Audi A3 – hightech og retro
Motors vurdering
Audi A3 Sportback
- Komfortabel
- Enkel betjening
- Digitale løsninger i kabinen
- Udsyn pga. faste hovedstøtter
- Køreassistenter driller lidt
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning127 g/km
-
Effekt150 hk
-
Moment360 Nm
-
Topfart224 km/t.
-
Acc. (0-100)8,4 sek.
-
Køreklar vægt1.485 kg
-
Maks. påhængsvægt1.600 kg
-
Bagagerum380 liter
-
Akselafstand264 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 3 / 12
-
MålL:434 cm B:182 cm H:145 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,00 kr./km
Digitaliseringen af biler kommer som en tsunami i disse tider. Dels i form af elbiler, dels i form af ny digital betjening af bilen, hvor knapper erstattes af menupunkter på en trykskærm.
Den nye Audi A3 lever kun delvis op til sloganet „Vorsprung durch technik“. Den findes f.eks. ikke som elbil, og den har ikke fået samme store trykfølsomme skærm som søsterbilerne Seat Leon, Skoda Octavia og VW Golf.
Læs også: Motors stortest af VW Golf
I stedet har Audi holdt fast i en mere klassisk interiørløsning. Audi anvender en ret simpel trykskærm med visning af kun en enkelt funktion ad gangen, mens søstermodellerne har mere moderne løsning, hvor man eksempelvis både kan se navigation, telefon og medieafspiller samtidig.
Derudover adskiller A3 ved at anvende trykknapper i kabinen, hvilket gør det nemmere at betjene eksempelvis sædevarmen.
Læs også: Motors prøvekørsel af den nye Seat Leon
Audi holder også fast i, at den adaptive fartpilot betjenes på en stilk bag rattet under blinkerarmen. Let at finde i mørket og intuitiv betjening, når man først har lært den at kende, men ret besværlig for nye brugere af bilen.
Drejeknapper og digitale instrumenter
Mens trykknapperne altså har fået lov at leve videre, er drejeknapperne i kabinen forsvundet, og volumenknappen er blevet til en trykfølsom flade. Det gør det lidt sværere at justere lyden under kørslen, og vi valgte konsekvent at bruge knapperne på rattet i stedet.
Digitale instrumenter er standard med en 10”-skærm. Den kan opgraderes til 12 tommer bl.a. i en teknikpakke til 20.000 kr. med udvidet navigation og bedre højttalere.
Læs også: Motors test af Mercedes-Benz A200 sedan
Kører man meget bør denne pakke klart overvejes. De digitale instrumenter er lette at aflæse, og du kan tilpasse visningen til dine ønsker.
Masser af muligheder for ekstraudstyr
Audis liste over standardudstyr er blevet markant længere i forhold til for ti år siden. Du får bl.a. LED-forlygter, klimaanlæg, adaptiv fartpilot, digitale instrumenter, trådløs mobilopladning og Apple CarPlay/Android Auto.
Den nye A3’s køreegenskaber er et klart plus.
Testbilen havde dog ekstraudstyr for yderligere 100.000 kr., hvilket understreger, at du fortsat i høj grad kan personalisere din bil. Bl.a. kan man tilkøbe en funktion, hvor en Android-mobil kan blive til en bilnøgle.
Køreassistenter og køreegenskaber
Under vores test af bilens køreassistenter oplevede vi kun en enkelt gang, at fartpiloten drillede med aflæsning af en hastighedstavle. Til gengæld glemte den ofte at justere hastigheden ned, inden man passerede en ny farttavle.
Styrehjælpen er kun aktiv, når der er brug for den, og den føles både naturlig og behaglig på langtur.
Læs også: Motors test af BMW 1-serie - En hårdkogt lillebror
Den nye A3’s køreegenskaber er et klart plus. Hidtil har de sportslige modeller været lige faste nok i affjedringen, men testbilen var en S-Line med sportsaffjedring, og den var overraskende komfortabel på langtur. Samtidig føltes den stadig frisk i svingene, og det er godt.
Diesel, benzin og plugin-hybrid
Testbilen var udstyret med en toliters dieselmotor med 150 hk. Den brummer en smule, når den er helt kold, ellers er den utrolig tyst og spiller godt sammen med automatgearet.
Den har et solidt bundtræk, men virker ikke overvældende sportslig. Til gengæld kørte den 20 km pr. liter over 600 km’s motorvejskørsel på tværs af landet, hvilket er pænt.
Læs også: Motors test af Mercedes-Benz A-klasse - En lille stjerne
Vil du have en mere frisk motor, bør du overveje den 10.000 kr. billigere 1.5-liters benzinmotor med mildhybrid-teknologi. Den har ligeledes 150 hk og vil også egne sig bedre til dem, som ikke har over 30 km på arbejde.
Udgaven med manuelt gear er 25.000 kr. billigere. Audi A3 kommer ikke som elbil, men dukker derimod op som plugin-hybrid til efteråret.
Fem eller fire døre
Audi A3 fås henholdsvis som sedan med udvendigt bagagerum eller denne femdørs Sportback. Den svarer nogenlunde til en VW Golf i størrelse, og en familie på fire kan let være i bilen.
Bagagerummet er på 380 liter og har en dobbelt bund, hvor hattehylden lidt overraskende kan opbevares under.
S-Line-udgaven har fastere sæder, og de støtter godt, men giver et dårligere udsyn fra bagsædet pga. udformningen. Der er dog friskluftdyser for bedre komfort for bagsædepassagererne.
4 kr. pr. kilometer
Konklusionen på den p.t. dyreste A3 er, at Audi har foretaget et meget vellykket generationsskifte. A3 taler til dem, som stadig gerne vil have lidt knapper til betjening af bilen og samtidig have de nyeste digitale funktioner.
Designet er strammet op, teknikken er moderne, og bilen er fornuftigt prissat i forhold til både konkurrenter og søstermodellerne.
Prisen er godt 400.000 kr., og det ender med en samlet biløkonomi på fire kroner pr. km. Det er en fair pris for en så imponerende bil.