BMW 3-serie set forfra. Den kører bare godt.
Biltest

BMW 3-serie - familiebil for feinschmeckere

Den nye BMW 3-serie holder sig til det kendte koncept: teknik, køreglæde og sikkerhed. Den byder bare på endnu mere af det. Det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en god køreoplevelse, men brugsværdien er til gengæld noget begrænset.
BMW 3-serie set bagfra

Motors vurdering

BMW 320d

19,6 km/l
Diesel
513.607 kr.
  • Førerplads
  • Motor
  • Køreglæde
  • Affjedring
  • Udstyr
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter - 4 cyl.
  • Effekt
    190 hk
  • Moment
    400 Nm
  • Topfart
    240 km/t.
  • Acc. (0-100)
    6,8 sek.
  • Køreklar vægt
    1.530 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.600 kg
  • Bagagerum
    480 liter
  • Akselafstand
    285 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:471 cm B:183 cm H:144 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 4,85 kr./km
Luk

Firmabilbrugere og entusiastiske private bilister har fået endnu en ny bilmodel på listen over mulige bilvalg. BMW er nu nået til syvende generation af 3-serien, men det er med små variationer, at denne nye udgave af den populære klassiker er nået gennem udviklingsafdelingen.

Bilmodellen har nemlig længe været blandt de mest populære i verden, så det er her, den kendte filosofi er kommet i anvendelse: If it ain’t broke – don’t fix it.

Der er alligevel sket lidt her og der, og efter at have kørt 3-serien gennem Motors testprogram står vi tilbage med en oplevelse af en bil, der er blevet mere helstøbt, mere sikker, mere komfortabel og mere køreglad end nogensinde før. Og det er ikke noget dårligt udgangspunkt!

Lækker kabine i BMW 3-serie
Førerpladsen er udstyret med både digitalt cockpit og en stor skærm i midten. Skærmen styres via fingertryk eller fra drejehjulet mellem forsæderne.

Ikke en billig bil

I første omgang omfatter modelprogrammet en toliters benzinmotor og en toliters dieseludgave, og alle versioner har som standard et ottetrins automatgear. Man kan vælge mellem tre udstyrsvarianter: standardversionen, den sportslige version, Sport Line, og den mere elegante Luxury Line.

Som altid er 3-serien forsynet med en langsliggende motor og baghjulstræk, men for bare en snes tusind ekstra kan man få bilen med BMW’s ret avancerede firehjulstræk.

De to billigste udgaver koster begge 474.000 kr., og så får man enten en 320d, der er udstyret med dieselmotoren med 190 hk, eller en 320i med 184 benzin-heste. Merprisen op til den store benzinudgave, 330i, er 54.000 kr., og den er udstyret med en fire­cylindret tolitersmotor med turbo og 258 hk.

Senere dukker der sekscylindrede udgaver op sammen med en M3 og plugin-hybriden 330e.

God fralægningsplads i BMW 3-serie
To kopholdere foran gearstangen er en god løsning. Mobiltelefonen har plads længst fremme.

Lækker førerplads

Vi springer ind bag rattet og noterer os i forbifarten, at 3-serien stadig er en lav bil, der kræver lidt akrobatik, før man er helt inde (og det er i øvrigt en oplevelse, der dukker op igen, når man skal ud). Men inde i bilen mødes man af en førerplads, der er lækkert indrettet.

Som noget nyt er viserinstrumenterne i instrumenthuset skiftet ud med en stor skærm, der fortæller alt, hvad man har behov for undervejs. Skærmen kan konfigureres til flere layouts, og det er en fornøjelse at have med at gøre. Mellem forsæderne finder vi stadig gearvælgeren, men den er nu blevet mindre og lettere at betjene. Der er stadig tale om en elektronisk enhed, der selv springer i „P“, når man standser motoren.

Rattet er godt udformet, og det kan indstilles, som man vil have det. I vores version var der varme i rattet (+4.883 kr.), og det fungerede dejligt, men vi savnede skiftegreb til gearkassen bag rattet. Tankevækkende, at f.eks. en VW Polo på dette område er bedre udstyret end en BMW.

Sæderne er i Sport Line ret sportslige, og de yder rigtig god støtte. Særligt den justerbare lårstøtte er rar at have på langture. Justeringen af højde og ryglæn er blevet meget bedre end i den gamle generation, selvom mange nok havde forventet eljusterbare sæder i en bil til over en halv mio. kroner, men det koster 23.000 kr. ekstra bare for førersædet.

Dyser i BMW 3-serie
De sølvfarvede knapper er en ommer. Man kan stort set ikke se symbolerne.

Pladsmangel bagi

Midterkonsollen er præget af den store 12-tommersskærm til blandt andet navigationsanlægget, som er standard i Sport Line. Skærmen kan styres fra den store drejeknap mellem sæderne eller med en finger direkte på skærmen. Det foregår let, og der er danske menuer.

Under skærmen er der otte knapper, der frit kan programmeres til at foretage et opkald til udvalgte kontaktpersoner, indstille navigationsanlægget til hyppigt brugte adresser eller vælge en favoritradiostation. Det er en fin løsning, men omvendt er det ufatteligt, at BMW har udformet knapperne til varmeanlægget på en måde, så man ikke kan se symbolerne, så man nærmest må køre ind til siden for at betjene dem. Det er en ommer og viser, at designet desværre her og der har vundet over funktionaliteten.

