Mazda MX-5 – den sidste folkesportsvogn
Motors vurdering
Mazda MX-5
- Køreglæde
- Sikkerhedsudstyr
- Ingen elektrificering
- Dækstøj
- Pladsforhold
- Ingen elektrificering
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning155 g/km
-
Effekt184 hk
-
Moment205 Nm
-
Topfart219 km/t.
-
Acc. (0-100)6,5 sek.
-
Køreklar vægt1.052 kg
-
Maks. påhængsvægt0 kg
-
Bagagerum130 liter
-
Akselafstand213 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12Bil: Højst 100.000 km
-
MålL:392 cm B:174 cm H:123 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 4,35 kr./km
MX-5-entusiaster holdt vejret for et par år siden, da prisen på bilen steg så meget, at den legendariske model reelt blev taget af det danske marked.
Nu er priserne reguleret ned igen, og den relativt økonomiske sportsvogn har derfor fået et comeback. Og hvilket comeback.
Tidligere kunne modellen ikke fås med automatisk nødbremse, det er nu standard de to topmodeller, som derfor reelt er de eneste, vi vil anbefale.
Du kan vælge Seiza eller denne 100-årsjubilæumsudgave med hvid metallak, rød kaleche og røde lædersæder.
Hvorfor skal man vælge en Mazda MX-5?
Fra MX-5 kom frem i 1989, har klassisk køreglæde været bilens eksistensberettigelse. Det er nu efterhånden seks år siden, at den fjerde generation kom på gaden, men den føles fortsat lige så intens og levende. Ja faktisk er den seneste aftapning med afstand den bedste MX-5 gennem tiderne.
Det er især motoren, der løfter oplevelsen. MX-5 fås med en letløbende 1.5-liters motor og en større 2.0-liters motor. Tidligere var den store motor lidt dvask. Men i den nyeste udgave med 184 hk har den både et stærkt bundtræk og en herlig brummende lyd, samtidig med at motoren føles mere raceragtig, når omdrejningstælleren nærmer sig det røde felt.
0-100 km/t. på 6,5 sekunder er ikke hovedvridende i en Tesla-tid, men det er nok til, at bilen føles hurtig. Men heller ikke for hurtig, og dermed kan du reelt tillade dig at bruge bilens kræfter uden at blive dømt som vanvidsbilist.
En af årsagerne til det er, at Mazda har holdt fast i relativt smalle dæk. Det giver mindre greb i svingene, så bilens føles sjov selv ved 60 km/t.
Affjedringen er faktisk overraskende blød, og det gør den mere behagelig på langtur. Men det gør også, at du får en bedre føling gennem rattet, når du styrer ind i et sving. Den indlevelse bidrager til en smittende køreglæde, som sjældent opleves i nye biler.
Hvilket udstyr skal man vælge til Mazda MX-5?
Hvis du har læst hertil, så må du være i markedet for en MX-5. Og der er ikke andet at sige end: Spring ud i det!
Under både positive og negative ting ved bilen står „Ingen elektrificering“. Det skyldes, at man i dag forventer et minimum af elektrificering i en moderne bil. Men MX-5 satser på de klassiske køreglæder, og her bliver elmotoren et dæmpende mellemled.
Du køber en MX-5 for at mærke motorvibrationer, en skarp speederrespons og for dagligt at skulle kæmpe med koblingspunkt og gearstang. Det er oldschool med den mest moderne teknik, som er tilgængelig. Den sidste i en lang æra af økonomisk overkommelige sportsvogne.
Og med de to topmodeller Seiza og denne 100-årsjubilæumsmodel får du både fortidens fascination ved køreglade ture på en landevej og den sikkerhedsteknologi, som også forventes i dag.
Om du er til røde eller hvide lædersæder, det kan du selv afgøre. Men undlad de billigere udgaver af MX-5, for selvom de lokker med køreglæde til en lavere pris, kan livreddende sikkerhedsudstyr ikke købes for dyrt.