Seat Leon ST forfra
Biltest

Seat Leon ST - sporty familieflytter

Seat Leon lever lidt i skyggen af sine søstermodeller Skoda Octavia og VW Golf, selvom den er billigere. Men flere steder virker den også billigere.
Seat Leon ST bagfra

Motors vurdering

Seat Leon ST

22,7 km/l
Diesel
286.200 kr.
  • Stille og stærk motor
  • Højt udstyrsniveau
  • Gode pladsforhold
  • Adaptiv fartpilot
  • Kvalitetsfornemmelse
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    2.0 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    117 g/km
  • Effekt
    150 hk
  • Moment
    320 Nm
  • Topfart
    212 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.462 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.600 kg
  • Bagagerum
    587 liter
  • Akselafstand
    264 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 3 / 12
  • Mål
    L:455 cm B:182 cm H:145 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 24 km/l
  • Beregnet økonomi 3,55 kr./km

Sikkerhed

2012
Luk

Motor, gearkasse og pladsforholdene i en Seat Leon er stort set identiske med Skoda Octavia og VW Golf. Alligevel er der forskel på de tre biler. For selvom de deler mange komponenter, som man ikke lige ser, er der en meget klar forskel på kvalitetsfornemmelsen i bilerne.

I Seat Leon er det mest iøjefaldende den store ottetommers trykskærm, der i modsætning til de to søstermodeller ikke har et blankt smartphone-look. Det har den fordel, at der er mindre genskin, men det visuelle udtryk er ikke lige så moderne.

Skærmen er højt placeret i midterkonsollen, så man ikke skal fjerne øjnene for langt fra trafikken.

SEat Leon kabine
Topmodellen har den store 8”-trykskærm, og det er en god størrelse. Men der skal navigation eller smartphoneintegration (bl.a. Apple CarPlay) til for at få det fulde udbytte. Det har en merpris på henholdsvis 5.130 kr. og 2.160 kr.

Underlige kopholdere

Ligeledes har Seat Leon andre kopholdere, en stor og en lille. Det vil sige, at man ikke kan have to standardkopper tank-kaffe med i bilen, det kan du i Leons to søstermodeller. Dermed må passageren nøjes med en espresso eller en Red Bull, der kommer i mindre emballage.

Et plus omkring fralægningspladsen får Leon for sin mobilopbevaringsplads foran gearstangen. Man kan tilkøbe trådløs ladning, som testbilen havde. Her ligger mobilen uden for synsvidde, men inden for rækkevidde for chaufføren. Ganske smart.

En anden mærkbar forskel er betjeningen af fartpiloten. VW har den dyre løsning med knapper i rattet, Skodas betjenes for enden af blinkerarmen, og Seat Leon har en separat betjeningsarm til fartpiloten.

Umiddelbart er Skodas løsning den dårligste, og VW’s ser smartest ud. Men Leons løsning er nemmest at aktivere, dog lidt sværere at justere afstand på, hvis man tilvælger adaptiv fartpilot.  

Seat Leon ST skærm
Digitale instrumenter er billigt udstyr på Leon og giver både en let aflæselig hastighed og mulighed for at integrere navigationsdata på en intuitiv facon, hvis bilen har navigationsanlæg.

Den sportslige model

Da Seat blev relanceret under VW, talte de om at skulle være det spanske Alfa Romeo. Men hvor temperamentet og designet ikke helt kan matche italienerne, så er køreegenskaberne ganske sportsligt afstemt.

En Leon kører ikke, så det hele sitrer, men affjedringen er mere fast og følger underlaget tæt. Den er ikke så hård, at det bliver ubehageligt, men er ens ønske udelukkende komfort, bør man se på andre modeller.

Styretøjet er også både direkte og præcist. Det er godt vægtet, så det ikke er for nervøst over midterstillingen. Dermed fungerer Leon også som en god langtursbil og ikke kun som boulevardracer.

Leon fås i eksplosivt hurtige 300 hk-udgaver, men denne 2-liters motor med halvt så mange hestekræfter føles også ganske hurtig. Det understreges af en 0-100 km/t.-tid på under ni sekunder, og mellemaccelerationerne føles også ganske kraftfulde. Kombineret med det meget blødt skiftende dobbeltkoblings automatgear giver det en ukompliceret fremfærd. Især hvis du opgraderer lidt på udstyr og tilkøber en adaptiv fartpilot.

Seat Leon ST bagagerum
Der er dobbelt bund i bagagerummet, og du kan også lægge ryglænene ned ved blot at trække i et håndtag i siden. Bagagerummet på 587 liter er lidt mindre end i Skoda Octavia, men stort nok for de fleste familier.

Delvis veludstyret

Xcellence er højeste udstyrsniveau i Leon, og du får bl.a. klimaanlæg, nøglefri betjening, den store 8”-trykskærm, dellædersæder og p-sensor bag. Men vi savner adaptiv fartpilot, bakkamera, LED-forlygter og smartphone-integration med bl.a. Apple CarPlay.

Det kan tilkøbes for rimelige 23.000 kr., men idet udstyret ikke er standard, skal du bestille en bil fra fabrikken og kan ikke bare tage en ny bil i rækken hos forhandlerne.

LED-forlygterne er i øvrigt ikke adaptive, så de kan maske modkørende biler af. Dermed er der tale om kraftigere og hvidere lys, men ikke mere intelligent lys. Det kan tilkøbes til eksempelvis Opel Astra og VW Golf til rimelige penge.

Der findes en særlig pakke med udstyr til Xcellence-udgaven, hvor du får smartphone-integration, digitale instrumenter, navigationsanlæg og LED-forlygter til 19.000 kr. Det er en attraktiv pakke, men det virker lidt underligt, at den ikke også rummer adaptiv fartpilot.

Seat Leon ST gear
Testbilen havde trådløs ladning af mobilen, til 2.650 kr. Men det placeringen af mobiltelefon-holderen, som trækker mest op. Den er placeret, så den ikke distraherer under kørslen.

Til den glade familiefar eller -mor

Seat har fået attraktive priser på Leon-modellen. Men for at den kan matche både konkurrenter og søstermodeller, skal der sættes nogle krydser. Så får du også en velfungerende familiebil, hvor der er god plads til alle og alt, og den køreglade familiefar eller -mor kan sidde med et smil på læben.

Leon er prismæssigt sat billigt. Det er blevet muligt, fordi der er skruet lidt ned for kvalitetsfornemmelsen i forhold til især søstermodellerne. Det er helt fint på basis- og volumenmodellerne, men når man som i testebilen kører i en af de dyreste varianter af Leon, savnes der lidt mere finesse, når prisen tages med i regnestykket.

Få FDMs nyhedsbreve

 

Seat Leon ST bagfra
Merprisen for stationcar-varianten er typisk omkring 10.000 kr. Men på denne kraftigste variant af dieselmotoren er forskellen p.t. blot 200 kr.