BMW X2 – bærer alderen flot
Motors vurdering
BMW X2
- Sæder
- App-styring
- Firehjulstræk
- Hylelyd fra elmotorIkke trækkrog
- Ikke trækkrog
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.5 liter – 3 cyl. + el
-
CO2 udledning39 g/km
-
Effekt220 hk
-
Moment385 Nm
-
Topfart195 km/t.
-
Acc. (0-100)6,8 sek.
-
Køreklar vægt1.805 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum410 liter
-
Akselafstand267 cm
-
Officiel rækkevidde57 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:436 cm B:182 cm H:153 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,80 kr./km
- Målt rækkevidde 38 km
BMW X2 er i tæt familie med X1, og selvom den for nyligt har fået et mindre facelift, mærker man efterhånden bilens alder ved førerpladsen, hvor instrumenthuset, gearstangen og fartpiloten ikke er på niveau med mærkets andre biler.
Man sidder dog fremragende i sæderne i denne M Sport-udgave.
Læs også: Motors tidligere test (2018) af BMW X2 med benzinmotor
Teknisk set er bilen interessant opbygget med en elmotor ved baghjulene og en trecylindret benzinmotor fortil. Elmotoren yder 95 hk, men udsender desværre en lidt irriterende hyletone, når bilen kun kører på el.
Man kan styre hybridsystemet via en knap, hvor der er valg mellem tre programmer: Auto eDrive, Max eDrive og Save. Sidstnævnte kan gemme strømmen til senere, mens Max eDrive tvinger bilen til at køre på strøm.
I forhold til mange andre biler i klassen er det overraskende at se, at BMW anvender lidt gammeldags viserinstrumenter i instrumenthuset, og ikke et digitalt instrumenthus, som efterhånden er blevet standard.
X2 opleves smart at se på, men er i sin grundform ikke så praktisk som den teknisk set identiske X1. Så vil man have mere plads, er X1 værd at se nærmere på.
Vores testbil havde følgende ekstraudstyr monteret: Bakkamera (7.812 kr.), Ratvarme (3.906 kr.), Navigation inkl. Head-up display (29.500 kr.), Harman Kardon musikanlæg (15.625 kr.) og sikkerhedspakken Driving Assistant Plus (12.000 kr.), som indeholder et kamera- og radarbaseret førerassistentsystem, der består af advarsel for vognbaneskift, frontkollisionsadvarsel med bremseindgreb, advarsel for krydsende trafik bagved, advarsel for påkørsel bagfra, trafikkøassistent, aktiv fartpilot med Stop&Go-funktion samt Speed Limit Assist.
Som standard kan man kommunikere med bilen via en App på sin smartphone, og derved kan man styre ladetider og forvarme kabinen før en køretur. Man kan desuden se, hvor bilen er parkeret og man kan låse dørene op og i.
Hvor lang rækkevidde på el har BMW X2?
Under testen kørte vi 38 km på el alene, hvilket er noget lavere end de opgivne 57 km. På tomt batteri målte vi benzinøkonomien til bare 14,7 km pr. liter, og det er det, man skal regne med og ikke det mere teoretiske fabrikstal, der stiller 58,8 km pr. liter i udsigt.
Det viser, at det er meget vigtigt, at man husker at lade bilen op. Batteriet er på 10 kWh brutto, og det kan lades op på 3,5 timer, da BMW X2 kun kan oplades med en enkelt fase og i alt 3,7 kW.
Bilen må ikke udstyres med anhængertræk, og det vil nok for nogle diskvalificere BMW X2.