Honda CR-V: SUV til syv

Femte generation af Hondas storsælgende SUV er vokset og byder nu på plads til syv. I det hele taget er det en praktisk bil med meget avanceret elektronik, men ikke alt fungerer godt. Og så må kunderne undvære diesel.

Honda CR-V i aktion.
Forpremiere

SALZBURG En ny Honda CR-V er ved at være klar til danskerne. Det er sådan set også på tide, for det er snart to år siden, bilen blev lanceret i USA, og et år siden, kineserne fik den.

Femte generation er Honda nået til siden begyndelsen i 1995. CR-V er ifølge Honda nu verdens mest solgte SUV, og den står for en ud af fire Honda’er i Europa. I Danmark må den nøjes med en beskeden Honda-tredjeplads efter Civic og Jazz og en samlet 122.-plads.

Det er en helt ny bil, baseret på platformen fra Civic, Motor kan indtage på østrigske landeveje. Designet er – som næsten altid hos Honda – et, der deler vandene, men CR-V er mere afdæmpet end Civic. Det er en bil, der er til at kende i trafikken, med mindre man bagtil forveksler den med Mitsubishis nye Eclipse Cross.

Se mere: Kia Sportage: Friske kræfter til populær SUV 

Honda CR-V bagfra.
Honda CR-V har også i femte generation et markant bagparti med store lygter. Nu er lygternes design et tydelig 'L', hvor det før var et lodret tårn. Fotos: Torben Arent  

Markant ved første møde er, at CR-V er vokset i rummelighed. Totallængden er uændret, men da både akselafstand (+40 mm) og sporvidde (+15/20 mm) er øget, giver det bedre plads til både passagerer og bagage. Benpladsen bag er op til fem cm større end før, og bagsædet er fint til voksne.

Motor mener

Honda CR-V vinder især på at være en rummelig og praktisk bil. Og jo, den kører fint, så længe man ikke bruger de automatiske systemer. Honda får en udfordring med at fortælle kunderne, at de ikke kan få diesel, men (indtil videre) kun en benziner med under 16 km pr. liter.

Bagagerummet er virkelig stort – og reelt. 561 liter hedder tallet. Når ryglænet lægges ned, bliver gulvet plant. Disse praktiske detaljer er noget af det, Honda er god til, omend det er mærkeligt, at ryglænet så ikke kan klappes ned med en knap i bagagerummet.

Pæn plads på tredje række

Vokseværket betyder også, at CR-V kan bestilles med en tredje sæderække. De to sidste pladser er ikke tiltænkt voksne, men faktisk sidder Motors mand på 1,84 m hæderligt ’bag sig selv’ på alle tre rækker. I denne syvsæders kan anden række længdejusteres 15 cm.

Anden og tredje række i CR-V
Tredje række (ekstraudstyr) har hæderlig plads, og adgangen derom er acceptabel.

Andre praktiske detaljer er, at bagdørene åbner i en større vinkel end før, og at døråbningen (for og bag) er blevet mindre dyb, så risikoen for at tilsmudse sine benklæder eller kjole ved ind- og udstigning er blevet mindre.

Førerpladsen er en blandet oplevelse. Instrumenthuset er digitalt og i den klassiske, spraglede Honda-stil. Denne kombination af det lidt tivoli-agtige farveorgie og så panelerne med kunstig træ (det havde alle testbiler) virker barokt.

Se mere: VW Tiguan: offroader til fint brug

Trykskærmen i midten opleves lidt lille her i 2018. ’Kun’ syv tommer er den på, nok en konsekvens af, at bilen reelt er to år gammel. Betjeningen vinder dog ved, at hele klimaanlægget betjenes med rigtige knapper nedenunder.

Frøkenen inde i Garmin-navigationen taler ikke imponerende dansk. Og mens vi er ved dårlig lyd: Der er en overvældende mængde bip-bip, som ikke altid er lige til at identificere. Nogle bip kommer fra stribealarmen, andre når døren står åben.

Førerpladsen er ellers godt indrettet med masser og god fralægsplads i midterkonsollen, hvor den elektroniske parkeringsbremse sparer plads. Men trådløs ladning af telefonen lader til at være ikke-eksisterende.

