dacia og Alpine) og Stellantis (Citroën, Peugeot, Opel, Alfa Romeo m.fl.) fører sig frem med store stande og mange nyheder.

Zeekr er begyndt at bruge sloganet ’The Power of a giant and a European soul’
Alligevel står stillingen omtrent uafgjort i fremmøde. Ifølge FDM’s opgørelse er stillingen i år omtrent Kina: 22, Europa og resten af den gamle verden: 22.
Fraværende på udstillingen er BMW, Porsche, Polestar, Toyota, Lexus, Mazda og Nissan. Men heller ikke MG, Dongfeng, Exlantix, Hongqi og Voyah stiller op i Paris.
Til gengæld er der nye mærker fra Østen som Nevo, Li Auto, Avatr, Geely, Chery og Tigo.

Xpeng er af fødsel et ærke-kinesisk mærke, men er begyndt at tilpasse sine modeller til europæisk smag og samler alle biler til Europa i Østrig.
Nostalgi bruges i kampen mod Kina
Mens de kinesiske mærker viser et væld af nye biler med en kombination af avanceret teknik og lave priser, svarer de franske mærker igen med nostalgi – de baserer deres nye modeller på deres lange historie, noget som de kinesiske helt mangler.
Det ses i år med bl.a. den genfødte Citroën 2CV, Peugeots sportsvogne med aner langt tilbage og Renaults E-Space. Renault har også fået succes med de retro-inspirerede R5, R4 og Twingo.
Europæiske biler med kinesisk teknologi
Men barokt nok er europæiske bilproducenter samtidig blevet afhængig af kinesiske samarbejdspartnere og egne udviklingscenter i Kina. F.eks. er en stor del af udviklingen af Renault Twingo og Dacia Spring foregået i Kina (i ekspresfart), og Volkswagen har måtte ty til platforme og software fra Xpeng, som Volkswagen ejer en del af.
Nye AUDI-modeller til det kinesiske marked er bygget på en platform fra MG IM/SAIC, og på samme måde bliver de kommende billigbiler, Citroën 2CV og Fiat Panda, baseret på en platform delvist udviklet af Leapmotor. Og Ford er på vej med to modeller bygget på en Geely-platform.
Og så har vi slet ikke nævnt den dybe afhængighed af battericeller fra kinesiske producenter.

Også GAC bruger sloganet 'In Europe, for Europe'. Localization betyder lokale aktiviteter, og i GAC's tilfælde omfatter det et gammelt designcenter i Milano, brug af en samlefabrik i Østrig og et stort reservedelslager i Rotterdam.
Kineserne kommer - og slår sig ned
Samtidig har mange af de kinesiske bilproducenter travlt med at gøre sig lækre og lokale. Både Xpeng, GAC og Changan betoner deres produktion (samlefabrik) i Østrig. BYD åbner snart en fuldskalafabrik i Ungarn, Leapmotor gør klar til produktion i Nordspanien og Chery gør det samme i Barcelona.
Zeekr bruger sloganet ’The Power of a giant and a European soul’, som henviser til medlemskabet af den store Geely-koncern og mærkets udviklings- og designcenter i Sverige.

Changan - der har mærkerne Deepal og Nevo og snart også Avatar i Europa - benytter også klichéen 'In Europa - for Europe'. Mærket får samlet biler i Østrig.
Paris Motor Show – der på fransk hedder Mondial de l’Auto og i år finder sted for 91. gang – er i konkurrence med IAA i München Europas største biludstilling målt i besøgende. Flere end 500.000 besøgte den franske biludstilling i 2024.