Citroën C5 Aircross - komfortabel for familien
Biltest
7. maj 2019

Foto: Karsten Meyland Lemche

Citroën C5 Aircross byder på klassens blødeste undervogn til gavn for god komfort og rolig kørsel. Indretningen er fleksibel, men kabinen hører ikke til blandt de største.
Citroën C5 Aircross
FDMs ekspertvurdering

Fordele
Instrumenthus / Forskydelige bagsæder / Indretning
Ulemper
Benplads, bag / Affjedring, motorvej / Ikke tre års garanti
Pris
384.990 kr.
Maks. effekt
160 hk
Man kører ikke mange meter i C5 Aircross, før man forstår, at dette er en bil, der i den grad har fokus på komfortabel kørsel for hele familien. På den måde er de gamle Citroën-dyder vækket til live, og bilen bliver derfor hurtigt til noget, man enten elsker eller hader. Vi var generelt begejstret, men den er uden tvivl bedst, når vejen bare går lige ud.
Vi kørte bilen med 1.6-liters turbomotoren med 180 hk sammen med et ottetrins automatgear. Den kombination klæder den, og man nyder både gearskiftene og gearvælgerens evne til at gå i P af sig selv, når man stopper motoren. Vil man, kan man blande sig i gearskiftene fra de store skiftegreb bag rattet.

Førerpladsen er lækkert indrettet og byder på en god mængde komfort. Man sidder godt i stolene, der er stoppet ud på en måde, der underbygger bilens komfortable affjedring.
Lille bagrude
Ved bagsædet (der kan længdeforskydes 16 cm) sidder man højt på de tre separate stole, og man har godt udsyn – ikke mindst fra midterpladsen, som er bedst i klassen. Knæpladsen er en smule kneben for voksne, men vi glæder os over friskluftdyser, læselys, usb-stik og et næsten fladt gulv.
Bagagerummet er pænt stort, og der er et ekstra rum under gulvet. Sikkerhedsmæssigt er C5 Aircross helt moderne, og bilen har en af klassens bedste nødbremser.
Udsynet fra førerpladsen er knebent skråt bagud, da bagsædets hovedstøtter generer for udsyn gennem den sidste siderude. Til gengæld har bilen advarsel for biler i den blinde vinkel, og det hjælper ved kørsel på motorvej, når man skal foretage en overhaling.
I vores udgave var der endvidere et bakkamera som standard. Det kan med dynamiske linjer vise, hvor bilen er på vej hen, når man bakker. Desuden sørger et sammensat billede for at vise bilen oppefra, og det gør det noget lettere at få bilen ind i f.eks. en p-bås.

Digitalt instrumenthus er altid standard. Det kan indstilles i tre forskellige designs.
God nødbremse
Vi testede bilens evne til selv at bremse op for en forhindring på FDM Jyllandsringen. Her kunne vi ved selvsyn konstatere, at bilen klarede at bremse helt op ved hastigheder op til 60 km/t. Det fungerer trygt og godt med en fin lyd-advarsel samt en lampe, der blinker i instrumenthuset.
Ved kørsel rundt på banen klarede C5 Aircross at gennemkøre en dobbelt undvigemanøvre med motorvejsfart, men ESC-systemet griber kraftigt ind og får både farten ned og balance i bilen. Det er ikke kønt, men det er uhyre effektivt og med til at øge den generelle sikkerhed i bilen.

Skærmen i midten er med danske menuer. Navigationsanlæg er ekstraudstyr til 15.000 kr.
Husk en adaptiv fartpilot
Under vores test fik vi mange positive bemærkninger på testblokken omkring den adaptive fartpilot, der selv holder afstand til forankørende. Men det er ekstraudstyr til 10.000 kr., som man selv skal huske at få med, når man bestiller bilen. Det er dog en så god effekt man får ud af den, at vi altid vil anbefale, at man køber det med.
Fra testblokkens positive del kan vi i øvrigt nævne en velfungerende gearstang, der er af den nye type, der selv springer i ’P’, når motoren standses.
Ved siden af den finder man store kopholdere, og vores testbil havde en udmærket plads til mobiltelefonen med indbygget trådløs opladning, men lige dette er ekstraudstyr.
Instrumenthuset er altid af den digitale type, og det ser både flot ud og fungerer fint i hverdagen.

Bagagerummet er rimeligt i størrelsen, og en barnevogn finder fin vej ind i bilen. Bunden kan placeres i to højder, og under gulvet er endnu et stort rum.
Fin indretning
Bagsædet kan længdejusteres og er i tre separate dele, men ryglænet kan ikke justeres i vinklen. Der er isofix-beslag til montering af autostole ved de to yderste pladser samt ved forsædet.
Ved bagsædet er der godt udsyn, og man sidder ganske højt. Knæpladsen er kneben, og i en test med 10 SUV’ere i denne klasse var dette bilen med den ringeste knæplads, så tjek dette grundigt før et eventuelt køb.
Til gengæld kan man glæde sig over et næsten fladt gulv, og det gør midterpladsen meget anvendelig – formentlig bliver den hurtigt børnenes yndlingsplads med ekstra godt udsyn.
Bagagerummet er rummeligt, og bunden kan indstilles i to niveauer. Under gulvet er endnu et stort rum, der er guld værd i både dagligdagen og på ferieture.
Vores testbil var udstyret med en udmærket elektrisk styret bagklap, der kan åbnes fra førerpladsen eller ved at holde foden under kofangeren. Den løsning er ekstraudstyr til i alt 18.500 kr.
Alt i alt er Citroën C5 Aircross en vellykket bil med tydelige Citroën-kendetegn, høj brugsværdi og god komfort.




Citroën C5 Aircross hører til blandt de SUV’er med størst frihøjde. Det gør det muligt at køre væk fra asfaltens trygge rammer, uden at undervognen støder på sten og mudder.