Ved bagsædet er der rimelig plads til to voksne, men midterpladsen er kraftigt generet af den store kardantunnel og den store midterkonsol mellem forsæderne. Så er man en gruppe af voksne, der skal ud at køre, må man begrænse antallet til fire personer. Sammen med et bagagerum med begrænset anvendelighed finder vi frem til bilens største minus, som netop er brugsværdien.

Digitale displays i BMW 3-serie
Det digitale instrumenthus er en fornøjelse og kan indstilles efter ønske.

Vinder hjertet på vejen

Det er ude på vejene, at BMW 3-serien viser sig fra sin bedste side. På motorvejen er stabiliteten fremragende og faktisk meget bedre end i den større 5-serie. 3’eren kører snorlige og er ikke nævneværdigt følsom over for sidevind.

På de mindre veje kan man få lejlighed til at nyde styretøjets præcision, og BMW 3-serien er en bil, man hurtigt bliver dus med. Det mærkede vi også på FDM Sjællandsringen, hvor bilen var uhyre let at køre gennem f.eks. en dobbelt undvigemanøvre. Ved skarpe kurver kan man opleve, at bagenden gerne vil skride en anelse ud, men den fanges lynhurtigt af det effektive antiudskridningssystem. På den måde er 3’eren meget tryg at have med at gøre.

I Sport Line kører man normalt afsted på 17-tommersdæk, men vores testbil var opgraderet til 18-tommers (+16.601 kr.), og det var sikkert en del af forklaringen på den præcise styring. Men det er også forklaringen på den lidt sportslige og næsten stødende affjedring, som nogle nok vil finde for ukomfortabel.

Er man mest til komfort, må man derfor sikre sig, at man ikke ender med at få en udgave med for sportslig karakter. Trods de store hjul var det samlede støjniveau rimelig lavt, og kun ved kørsel på ru og våd vej blev dækstøjen generende.

Headup-display i BMW 3-serie koster ekstra
Headup-display er ekstraudstyr til 19.140 kr. Det er flot og meget detaljeret. Hvis man kommer til at køre for hurtigt, lyser farten rødt.

Suveræn nødbremse

På det sikkerhedsmæssige område er BMW 3-serien på en gang suveræn og skuffende. Det suveræne oplevede vi under testen af nødbremsen på FDM Sjællandsringen, hvor bilen viste fremragende egenskaber. Nødbremsen er helt ny, virker både nat og dag og kan bremse for både biler, cyklister og fodgængere. Og den er standard på alle udgaver, hvilket er en klar forbedring i forhold til den udgående model, der var håbløst bagud på dette område.

I denne nye generation kunne nødbremsen nå at bremse op for en stillestående bil ved hastigheder op til 85 km/t. Det er tæt på rekorden og betyder, at man f.eks. på en landevej vil opleve, at bilen selv bremser ned, hvis man ikke har opdaget en holdende bil i vognbanen. Det er både trygt og overbevisende.

På motorvej, hvor hastigheden er noget højere, vil bilen i første omgang kun advare med lyd og lys og vil altså ikke bremse op så tidligt, at en kollision kan undgås. Her er BMW’s filosofi, at det er bedre at advare føreren i god tid, så han eller hun selv kan bremse eller undvige, alt efter hvad der er bedst. En kraftig nedbremsning vil nemlig kunne medføre, at man i stedet bliver påkørt af en bagvedkørende bil. Det er en fornuftig filosofi, som flere andre bilproducenter også benytter.

Stort bagagerum i BMW 3-serie
Bagagerummet rummer 480 liter, og åbningen er ret stor. Elbagklap koster hele 9.570 kr. ekstra.

Skuffende styrehjælp

Det skuffende finder vi ved det øvrige sikkerhedsudstyr, der trods bilens pris ikke er standard. Man skal således tilkøbe en sikkerhedspakke for at få advar­sler om trafik i bilens blinde vinkler, og man skal også tilkøbe en adaptiv fartpilot, hvis man gerne vil have den nydelse, det giver. Det er simpelthen for ringe af BMW, at langt billigere biler er bedre udstyret, hvad sikkerheden angår.

Vores testbil havde fået den lille sikkerhedspakke, der bl.a. gør det muligt at lade bilen selv følge vognbanen, blot man holder let på rattet. Den funktion kan være udmærket, men i 3-serien bliver den hurtigt en belastning at køre med, da styrehjælpen ofte falder ud eller foretager pludselige, stærkt generende bevægelser i vognbanen. Her er Mercedes-Benz og Volvo markant bedre.

Forlygterne er altid af LED-typen, og i vores testbil var de opgraderet med en slags drejelys og automatisk op- og nedblænding for 13.125 kr. ekstra. Det virkede rigtig flot, og lyset var klart og omfattende.

Bagsæder i BMW 3-serie
Der er isofixbeslag ved de to yderpladser, og det gør det muligt at placere en autostol på bagsædet. Midterarmlænet rummer to kopholdere.

Privatleasing er attraktivt

Vil man have en 3-serie, kan man enten købe eller lease den. Vi har beregnet den årlige udgift ved at eje den til knap 100.000 kr., når alle udgifter regnes med baseret på et ejerskab i fem år og 100.000 km.

Alternativt kan man lease den over en treårig periode, ligeledes med 20.000 km pr. år. Det koster også alt inklusive små 100.000 kr. om året. Meget kan derfor tale for at lease den i stedet for at købe den, men det afhænger naturligvis af ens planer for bilen.

Uanset ejerform er 3-serien en virkelig fin, men også lidt dyr bil, der utvivlsomt vil give mange gode oplevelser bag rattet.

Få FDMs nyhedsbreve