Mazda CX-5 – designer-SUV til de voksne
Motors vurdering
Mazda CX-5
- Udstyr
- Musikanlæg
- Bagsædeplads (bedst til 2)
- Affjedring
- Bakkamera
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning173 g/km
-
Effekt165 hk
-
Moment213 Nm
-
Topfart192 km/t.
-
Acc. (0-100)9,8 sek.
-
Køreklar vægt1.577 kg
-
Maks. påhængsvægt1.800 kg
-
Bagagerum506 liter
-
Akselafstand270 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bil- og rustgaranti maks. 100.000 km
-
MålL:455 cm B:184 cm H:168 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,80 kr./km
Designet springer lige i øjnene på alle, der nærmer sig CX-5, og Mazda må siges at være inde i en yderst vellykket periode med flotte, skarpe linjer på de fleste af sine modeller.
Den store SUV byder på en høj siddeposition og en let ind- og udstigning. Men det er mest ved forsæderne, at bilen opleves stor. Her er der gode fralægningsmuligheder og en god komfort. Ventilerede lædersæder er standard, men lædersæder i særlig fin kvalitet som på billederne er del af en ekstraudstyrspakke til 25.000 kr.
Ved bagsædet sidder man derimod lavt, og udsynet er noget begrænset af de ret små ruder. Pladsen ved ydersæderne er fin, men i midten kniber det, og CX-5 er bedst til højst fire personer. På den måde er CX-5 mere en voksenbil end en børnefamiliebil.
Dyr sikkerhedspakke
I traditionel Mazda-stil kan man ikke tilkøbe udstyr i løs vægt, i stedet foregår det ved spring mellem udstyrsniveauer, og her er det topudgaven, Optimum, vi har fat i.
Her kan man bl.a. tilkøbe en adaptiv fartpilot, og den er fin og styres let fra rattet. Den koster sammen med et headup-display 20.000 kr., og vil man have en CX-5, bør man tilkøbe denne pakke, selvom det bringer prisen op over 400.000 kr.
Nødbremsen er standard og er i den gode klasse. Den bremser bilen helt op for stillestående forhindringer op til 60 km/t. Der advares tillige med lyd og et stort, kraftig ’BREMS’ i instrumenthuset eller i forruden, hvis man har tilkøbt headup-displayet.
Sikkerhedsudstyret omfatter desuden advarsel for biler i den blinde vinkel og en advarsel, hvis man er ved at bakke, og der kommer biler fra en af siderne.
Det er alt sammen godt udstyr, der er med til at løfte sikkerhedsniveauet markant.
Benzinmotor uden turbo
Motoren er en toliters sag på 165 hk, men momentet er ikke særlig stort, og det gør denne CX-5 en smule sløv ved mellemaccelerationer.
Gearkassen er med bare seks trin, og selve gearvælgeren er af den gammeldags, mekaniske type. På landevej er bilen som udgangspunkt komfortabel, men den bliver let lidt stødende ved ujævn vej. Ved kørsel gennem sving og kurver er styretøjet en smule upræcist, og den krænger mere end man normalt ville forvente. Det gør ikke ligefrem CX-5 til en sportslig bil.
På FDM Jyllandsringen udviste CX-5 dog ret gode takter i de kritiske manøvrer, og vi kunne uden besvær køre bilen gennem en dobbelt undvigemanøvre. Bilen er i god balance og er i det hel taget let at styre, uden at det bliver farligt.
Grovkornet bakkamera
I Optimum-udgaven får man en hel del udstyr som standard. Bl.a. er der et bakkamera, der viser et billede på skærmen midt på instrumentbordet.
Det er generelt en god hjælp, men selve billedets opløsning er i den grove ende af skalaen, og det trækker ned. Der er dog dynamiske linjer, der viser, hvor man er ved at bakke hen, og et billede viser hele manøvren set fra oven.
Skærmen er også den, der benyttes til at vise navigationsanlæggets kort. Det kræver dog, at man har tilkøbt dette. Det koster 8.000 kr.r ekstra, og på den måde kan CX-5 ret hurtigt blive en af de dyreste biler i klassen.
Skærmen kan også bruges som sammenkobling med mobiltelefonen ved hjælp af Apple CarPlay, hvis man benytter en iPhone.
Må trække 1.800 kg
Motorprogrammet i CX-5 omfatter to benzinmotorer og to dieselmotorer, og her er det mindste benzinmotor med automatgear, vi har testet. Den er uden turbo og er ikke særlig overbevisende.
Vil man have flere kræfter, kan man enten vælge den store 2.5-liters benzinmotor, som yder 194 hk i stedet for denne testede toliters udgave med 165 hk. Alternativt må man gå over i dieseludgaverne, der enten yder 150 eller 184 hk – i begge tilfælde fra en firecylindret motor på 2.2 liter.
Generelt kan motorerne leveres med enten et sekstrins manuelt gear eller en sekstrins automatgearkasse. Merprisen for sidstnævnte er små 30.000 kr., og selvom det er en ret simpel gearkasse, vil vi klart anbefale den fremfor den manuelle version.
Vores testede udgave må trække op til 1.800 kg på trækkrogen, hvis påhængsvognen er forsynet med bremser. Det er flot og med til at gøre CX-5 til en interessant bil for f.eks. campingfolket.
Alt i alt er CX-5 en af de flotteste biler, man kan få i denne klasse, men den kan ikke følge med de bedste i klassen rent prismæssigt, ligesom plads og udstyr ikke er helt på niveau med de bedste konkurrenter.
Men vælger man alligevel en CX-5, får man en bil med tryg teknik, der bakkes op af en udmærket garanti på hele bilen på tre år eller 100.000 km.