Citroën C4 Cactus – komfortabel og billig
Motors vurdering
Citroën C4 Cactus
- Komfortabel
- Gode sæder
- Indretning
- Skærmløsning
- Linjevogter
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.2 liter – 3 cyl.
-
CO2 udledning105 g/km
-
Effekt110 hk
-
Moment205 Nm
-
Topfart188 km/t.
-
Acc. (0-100)10,9 sek.
-
Køreklar vægt1.210 kg
-
Maks. påhængsvægt920 kg
-
Bagagerum358 liter
-
Akselafstand260 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:417 cm B:171 cm H:148 cm
Motors tal
- Målt forbrug 17 km/l
- Beregnet økonomi 3,25 kr./km
Der er virkelig kommet personlighed over den lille Cactus. Affjedringen er markant anderledes end i andre biler, og er man ude efter en komfortabel og blød undervogn (og slet ikke lægger vægt på sportslig kørsel), så er denne bil sagen.
Den nye Cactus skal både afløse den gamle Cactus og den gamle C4, der så at sige er slået sammen til denne bil.
I den forbindelse er undervognen ændret, og der er indført nye støddæmpere. Ved normal kørsel med bløde og rolige bevægelser er de meget eftergivende, mens de bliver mere faste, når der er behov for hurtige bevægelser.
Det fungerer overraskende godt og giver bilen en noget anden oplevelse, end den man får hos de fleste andre biler i denne klasse.
Næsten uændret kabine
Inde i bilen er der ikke sket meget i forhold til den gamle Cactus. Det vil sige, at kabinen stadig er nøgternt indrettet med bløde dørhåndtag, bagdøre, hvor ruderne kun kan stilles på klem, og med et glastag, der ikke kan åbnes, og som er uden indvendig afdækning.
Der er også sparet på friskluftdyserne, som alene er placeret omkring førerpladsen, og i det hele taget er kabinen ret lille at opholde sig i.
Men man sidder rigtig godt i forsæderne, og som udgangspunkt er det rart, at en stor del af betjeningen af bilen er samlet i den store skærm i midten. Bare lidt synd, at skærmen er langsom, og at det kræver lidt for mange tryk, før man får gjort det, man gerne ville.
Pladsen ved bagsædet er kneben, men man sidder godt i den sofalignende hynde, som også byder på en rimelig midterplads. En ret lav kardantunnel giver også rimelig plads til fødderne for midterpassageren.
Bagagerummet er med sine 358 liter derimod ganske rummeligt, og selvom der ikke er et egentligt ekstra opbevaringsrum under gulvet, er der blevet plads til et reservehjul i rigtig størrelse.
God økonomi
I forhold til mange af konkurrenterne er C4 Cactus en ret billig bil i anskaffelse. Merprisen for automatgearet er dog peberet, idet der er hele 35.000 kr. i forskel mellem denne udgave og en tilsvarende med manuelt gear.
Vi må dog sige, at den samlede oplevelse af bilen vinder ved automatgearet, der er en traditionel sekstrins automatgearkasse. Man kan ved behov manuelt skifte gear via skiftegreb bag rattet, og det giver indimellem mening, idet gearkassen ikke altid skifter helt harmonisk.
Det er lidt synd, at forgængerens løsning med trykknapper for ’D’, ’R’ og ’P’ er erstattet af en traditionel gearvælger, man selv skal huske at sætte i ’P’ ved parkering. Gearvælgeren er nemlig ikke helt enkel at betjene, og den fylder meget.
Med automatgear kører C4 Cactus officielt 18,9 km pr. liter, men helt så langt nåede vi ikke. Med et testresultat på bare 17 km pr. liter bliver den daglige økonomi derfor ikke helt så god som ventet. Men regner man på alle udgifterne, ser resultatet alligevel godt ud. Med en samlet pris på 3,25 kr. pr. km lægger Cactus sig lige i midten af klassen.
Nødbremsen imponerer ikke
Sikkerhedsudstyret er en af de ting, der er kraftigt forbedret på den nye C4 Cactus. De to bedst udstyrede versioner har således en nødbremse som standard, ligesom en vejstribealarm gør vrøvl, hvis man er på vej ud over vognbanens kantlinjer. Sidstnævnte giver dog kun mening at bruge ved kørsel på motorvej, da man ellers får for mange fejlalarmer.
Vi har testet nødbremsen på FDM Jyllandsringen for at se, ved hvilken hastighed bilen kan nå at bremse helt op foran en pude, der skal gøre det ud for en bil.
Den maksimale hastighed er 30 km/t., men kører man hurtigere, får man en fin advarsel i form af både advarselslyd og -lys. Så kan man selv enten bremse eller styre uden om, og det giver en øget sikkerhed.
Den nye udgave af C4 Cactus er ikke testet af Euro NCAP, men da karrosseri og struktur er identisk med den gamle Cactus, kan den stadig bære videre på det fire-stjernede resultat fra 2014.
Flot udstyret
Denne testede udgave af C4 Cactus er i topniveauet Skyline, som bl.a. inkluderer glastag, en 7”-touchskærm med indbygget navigationsanlæg, DAB-radio, Apple CarPlay og bakkamera.
Det er helt klart dette udstyrsniveau, man skal vælge, for der er virkelig valuta for merprisen på bare 15.000 kr. ned til niveauet under. Og længere ned skal man ikke gå, da man så ikke får nødbremsen med i købet.
Der er også fartpilot med i købet, men desværre kan man ikke tilkøbe en adaptiv en af slagsen. På det område kan Cactus ikke følge med konkurrenterne, og det er ærgerligt.
Alt i alt kan Citroën C4 Cactus bedst beskrives som en bil med charme og en personlighed, der kan tiltrække mange. Bilen er i kraft af sin lave indkøbspris attraktiv, men samlet set ikke den bedste i klassen. For eksempel kan den nye koreanske Kia Ceed lokke med mere udstyr, bedre sikkerhed og en længere garanti. VW Golf er stadig klasseledende med en bedre motor og gearkasse, bedre køreegenskaber og bedre byggekvalitet.
Men C4 Cactus har en udstråling, man ikke kan tage fra den. Og sætter man stor pris på den, er C4 Cactus en bil, man trygt kan vælge med hjertet.
Overvejer du at købe ny bil? FDM kan hjælpe dig