Som jurist hos FDM tilbydes du et udviklende og alsidigt arbejde i et team, hvor vi har det godt sammen. Vores vigtigste formål er at yde vores medlemmer høj kvalitet og god service i løsningen af deres juridiske problemstillinger, og det betyder, at vi på tæt hånd får lov til at opleve den værdi, vi skaber for vores medlemmer.
Som jurist i FDM vil du dermed udøve konkret rådgivning indenfor et bredt juridisk fagområde, og med gode muligheder for at dygtiggøre og specialisere dig.
Om stillingen
Når et medlem henvender sig til os, er det ofte, fordi medlemmet har en konflikt, f.eks. i forbindelse med et bilkøb, reparation eller leasingforløb. Din fornemmeste opgave er i samarbejde med medlemmet at finde frem til den bedste juridiske løsning, hvad end det er et forlig eller at føre sagen hele vejen gennem ankenævns- og retssystemet. Dine opgaver vil derfor bl.a. være:
- Sagsbehandling med henblik på løsning af juridiske tvister, vi benytter Advosys
- Konfliktløsning og forhandling mellem sagsparter
- Supervision af jurastuderende i vores juridiske callcenter, så vi sikrer en fortsat højt medlemstilfredshed og højt fagligt niveau
- Formidle din viden, ved f.eks. at skrive og vedligeholde artikler på FDM.dk
- Bidrage til visse inhouse-juridiske opgaver for FDM
- Besvare henvendelser fra pressen indenfor eget fagområde
Vi arbejder særligt med den forbrugerrelaterede jura indenfor stort set hele det obligationsretlige felt. Derudover også med fx markedsføringsretlige, strafferetlige og skatte-/afgiftsretlige forhold. Vi forventer, at du har kendskab til nogle af disse områder, og at du har ønske om at dygtiggøre dig indenfor hele paletten.
Læs mere: Mød en juridisk rådgiver hos FDM
Se video: Sådan arbejder vi med rådgivning
Om dig
Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur og har nogle års erfaring med juridisk sagsbehandling - gerne med løsning af juridiske tvister. Derudover forestiller vi os, at du besidder nogle af følgende kompetencer:
- Du har et bredt kendskab til en række juridiske fagområder og lysten til at udvikle dig
- Du trives med daglig medlemskommunikation
- Du tænker analytisk, arbejder metodisk og har blik for de vigtige detaljer
- Du er løsningsorienteret og servicemindet
- Du er frem for alt en udpræget teamplayer, der sætter det gode samarbejde højt, så hele afdelingen kan komme i mål.
- Du har forståelse for en interesseorganisations formål og virke
Om juridisk rådgivning i FDM
Vi er en forbrugerjuridisk specialistenhed, og vi arbejder for bedre vilkår for bilisten, bl.a. forbedrede reklamations- og garantivilkår. Flere af afdelingens advokater og jurister er også nævnsmedlemmer i bl.a. Forbrugerklagenævnet, Ankenævn for Biler, Ankenævnet for Køreundervisning og Parkeringsklagenævnet. Desuden har vi stærkt fokus på den grønne omstilling af både samfundet, bilparken og de mangeartede juridiske forhold, der følger heraf.
Vi er 9 jurister, herunder 3 advokater og ca. 17 jurastuderende, og vi arbejder tæt sammen med FDMs tekniske rådgivere, vores afdeling for politik og analyse og vores journalister og andre dele af FDM, der kan få brug for juridiske bidrag.
Som afdeling vægter vi faglig sparring, udvikling og efteruddannelse højt. Vi er fagligt dedikerede i et uformelt arbejdsmiljø, hvor vi har det sjovt og hvor der er højt til loftet.
Er du i tvivl, om du skal søge jobbet? Søg alligevel!
Vi ansætter ikke kun efter de faglige kvalifikationer og erfaring, men i lige så høj grad efter personlige kompetencer og motivation. Så hvis du er interesseret i stillingen, men mangler enkelte faglige kompetencer eller erfaringsgrundlag, så søg alligevel stillingen. Du vil nemlig opleve gode rammer for kompetenceudvikling, når du først er ansat.
I FDM har vi desuden et blik for og en målsætning om at fremme ligestilling og mangfoldighed, fordi vi tror på, at det gør os til en bedre arbejdsplads og giver bedre resultater. Så du skal være meget velkommen til at søge en stilling hos os uagtet din etnicitet, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.
Vi tilbyder
I FDM bliver du en del af et mangfoldigt fagligt miljø, hvor vi alle er passionerede for vores områder og arbejder sammen om hele tiden at blive lidt bedre, til glæde for vores medlemmer og kunder. Derfor er udvikling i jobbet, videndeling og kompetenceudvikling en naturlig del af hverdagen.
Som arbejdsplads vægter vi trivsel og fleksibilitet højt, og vi måler og følger op på trivslen flere gange om året for at sikre de bedst mulige rammer for dit arbejdsliv. Vores målsætning er, at du har spændende og udviklende opgaver, som udføres i et godt samarbejde med kollegaer og leder, og at du oplever en fornuftig balance ift. dit privatliv.
Du tilbydes en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, herunder pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du kan se frem til 6 ugers ferie/feriefri, ligesom du vil have fri med løn grundlovsdag samt 24. og 31. december. Barslende medarbejdere har desuden 22 uger med fuld løn ifm. barsel, så du som medarbejder er økonomisk ligestillet, hvad end du skal være far eller mor.
Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM, ligesom du kan melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder diverse medarbejderarrangementer, og som giver adgang til vores motionsrum.
Søger du en stilling i FDM-huset, holder vi til tæt på Lyngby centrum i lyse og åbne lokaler, hvor der er mulighed for gratis parkering. Her nyder vi godt af kvalitetskaffe, og vores køkken sørger for varieret og sund mad til frokost, ligesom du kan købe morgenmad til en god pris.
Læs mere: Sådan er FDM som arbejdsplads
Læs mere: Om de sociale aktiviteter i FDM
Yderligere information
Vi forventer tiltrædelse d. 1. oktober eller efter aftale. Vi behandler indkomne ansøgninger løbende, og vi glæder os til forhåbentligt snart at modtage din. Du ansøger via vores digitale rekrutteringsportal, som du finder et link til her på siden.
Har du spørgsmål til jobbet eller ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte områdechef, advokat (H) Lennart Fogh på tlf. 23 69 45 77 eller på mail LFO@fdm.dk eller teamleder, jurist Nikolaj Igor Jørgensen på tlf. 51 28 26 33 eller NJO@fdm.dk
Læs mere: Sådan er ansættelsesprocessen
Om os
FDM er med 284.000 husstande som medlemmer Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation. FDM yder juridisk og teknisk bistand i sager om biler og trafik og varetager bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål, så det er en positiv oplevelse at være bilist. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab og har rejsebureauer over hele Danmark. Vi er 350 medarbejdere fordelt på 30 adresser i hele landet. Hovedkontoret ligger i Lyngby.