Kun én motor - benzin

Valget af motor er uhyre nemt. Der er kun den samme, en udmærket 1,5-liters benzinturbo med 173 hk (193 hk med automatgear). Som køber skal man blot forholde sig til, om det skal være med manuelt eller automatisk (CVT) gear.

Førerpladsen har – i hvert fald i de versioner Motor har set – en kikset blanding af meget ungdommeligt displays og så kunstige træpaneler.
Førerpladsen har – i hvert fald i de versioner Motor har set – en kikset blanding af meget ungdommeligt displays og så kunstige træpaneler.

Senere på året lanceres en benzin-hybrid.

Diesel fås ikke. Det er ellers kun tre et halvt år siden, Honda introducerede en ny 1.6 diesel til CR-V med hele 160 hk – koblet til et fint nitrins automatgear. Den nye CR-V har ved tankstudsen plads til det tilsætningsstof, moderne dieselmotorer kræver, men Honda har åbenbart fortrudt undervejs.

Det kan blive et savn for danske kunder og et problem for Honda. Hidtil har der ligget en dieselmotor i 80 procent af danske CR-V’er.

Se mere: japanske mærker dropper diesel

Benzinøkonomien ligger på 15,9-13,7 km pr. liter afhængig af version. Det er ganske vist efter den nye norm, men det er alligevel til den lave side. Hvor meget bedre det bliver i hybriden, er uvist.

Ved Motors første tur i den manuelle, forhjulstrukne version blev det til ca. 19 km pr. liter (uden motorsvejskørsel).

Firehjulstræk og øget frihøjde

Firehjulstræk fås, men ikke mange danske kunder vælger det. Og desværre kan man ikke få automatgear uden at også få firehjulstræk. Firehjulstrækket er automatisk, og baghjulene trækker altid en smule med, så de lynhurtigt kan bidrage markant, hvis underlaget og kørestilen kræver det.

Den manuelle version er umanerlig lavt gearet. Allerede ved lidt over 50 km/t. kan gearskifteindikatoren finde på at forlange sjette gear. Når bilen så cruiser med 90 km/t., leder man vilkårligt efter et højere gear.

Særlig for kunder til de firehjulstrukne versioner er en god forbedring, at frihøjden er øget 35 mm, uden at tyngdepunktet er hævet.

Bilen styrer godt og meget direkte, det manuelle gearskifte fungerer fint (det gør det trinløse CVT-gear med syv simulerede trin faktisk også), og affjedringen forekommer bedre (læs: mere komfortabelt) end i Civic.

Men den manuelle version er umanerlig lavt gearet. Allerede ved lidt over 50 km/t. kan gearskifteindikatoren finde på at forlange sjette gear. Når bilen så cruiser med 90 km/t., leder man vilkårligt efter et højere gear.

Det er ikke fordi motoren larmer som sådan (aktiv antistøj dæmper motorlyden lidt), men lidt irriterende er det alligevel.

Se mere: Hyundai Tucson: en luksuriøs koreaner

Dårlig vognbaneassistent

Bilens aktive vognbaneassistent fungerer ualmindelig dårligt. Den ville i venstrekurver rigtig gerne skære et stykke ud over midterlinjen – temmelig ubehageligt, når en lastbil kommer imod.

Til andre tider lagde den sig helt op ad midterlinjen, og i moderate kurver måtte automatikken for ofte give op. Det gjaldt begge de eksemplarer, Motor prøvede ved præsentationen i Østrig. Hvis det samme billede tegner sig, når bilen kommer til Danmark, er det nærmest værre end ingenting.

Det er særlig skuffende, al den stund at den udgående CR-V – for knap seks år siden - var en af de første ’almindelige’ biler, Motor har prøvet, som kunne køre nogenlunde selv ved at holde sig i vognbanen og holde afstand.

Den adaptive fartpilot i 2018-udgaven imponerer ikke – den synes ikke fintunet til at holde helt jævn afstand til forankørende.

Nødbremsen er på papiret meget avanceret. Den er aktiv ved alle hastigheder, og skulle kunne reagere på såvel fodgængere som cyklister.

CR-V når til Danmark sidst i oktober, og de danske priser og udstyrsniveauer kendes endnu ikke.

Se mere: Honda CR-V - flere gear og mere sikkerhed