Biler af SUV-typen er populære, og de seneste år er de kørt til tops på salgslisterne. Samtidig har SUV’erne med deres praktiske facon været med til at skubbe MPV’er (Multi Purpose Vehicle) ud i rabatten, og i dag har bilproducenterne rettet et skarpt fokus mod SUV’erne.
Det betyder, at der er mange forskellige udgaver at vælge imellem. Du kan derfor vælge en SUV, der matcher dine ønsker om størrelse og drivmiddel, uanset om det er benzin, diesel eller strøm.
Hvad er en SUV?
SUV står for Sport Utility Vehicle, og det er betegnelsen for en biltype, som i øjeblikket er et hit blandt danske bilister. Til at begynde med var et af SUV’ernes primære kendetegn, at de havde firehjulstræk – også kaldet 4x4 – og var bygget til almindelig kørsel på asfaltveje. I dag bruges betegnelsen SUV om biler med høj frihøjde, en høj siddeposition og et lidt råt ydre. Der er ikke længere et krav om firehjulstræk, før en bil kan kaldes for SUV.
Der findes forskellige typer af SUV’er, og prismæssigt kan være stor forskel. Biler med SUV-kendetegn kaldes også i nogle tilfælde for crossover. Enkelte modeller har derfor fået betegnelsen CUV, hvilket står for Crossover Utility Vehicle. Forskellen er typisk, at CUV’erne har en skrå bagende.
Hvad er fordelene ved en SUV?
På en række punkter skiller SUV’en sig ud, og det er med til at gøre biltypen populær. Her er nogle af fordelene:
• Nem indstigning
• Godt udsyn og overblik i trafikken
• God plads til passagerer
• Komfortabel
• Modebil – derfor større gensalgsværdi
Hvad er ulemperne ved en SUV?
Selv om SUV’erne er populære, har de også en række ulemper, som er værd at tænke over inden et køb:
• Bruger ekstra brændstof eller strøm i forhold til en tilsvarende ”almindelig” bil
• Pladsen kan variere en del mellem de forskellige modeller
• Høj læssehøjde ved bagagerum
• Biltypens størrelse kan være en udfordring ved f.eks. parkering
• Dyrere at købe end en tilsvarende ”almindelig” bil
Hvad skal du kigge efter ved køb af SUV?
Der er flere ting, du skal være opmærksom på ved køb af en ny SUV. Prøv bilen og læg især mærke til, hvordan du kommer ind og ud af den. Selv om SUV’er er kendt for høj indstigning, kan der alligevel være modeller, hvor det er bøvlet at komme ind og ud. Nogle biler har også et trinbræt, som ikke nødvendigvis er hensigtsmæssigt placeret.
Det er desuden vigtigt at få en fornemmelse af, hvordan det er at sidde i bilen. På nogle modeller sidder du lodret op som på en spisestuestol, og det giver mere plads i kabinen i forhold til modeller, hvor sæderne ligger mere ned.
Hvis du skal have børn med i bilen, skal du være opmærksom på antallet af isofix-beslag. Nogle har mange beslag, mens andre har få. Undersøg derfor dette, hvis bilen skal bruges som familiebil. Der er heller ikke så mange SUV’er med plads til syv personer at vælge imellem.
En del SUV’er findes i elektrificerede udgaver som elbiler eller plugin-hybrider. Det kan være praktisk med en bil, som kører på strøm, men placeringen af højvoltbatteriet kan gå ud over pladsen i baggagerummet. Læg derfor mærke til, om bagagerummet er stort nok til dit behov.
Baggagerummet kan også være en udfordring, hvis du skal have hund med. Nogle SUV’er har høj læssehøjde, og derfor kan det være vanskeligt for hunden at komme ind og ud. Tjek derfor dette inden køb.
Flere SUV’er har firehjulstræk som tilkøb, men det er ikke sikkert, at bilen egner sig til kørsel offroad. Derfor skal du undersøge grundigt, om bilen f.eks. reelt kan køre i terræn i skoven, hvis det er et ønske, som du har til bilen.
Når du skal købe ny SUV, er der også andre ting, du skal overveje: Hvad med slutseddel, ekstraudstyr og eventuel rabat? I denne artikel får du svar på det og andre spørgsmål:
Læs mere: Her er de bedste tips og råd til køb af ny bil
Hvad skal du lægge mærke til ved køb af brugt SUV?
SUV’er er først for alvor blevet populære de seneste år, og derfor er udvalget af ældre SUV’er på brugtvognsmarkedet begrænset.
Samtidig går udviklingen stærkt, og der kommer hele tiden nye SUV’er til. Det betyder, at det er muligt at finde smartere og nyere SUV’er, som er bedre og billigere i drift. Markedet kan have rykket sig, og en brugt bil kan godt ende med at være et dyrt køb.
SUV’er lægger op til et aktivt liv, men det er værd at undersøge, om den brugte SUV har haft et lidt for aktivt liv. Tjek derfor om den har været benyttet til terrænkørsel, og om den i stor stil har været brugt til at fragte større mængder udstyr som eksempelvis cykler, og bilen dermed har været udsat for meget slitage.
Du kan handle brugt SUV hos en bilforhandler eller privat, og der er en række ting, som du skal huske på i den forbindelse. I denne artikel får du gode råd til at handle brugt bil:
Læs mere: Få de bedste råd til køb af brugt bil hos forhandler
Hvilke typer SUV’er findes der?
Efterhånden betegnes mange biler som SUV’er, men de findes i forskellige størrelser og prisklasser.
• Små SUV’er
De mindste SUV’er kaldes også mini-SUV’er. Det er ofte her, du finder de billigste SUV’er. Eksempler på mindre SUV’er er Peugeot 2008, Citroën C3 Aircross, Skoda Kamiq og VW T-Cross.
• Mellemstore SUV’er
I mellemklassen findes nogle af de mest populære SUV’er. Eksempler på mellemstore SUV’er er Ford Kuga, Nissan Qashqai, Peugeot 3008 og Toyota RAV4.
• Store SUV’er
De store SUV’er er også typisk de dyreste, og der er flere premium-modeller. Eksempler på store SUV’er er Audi Q7, Volvo XC90, Mercedes-Benz GLE og VW Touareg.
Hvilken SUV er bedst i test?
Der er forskel på SUV’er, og derfor skal du finde en, som passer bedst til dine behov. FDM har de seneste år testet adskillige SUV’er fra blandt andre VW, Skoda, Kia, Hyundai, Toyota og mange andre.
I testene sammenlignes og bedømmes bilerne, og du kan få hjælp til at finde frem til den SUV, som bedst lever op til dine krav til en bil. Test af bilerne viser også, hvor du finder den bedste SUV til prisen.
Læs mere: Test af 10 populære SUV'er
Læs mere: Test af 10 små SUV'er
Skal din bil reparationsforsikres?
Er din bils nyvognsgaranti udløbet, kan FDM Reparationsforsikring blive dit sikkerhedsnet, hvis bilen pludselig går i stykker og skal repareres. Der er frit værkstedsvalg og ingen selvrisiko.